Swipe horisontalt for at se alle emner
Andre vejledninger
- BR18 (Aktuelt)
- BR18 (1/1- 30/06 2024)
- BR18 (1/1- 31/12 2023)
- BR18 (17/9 - 31/12 2022)
- BR18 (1/7 - 16/9 2022)
- BR18 (1/1 - 30/6 2022)
- BR18 (29/6 - 31/12 2021)
- BR18 (1/1-29/6 2021)
- BR18 (1/7-31/12 2020)
- BR18 (10/3-30/6 2020)
- BR18 (1/1-9/3 2020)
- BR18 (4/7-31/12 2019)
- BR18 (1/1-4/7 2019)
- BR18 (1/7-31/12 2018)
- BR18 (1/1-30/6 2018)
- BR15 (2015-2018)
- Tidligere BR (1961-2010)
Vejledning til bekendtgørelse om forberedelse til og etablering af ladestandere i forbindelse med bygninger (ladestanderbekendtgørelsen)
I bygninger med blandet anvendelse skal der foretages en konkret vurdering af, hvor mange parkeringspladser, der hører til de respektive anvendelser. I nye bygninger med mere end 10 parkeringspladser med blandet anvendelse gælder kravene når bygningen samlet set har mere end 10 parkeringspladser. Når man skal finde ud af de konkrete krav for bygningen skal parkeringspladserne fordeles mellem de forskellige anvendelser. I bestående bygninger med mere end 20 parkeringspladser, skal der foretages en vurdering af, om der er mere end 20 parkeringspladser, der hører til den del af bygningen, der ikke er beboelse. Den del der ikke er beboelse, kan godt været ejet af flere forskellige ejere. Herunder er et par vejledende eksempler, som illustrerer styrelsens fortolkning af reglerne.
Eksempel 1: En bestående bygning med både butikker og beboelse med 60 parkeringspladser. Af de 60 parkeringspladser udgør de 25 parkeringspladser parkering til butikkerne og de 35 parkeringspladser er til beboelsen. Bygningen er dermed omfattet af kravene i ladestanderbekendtgørelsens § 3, da der er mere end 20 parkeringspladser tilknyttet butikkerne. Hvis bygningen ikke er ejet og benyttet af SMV-er, så skal der etableres mindst 1 ladestander i tilknytning til parkeringsanlægget.
Eksempel 2: En bestående bygning med både butikker og beboelse med 60 parkeringspladser. Af de 60 parkeringspladser udgør de 15 parkeringspladser parkering til butikkerne og de 45 parkeringspladser er til beboelsen. Bygningen er dermed ikke omfattet af kravene i ladestanderbekendtgørelsens § 3, da der er mindre end 21 parkeringspladser tilknyttet butikkerne. Der skal derfor ikke etableres ladestander.
Eksempel 3: En ny bygning med erhverv og beboelse og samlet set 30 parkeringspladser. Der er i byggetilladelsen krav om 15 parkeringspladser til erhvervsdelen og 15 parkeringspladser til beboelsesdelen. Bygningen er dermed omfattet af § 5, stk. 1 og stk. 2. Der skal derfor etableres mindst 1 ladestander og forberedes på mindst 3 af parkeringspladserne i erhvervsdelen af parkeringspladsen, mens alle 15 parkeringspladser i beboelsesdelen af parkeringspladsen skal forberedes til ladestandere.
Eksempel 4: En ny bygning med erhverv og beboelse og samlet set 15 parkeringspladser. Der er i byggetilladelsen krav om 5 parkeringspladser til erhvervsdelen og 10 parkeringspladser til beboelsesdelen. Bygningen har samlet set mere end 10 parkeringspladser og er dermed omfattet af § 5, stk. 1 og stk. 2. Der skal derfor etableres mindst 1 ladestander og forberedes på mindst 1 af parkeringspladserne i erhvervsdelen af parkeringspladsen, mens alle 10 parkeringspladser i boligdelen af parkeringspladsen skal forberedes til ladestandere.