Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om den certificeredes virke i lovliggørelsessager

Fold alle ud

I en sag, hvor der er konstateret et ulovligt forhold, skal kommunalbestyrelsen tage udgangspunkt i de formelle administrative bestemmelser, der er gældende på lovliggørelsestidspunktet, når det skal vurderes, i hvilket omfang det ulovlige forhold skal byggesagsbehandles.

De formelle administrative bestemmelser fremgår af kapitel 1 i BR18.

Hvis byggeriet efter de administrative regler på lovliggørelsestidspunktet skal indplaceres i en konstruktions- og/eller brandklasse, hvor der er krav om anvendelse af en certificeret rådgiver, skal der tilknyttes en certificeret rådgiver. Den certificerede rådgiver skal indsende dokumentation for, at konstruktions- og/eller brandkravene er overholdt. Det vil derfor som udgangspunkt være dokumentation svarende til en ny byggesag, der skal fremsendes i forbindelse med en lovliggørelsessag, herunder både start- og sluterklæring.

Hvis der søges om byggetilladelse til byggearbejder, der allerede er udført, og som skal retligt lovliggøres, kan der indsendes en samlet erklæring, i form af en sluterklæring, der indeholder samme dokumentation som start- og sluterklæringen.

For byggerier, der søges lovliggjort, og som retligt kan lovliggøres, kan de materielle bestemmelser, der var gældende på opførselstidspunktet typisk anvendes.

I den situation, hvor en ansøger mener, at byggeriet overholder de materielle (tekniske krav) krav på opførelsestidspunktet, er udgangspunktet, at der skal indsendes oplysninger herom i overensstemmelse med BR18, §§ 10-11, samt dokumentation for, at byggeriet overholder dagældende reglement, i overensstemmelse med BR18, §§ 40-42. De formelle bestemmelser fremgår af kap. 1 i bygningsreglementet om de administrative bestemmelser.

Der kan i øvrigt henvises til vejledning om lovliggørelse af ulovligt byggeri:

https://bygningsreglementet.dk/Administrative-bestemmelser/BRV/Vejledning-om-lovliggorelse

Hvis det ikke kan fastslås, hvornår byggeriet er opført, vil det være de materielle bestemmelser, der gælder på lovliggørelsestidspunktet, der skal anvendes.

Hvis det ulovlige forhold skal fysisk lovliggøres, dvs. hvis det skal nedrives, ombygges, eller der opføres yderligere bærende konstruktioner eller etableres yderligere brandsikringstiltag, er det de materielle krav i det bygningsreglement, der er gældende på lovliggørelsestidspunktet, der skal anvendes. I dette tilfælde vil den certificerede rådgiver skulle følge den normale procedure for sit virke. Hvis en fysisk lovliggørelse medfører at forholdene skal bringes i overensstemmelse med en byggetilladelse, vil det dog være kravene i det bygningsreglement der var gældende på tidspunktet for byggetilladelsen der er gældende.

Denne hjemmeside anvender cookies til statistik for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at klikke videre accepter du hjemmesidens brug af cookies. Læs hjemmesidens cookiepolitik.