Swipe horisontalt for at se alle emner

Spørgsmål og svar

Fold alle ud

Et mindre kontor med lager beliggende i stuetagen i en etageejendom ønskes ændret til butik. Skal der søges byggetilladelse, og skal der i givet fald benyttes en certificeret rådgiver? (30-09-2020)

Der skal i dette tilfælde søges byggetilladelse, da det anses for en væsentlig anvendelsesændring, og der skal benyttes en certificeret rådgiver, idet byggeriet ikke kan indplaceres i brandklasse 1.

I forbindelse med en ombygningssag kan man tage udgangspunkt i kapitel 1: Generelt om sikkerhed ved brand, afsnit 1.6.9, der er en del af Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand. Her er der angivet retningslinjer og eksempler på afgrænsninger ved ombygninger, tilbygninger og anvendelsesændringer. Disse retningslinjer er gældende både for byggeri, hvor der skal søges om byggetilladelse, og byggeri, hvor der ikke skal om søges byggetilladelse.

Retningslinjerne i afsnit 1.6.9 angiver, at eksisterende brandmæssige forhold, der ikke direkte influeres ved byggearbejdet, fortsat kan benyttes uændret i overensstemmelse med reglerne på opførelsestidspunktet eller senere relevante byggetilladelser. Dette medfører også, at dokumentationen, der skal indsendes i forbindelse med byggesagen, kun skal omhandle de forhold, der berøres ved byggearbejdet.

Såfremt ombygningen følger retningslinjerne i bilag 4 (Præ-accepterede løsninger for brandsikring af bygningsafsnit med forsamlingslokaler, butikker mv.), der er en del af Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand, vil der kunne benyttes en certificeret brandrådgiver til brandklasse 2. Kan de præ-accepterede løsninger ikke følges, skal der benyttes en certificeret brandrådgiver til brandklasse 3 eller 4.

Bygherre eller dennes rådgiver har mulighed for at bede kommunen om en forhåndsdialog, før ansøgning om byggetilladelse indsendes, og derved bl.a. få afstemt indplacering af byggearbejdet i en brandklasse.

Denne hjemmeside anvender cookies til statistik for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at klikke videre accepter du hjemmesidens brug af cookies. Læs hjemmesidens cookiepolitik.