Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning til BR18 kapitel 28 - Dokumentation af bærende konstruktioner §494, §498, §499 og §503

Fold alle ud

For konstruktionsklasse 2-4 skal den certificerede statiker udarbejde en sluterklæring.

Sluterklæringen struktureres med følgende titulerede afsnit:
–    Dokumentation
–    Konstruktionsklasser
–    Kravopfyldelse
–    Kontrol
–    Afvigelser fundet ved kontrol
–    Certificeret statikers virke
–    Underskrift

Dokumentation
Sluterklæringen vedlægges den statiske dokumentation for de bærende konstruktioner, som udført.

Den statisk dokumentation skal påvise, at de bærende konstruktioners ydeevne er i overensstemmelse med definerede krav til sikkerhed og anvendelighed, jf. BR18, kapitel 15, samt at projektering og udførelse er fyldestgørende og i overensstemmelse med definerede krav.

Opbygningen af den statiske dokumentation er beskrevet i BR18, §§ 500- 502 og skal udarbejdes efter principperne beskrevet i SBi-anvisning 271.

Såfremt der er afvigelser i forhold til dokumentation for søgt byggetilladelse, skal afvigelser angives med de hertil knyttede konsekvenser for byggeriets sikkerhed og anvendelighed.

Konstruktionsklasser
Byggeriets indplacering i konstruktionsklasse angives.

Der henvises til A1.1 – del 2.2, hvor dokumentationen for indplacering i konstruktionsklasser, konstruktionens kompleksitet og erfaring med konstruktionen er beskrevet.

Såfremt der er afvigelser for anvendte konstruktionsklasse i forhold til udstedt byggetilladelse, anføres dette, og konsekvenser heraf for byggeriets sikkerhed og anvendelighed angives.

Kravopfyldelse
Det erklæres, at  dokumentationen godtgør, at den udførte konstruktion opfylder bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner for sikkerhed og anvendelse.

Såfremt der er afvigelser for kravopfyldelsen i forhold til ovennævnte, anføres dette, og konsekvenser heraf for byggeriets sikkerhed og anvendelighed angives.

Kontrol

Det erklæres, at de i den statiske kontrolplan anførte kontroller er gennemført, og at de ved kontrollen fundne afvigelser er behandlet. Det erklæres også, at den fremsendte B3. Statisk Kontrolrapport er konsistent og dækkende i forhold til B2. Statisk Kontrolplan for byggeriet, samt at kontrollen er udført.

Såfremt B3. Statisk Kontrolrapport ikke er dækkende, i forhold til B2. Statisk Kontrolplan og eventuelle betingelser givet i byggetilladelsen, anføres dette, og det angives endvidere, hvilke konsekvenser dette har for byggeriets sikkerhed og anvendelighed.

Hvor en anden certificeret statiker i konstruktionsklasse 4 udformer en sluterklæring som tredjepartskontrollant, jf.  BR18, § 499, stk. 2, skal den certificerede statiker i sin sluterklæring redegøre for:
–    konsekvenser og rettelser som følge af afvigelser fundet ved tredjepartskontrollen.

Hvis der ikke er taget konsekvenser af afvigelser fundet ved tredjepartskontrol, skal den certificerede statiker i sluterklæringen redegøre for, hvorfor der ikke er taget konsekvenser heraf.

Redegørelse for den certificeret statikers virke

Sluterklæringen fra den certificerede statiker skal indeholde en redegørelse for den certificerede statikers virke på projektet herunder om den certificerede statiker har virket som udarbejdende eller kontrollerende.

Såfremt dele af den certificerede statikers ydelser har været uddelegeret eller udført af andre kompetente aktører i assistance, skal der medfølge en redegørelse i overensstemmelse med BR18, § 542, herunder hvilket niveau af kontrol den certificerede har udført for at sikre, at de uddelegerede dele opfylder BR18, § 540.

Når den certificerede virker som udarbejdende, kan der ved beskrivelse af opgavefordelingen henvises til B1.1 Statisk Projektredegørelse – bygværk, B2.1 Statisk kontrolplan projektering – bygværk og B3.1 Statisk kontrolrapport – projektering.

Når den certificerede virker som kontrollerende, kan der ved beskrivelse af opgavefordelingen, henvises til B1. Statisk Projektredegørelse, B2. Statisk kontrolplan og B3. Statisk kontrolrapport.

Underskrift
Den certificerede statiker underskriver personligt sluterklæringen og erklærer herved, at BR18, § 499 stk. 1 er opfyldt, dvs. at:
–    den statiske dokumentation er fremsendt
–    der er anvendt korrekte konstruktionsklasser i overensstemmelse med byggetilladelsen
–    den statiske dokumentation er fyldestgørende og viser at byggeriet vil overholde kravene til bærende konstruktioner, jf. BR18, kapitel 15
–    at de i kontrolplanen anførte kontroller er gennemført
–    at de ved kontrollen fundne afvigelser er behandlet.

Oplysning til identifikation af den certificerede statiker skal fremgå af ansøgningen om byggetilladelse og dokumentation for gyldigt certifikat vedlægges sammen med starterklæringen.

Hvis der er sket overdragelse fra en certificeret statiker til en anden, skal erklæringen fra den certificerede statiker, der overdrager projektet jf. BR18, § 544, vedlægges.

I vejledningen til BR18, kapitel 28, appendiks II er der givet et eksempel på udformningen af en sluterklæring for et konkret byggeri i konstruktionsklasse 2.