Swipe horisontalt for at se alle emner

Bygningsreglementets vejledning om forureninger

Fold alle ud

Jordforureninger kan trænge op i bygninger ved konvektion og diffusion gennem fundamenter, terrændæk, gulve, kældergulve og kælderydervægge. Konvektionen forhindres ved at gøre konstruktionen lufttæt mod undergrunden, f.eks. ved at udføre konstruktionerne i beton med omhyggelighed, så der opnås en god, ensartet og revnefri konstruktion. Diffusionen reduceres ved at gøre konstruktionen diffusionstæt, f.eks. ved at udføre betonkvaliteten som moderat miljøklasse med indhold af højest 5 pct. porøse partikler. Der henvises til DS/EN 1992-1-1 Eurocode 2: Betonkonstruktioner - del 1-1: Generelle regler samt regler for bygningskonstruktioner.

Radon er en radioaktiv luftart, som findes i jorden. Radon forhindres i at trænge op i bygninger ved at gøre fundamenter, terrændæk, gulve, kældergulve og kælderydervægge lufttætte ved f.eks. at udføre konstruktionerne af beton med omhyggelighed, så der opnås en god, ensartet og revnefri konstruktion, og ved at tætne omkring rør- og kanalgennemføringer i disse bygningsdele og deres samlinger med andre bygningsdele.

Bygningsreglementet angiver krav til et maksimalt radonindhold i indeluften på 100 Bq/m3 for nybyggeri, hvor personer opholder sig. Dette krav, som har været gældende siden 2010, skal være opretholdt i hele bygningens levetid.

Kravet til radonindholdet i indeluften for bygninger omfattet af BR18, kapitel 9 eftervises ved målinger foretaget i de primære beboelses- og opholdsrum. I disse rum opholder man sig typisk flere timer dagligt. De primære beboelses- og opholdsrum kunne for eksempel være følgende:

• Soverum
• Stue
• Spiserum
• Kontor- og arbejdsrum herunder mødelokaler
• Fælles- og alrum
• Undervisningslokaler
• Kælderrum som ifølge BBR er godkendt til beboelse eller arbejdsrum

Små, afgrænsede rum såsom entre, forstue, omklædningsrum, WC- og baderum osv. anses ikke for at være primære beboelses- eller opholdsrum.
 

Forslag til radonsikring af nye bygninger kan findes i SBi-anvisning 233 Radonsikring af nye bygninger (2015), Byggeteknisk Erfaringsformidling, BYG-ERFA blad SfB (99) 15 01 02 Radonsikring nye bygninger og www.radonguiden.dk.

Foretages der måling af radon, bør målingen ske over mindst to måneder i fyringssæsonen og målingen bør resultere i en beregnet gennemsnitlig radonkoncentration over et helt år – en estimeret årsmiddelværdien for bygningen. Der henvises i øvrigt til SBi-anvisning 270 Måling af radon i bygninger, hvor måle- og beregningsmetode for den estimerede årsmiddelværdi er præciseret.

WHO anbefaler generelt et referenceniveau for radon i indeklimaet på 100 Bq/m3. Et referenceniveau er den aktivitetskoncentration over hvilken radonudsættelse anses for uhensigtsmæssig, og hvor gennemførelse af rimelige radonsænkende tiltag anbefales.

For eksisterende byggeri opført før 2010 anbefaler Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, at der for bygninger, hvor personer opholder sig, iværksættes enkle og billige forbedringer, når radonindholdet er mellem 100 Bq/m³ og 200 Bq/m³, og at der iværksættes mere effektive forbedringer, når radonindholdet overstiger 200 Bq/m³.

Hvis målinger viser et radonindhold højere end kravene til nye bygninger i BR18 eller over referenceniveauet for eksisterende bygninger i indeluften, kan forslag til radonsikring findes i bl.a. SBi-anvisning 247 Radonsikring af eksisterende bygninger (2016) og www.radonguiden.dk.  

Affaldet fra kulfyring i form af slagger, f.eks. fra kraftværker, kan indeholde radioaktive stoffer, som udsender gammastråling. Strålingsbidraget indendørs fra et underlag af sådant materiale kan reduceres, når det dækkes af f.eks. et gruslag eller tilsvarende på mindst 0,20 m med en mængde på 300 kg/m2. Underlag må ikke medføre fugtskader på konstruktioner.

Der henvises desuden til jordforureningsloven og dennes krav til udearealer.