Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om funktionsafprøvning (Opdateret 1. juli 2023)

Fold alle ud

Nogle typer af energiforsyningsanlæg leveres som færdige units og skal overholde EU-direktivet om Ecodesign, når de bringes i omsætning i EU. Produkter omfattet af Ecodesign, skal overholde mindstekrav til energieffektivitet, krav vedrørende andre væsentlige miljøforhold samt eventuelt krav til funktion og kvalitet. Energistyrelsen er myndighed for Ecodesign og har overdraget tilsynet til Sikkerhedsstyrelsen.

Følgende typer af energiforsyningsanlæg i relation til bygninger vil typisk være omfattet af Ecodesign-direktivets mindstekrav til energieffektivitet og dokumentation:

Fastbrændselskedler
Kedler (gas, olie eller el) til varmeanlæg
Klimaanlæg
Luftvarme- og luftkøleprodukter
Produkter til lokal rumopvarmning
Vandvarmere
Varmepumper til varmeanlæg
Varmtvandsbeholdere
Højtemperatur-væskekølere
Kondenseringsenheder til køleanlæg

Hvilke energiforsyningsanlæg der er omfattet af Ecodesign i hver af de ovennævnte produktkategorier afhænger blandt andet af anlæggets størrelse og den anvendte energikilde. For nærmere information herom henvises der til Energistyrelsens oversigt over produkter omfattet af Ecodesign, som kan findes her: Energistyrelsens oversigt 


Relevante standarder
Relevante standarder i forbindelse med energiforsyningsanlæg omfattet af Ecodesign:
DS 469, Varme- og køleanlæg i bygninger

Formål med funktionsafprøvning af anlæg omfattet af Ecodesign
Energiforsyningsanlæg der leveres som færdige units og skal overholde Ecodesignkrav, er forinden blevet testet i et laboratorium under fastsatte kriterier. Det giver derfor ikke mening af forsøge at lave in-situ målinger af energimæssig effektivitet eller virkningsgrad, hvilket desuden vil være forbundet med usikkerhed.

Der foretages dog en vurdering af om energiforsyningsanlæggets energimæssige effektivitet er tilstrækkelig, ved at der foretages kontrol af det varme- eller kølefordelingssystem som er tilsluttet til energiforsyningsanlægget, hvis dette er aktuelt. Dette er med til at verificere, at energiforsyningsanlægget fungerer korrekt i det samlede varme- og køleanlæg, inkl. dets komponenter, herunder styring- og reguleringskomponenter.

Forudsætninger for udførelse af funktionsafprøvning 
For at kunne foretage en vurdering af om energiforsyningsanlægget har den forudsatte energimæssige effektivitet, skal følgende normalt være opfyldt:

Der foreligger dokumentation for at energiforsyningsanlægget opfylder krav til Ecodesign.
Krav til opstillingsstedet, dvs. de krav som fabrikanten stiller til f.eks. afstande til bygninger, hegn eller andet er overholdt.
Alle nye vandkredse er indreguleret i henhold til DS 469, kap. 14.7, Indregulering, og dokumentation foreligger.
Der er dokumentation for projekteringen af varme- og køleanlægget, hvis det er et nyt anlæg.
Alle decentrale ventiler ved varme-/kølegivere er indstillet som anført i dokumentationen.
Alle temperaturmålere til styring er korrekt monteret og kalibreret med den aktuelle varme- eller kølegiver.

Kontrolpunkter
For varmeanlæg kontrolleres det at nedenstående punkter er opfyldt:

energiforsyningsanlægget er dimensioneret til dimensionerende fremløbs- og returløbstemperatur for henholdsvist radiator- eller gulvvarmeanlæg, som angivet i kap. 6.9 i DS 469. Ved udskiftninger i eksisterende bygninger kontrolleres det at energiforsyningsanlægget kan dække bygningens behov.
vejrkompenseringsanlægget er indstillet til den dimensionerende fremløbstemperatur for henholdsvist radiator- eller gulvvarmeanlæg, ved den dimensionerende udetemperatur, som angivet i kap. 6.1 i DS 469.
radiator- eller gulvvarmeanlægget kan yde det forudsatte ved de dimensionerende temperaturer.

For køleanlæg kontrolleres det at nedenstående punkter er opfyldt:
kølesystemet er dimensioneret til dimensionerende fremløbs- og returløbstemperatur, som angivet i DS 469.
kølefladerne kan yde det forudsatte ved de dimensionerende kølevandstemperaturer. Der foretages kontrol af datablad på køleflade og andre leverandøroplysninger.
kølesystemet er forsynet med styring og regulering som angivet i kap. 11 i DS 469.
ind-/udkoblings tidspunkter og setpunkter er udført som foreskrevet, hvis der er flere køleenheder.
kondensatortrykstyringen er udført som foreskrevet. Der bør være foreskrevet flydende kondensatortrykstyring.
cirkulationspumper og pumpestyringer (kølevandskredsen) er udført som foreskrevet. Der bør være foreskrevet tidsstyring og omdrejningstalsregulerbare cirkulationspumper. 

Acceptkriterium 
Afprøvningens resultat med hensyn til den energimæssige effektivitet kan accepteres, hvis energiforsyningsanlægget overholder Ecodesignkravene og punkterne under afsnittet ’Kontrolpunkter’ er overholdt.

Dokumentation
Der udarbejdes en funktionsafprøvningsrapport, der beskriver:
Hvilke forudsætninger og forhold kontrollen er udført under.
Kontrolpunkter.
De opnåede resultater.
Samlet resultat og konklusionen af funktionsafprøvningen.
Oplysninger om hvem der har udført funktionsafprøvning.

 

Denne hjemmeside anvender cookies til statistik for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at klikke videre accepter du hjemmesidens brug af cookies. Læs hjemmesidens cookiepolitik.