Swipe horisontalt for at se alle emner

Bygningsreglementets vejledning om byggepladsen og udførelsen af byggearbejder

Fold alle ud

Generelt forudsættes det, at de brandmæssige tiltag, som etableres for sikre byggearbejdet mod brand og brandspredning kontrolleres og vedligeholdes i hele den tid byggeriet pågår.

Brandmæssige adskillelser

Branddøre og brandadskillende bygningsdele skal være tætte og intakte. Såfremt branddøre ikke er forsynet med et ABDL-anlæg, skal de være forsvarligt lukket. Udsparinger eller lign. i brandadskillende bygningsdele skal tætnes forskriftsmæssigt.

Ledninger, slanger, rør o.lign. må ikke blokere branddøre i at lukke til fals.


Flugtveje

Flugtvejsdøre, gange, trapper, stiger, arealer o. lign., skal til en hver tid være frie og ryddelige i hele deres bredde, således man sikkert kan færdes der. Der må i flugtveje ikke placeres oplag, arbejdsstationer eller anbringes genstande af nogen art, som kan hindre en evakuering.

Flugtvejsdøre må ikke dækkes med skærmvægge eller lignende.

Sikkerhedsbelysning skal være synlig og funktionsdygtig.

Skiltning

Skiltning af risikoområder, flugtveje, brandslukningsmateriel, redningsmateriel o. lign. skal ske i overensstemmelse med Arbejdstilsynet bestemmelser. Byggepladsen bør i hele byggeperioden gennemgås jævnligt med henblik på skiltning af disse områder, samt udskiftning af defekte skilte.

Byggeaffald

Affald og tom emballage bør omgående fjernes fra bygninger og placeres i et til formålet indrettet område udenfor, og væk fra bygningen.

Brandfarligt affald, som f.eks. fernisklude, brugt tvist, terpentin o.lign. bør fjernes straks og anbringes i metalbeholdere med låg, der ikke anvendes til andre formål, og som er placeret uden for bygninger, hvor der ikke er risiko for antændelse af andre materialer.

Det er ikke tilladt at bortskaffe affald ved afbrænding.


Påfyldning af brændstof

Påfyldning af brændstof til maskiner, generatorer, kompressorer, arbejdsredskaber o.lign. skal foretages når maskiners/redskabers motorer er slukket og på dertil indrettede pladser. Brændstof skal opbevares i godkendte og egnede beholdere eller tanke til oplag over terræn. Oplag og forbrugstankanlæg for brændstof kan være omfattet af Beredskabsstyrelsens Tekniske forskrifter for brandfarlige væsker og skal i givet fald opføres og anvendes i overensstemmelse med denne forskrift. Oplag af brandfarlige væsker skal skiltes i overensstemmelse med Arbejdstilsynets bestemmelser.

Arbejdstids ophør

Byggepladsen bør ikke forlades ved arbejdstids ophør, før der er foretaget fyraften-eftersyn. Ved fyraften-eftersynet kontrolleres, at:

- Der er skrabet med gummisvaber og ryddet op,

- Brandfarligt affald er fjernet,

- Gasser under tryk og brændfarlige væsker er fjernet, og sikret mod farlige påvirkninger, som væltning, slag og brand, samt sikret således at uvedkommende ikke har uhindret adgang til disse,

- Alle el-apparater er slukkede,

- Alle døre er lukkede,

- Gennembrydninger og -føringer til kabler o.lign. i bygningsdele, der indgår i bygningens brandmæssige opdeling, og hvor arbejde pågår, er midlertidigt lukket med egnet brandmodstandsdygtigt materiale, og

- Eventuelle aktive brandsikringstiltag (eks. brandalarmanlæg) er tilsluttet.


Tobaksrygning

Tobaksrygning medfører en brandmæssig risiko, og bør derfor kun foregå på særligt anviste områder. Områderne bør fremgå af byggeplads planen og være anvist ved opstart af byggearbejdet.

På det anviste sted bør der være tilstrækkeligt med dertil egnede askebægre. Der bør endvidere forefindes metalbeholdere med låg, som kun benyttes til tømning af askebægre. Beholderne bør så vidt muligt placeres udenfor bygninger. Er det anviste sted til rygning beliggende i bygningen, bør rygning ophøre mindst 1 time før, arbejdsstedet forlades.


Brug af elektricitet

Der bør tages hensyn til elinstallationernes kapacitet, så overbelastning undgås. Defekt materiel må ikke anvendes.

For at begrænse risikoen for brande i el-tavler som følge af overbelastning kan det være hensigtsmssigt at få termograferet el-tavler, hvis der er mistanke om overbelastning.

Hvis muligt bør hovedstrøm afbrydes ved arbejdstidsophør, det omfatter dog ikke strømforsyning til aktive brandsikringsanlæg o. lign.

Bekendtgørelser iht elsikkerhedsloven bestemmelser skal overholdes.


Kontrol

Der bør for hvert enkelt byggeri oprettes checklister som indeholder relevante kontrolpunkter til gennemgang ved arbejdstids ophør evt. suppleret med en ugentlig rundering.