Swipe horisontalt for at se alle emner

Bilag 1a - Præ-accepterede løsninger - Enfamiliehuse

Fold alle ud

Dette bilag omfatter fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse i anvendelseskategori 4, og som er indplaceret i risikoklasse 1.

Enfamiliehuse som beskrevet i dette bilag omfatter følgende typer byggeri:

- Byggeri med én bolig til helårsbeboelse, i op til 3 etager over terræn og en etage under terræn, som er fritliggende.

- Byggeri med mere end én bolig til helårsbeboelse, i op til 3 etager over terræn og en etage under terræn og med kun lodret lejlighedsskel, herunder dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse og gruppehuse.

- Byggeri til sommerhuse, campinghytter, i op til 3 etager over terræn og en etage under terræn, der ikke er omfattet af campingreglementet, og lignende ferieboliger.

- Byggeri til enfamiliehus, der er omfattet af ovenstående, og som sammenbygges med bygninger, der ikke er omfattet af dette bilag.

Bemærk, at der for enfamiliehuse i 3 etager er en grænse for etagearealet, hvilket er angivet i afsnit 1.2.

Der er ikke udarbejdet præ-accepteret løsninger for enfamilieshuse med:

- 3 etager over terræn med et etageareal større end 150 m2

- mere end 3 etager over terræn

- mere end 1 etage under terræn

Disse kan henføres til risikoklasse 2-4, og skal dermed indplaceres i brandklasse 3 eller 4.

 

1.1.1 Etageantal

 

Hvor en tagetage er udnyttelig, dvs., at den kan indrettes eller anvendes til beboelse, skal denne medregnes som en etage af de 3 etager over terræn i boligen.

Det fremgår af BR18, § 458, at en kælder skal medregnes som en etage, såfremt loftet ligger mere end 1,25 m over terræn. Ved et skrående terræn betragtes kælderen som en etage såfremt en del af kælderen har loft liggende mere end 1,25 m over terræn. Brandmæssigt betragtes en kælder som en etage over terræn, såfremt en del af gulvet er over terræn.

 

1.1.2 Etageareal

 

Det fremgår af BR18, § 458, at etageareal beregnes ved sammenlægning af bruttoarealerne af samtlige etager, herunder kældre og udnyttelige tagetager samt altanlukninger, udestuer, forbindelsesgange og lignende. Detaljeret beregningsregler fremgår af BR18, § 458, stk. 2 – 5.    

 

1.1.3 Liberale erhverv

 

Bilaget omfatter også enfamiliehuse, hvor en del af huset anvendes til erhverv, der sædvanligvis udøves i forbindelse med en bolig, som for eksempel frisør, ejendoms-, advokat-, revisor- og arkitektvirksomhed og lignende liberale erhverv samt dagpleje og lignende.

 

1.1.4 Integrerede garager, carporte, udhuse mv.

 

Garager, carporte, udhuse mv. anses for at være integrerede når de ligger under samme tagkonstruktion som den primære bygning, dvs. beboelsen.

I enfamiliehuse med integreret garage, carport, udhus mv. regnes den integrerede bygningsdel for at være en del af den primære bygning, dvs. beboelsen, og er derfor medtaget i dette bilag. Den integrerede bygningsdel skal brandmæssigt adskilles fra den primære bygning, men betragtes ikke som selvstændig sekundær bebyggelse, som hvis den var fritliggende eller sammenbygget med den primære bygning. En sekundær bebyggelse kan godt være sammenbygget uden at være integreret.

 

1.1.5 Ombygninger

 

Uanset om en ombygning kræver byggetilladelse eller ej, skal selve ombygningen, og det der påvirkes heraf, overholde de præ-accepterede løsninger i dette bilag, der er relevante for ombygningen.

Ved væsentlige ombygninger, hvor eksisterende brandmæssige forhold ikke influeres, må disse forhold fortsat gerne overholde de brandmæssige krav i bygningsreglementet, som var gældende ved byggeriets opførelsestidspunkt, og behøves derfor ikke nødvendigvis at overhold de præ-accepterede løsninger i dette bilag.

Denne hjemmeside anvender cookies til statistik for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at klikke videre accepter du hjemmesidens brug af cookies. Læs hjemmesidens cookiepolitik.