Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om boligindretning

Fold alle ud

Målsætningen med denne vejledning er, at beskrive hvilke muligheder man har indenfor lovgivningens rammer for at planlægge en bolig, der sikre en god boligkvalitet. Vejledningen adskiller sig fra de fleste andre vejledninger til BR18 idet den ikke beskriver konkrete løsninger men i højere grad beskriver de overvejelser man bør gøre i forbindelse med planlægningen af boligbyggeri. Det betyder at vejledningen primært retter sig mod to målgrupper: bygherre og rådgivere (arkitekten, ingeniøren m.fl.).

Bygningsreglementets kapitel 9 indeholder konkrete minimumskrav om bygningens indretning, som man naturligvis altid skal følge. Men mange af kravene i BR kapitel 9 er såkaldte funktionskrav, der fremfor konkrete mål og afstandsangivelser udstikker rammerne for de målsætninger, der ligger til grund for Bygningsreglementets bestemmelser. Derfor er det relevant med en vejledning der beskriver disse hensyn i mere brede formuleringer, så de kan danne grundlag for de overvejelser man kan gøre sig ved planlægningen af boliger. Det er alene forhold der gælder etageboliger, række- og kædehuse der er beskrevet og ikke fritliggende enfamiliehuse. For mere præcise anvisninger henviser vejledningen til andre vejledninger i BR, SBi anvisninger og branchestandarder.

Vejledningen er opdelt i tre afsnit der beskriver forhold fra den overordnede planlægning af boligen og ned til det helt konkrete rum:

Boligens beboere

Her introduceres et begrebsapparat der relaterer sig til beskrivelserne af beboeren, bygningen og det at skabe et hjem. Herunder også den mangfoldighed af beboere, som boliger ofte skal kunne rumme.

Boligens overordnede planlægning

Dette afsnit beskriver de overordnede greb der har indflydelse på hvordan boligen kan udformes og hvordan det påvirker boligens kvaliteter.

Boligens aktiviteter

Dette afsnit indeholder en mere detaljeret beskrivelse af de enkelte aktiviteter i en bolig, og hvordan rum indrettes mest praktisk og hensigtsmæssigt i forhold til deres funktion.

Afslutningsvis findes der en litteraturliste over de bøger og artikler der er indgået i udfærdigelsen af vejledningen.

Vejledningen er tilrettelagt at arkitekt MAA, seniorforsker, Anne Kathrine Frandsen og arkitekt MAA, forsker, Nanet Mathiasen ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), Aal-borg Universitet (AAU).

Følgende har rådgivet om vejledningens indhold og format:

Arkitekt MAA, professor Claus Bech-Danielsen, AAU, SBi
Arkitekt MAA, Anette Brunsvig Sørensen
Arkitekt MAA, lektor emeritus Peder Duelund Mortensen, Kunstakademiets Arkitektskole
Arkitekt MAA, partner Jan Albrechtsen, Tegnestuen Vandkunsten
Arkitekt MAA, partner Anders Halgren, Arkitema Architects


Anette Brunsvig Sørensen, Peder Duelund Mortensen og Claus Bech-Danielsen har yderligere indgået i en redaktionsgruppe, der har bidraget direkte til udarbejdelse af vejledningens tekst.

Ruut Peuhkuri
Forskningschef, Forskningsafdelingen for Byggeteknik og Proces, SBi AAU