Swipe horisontalt for at se alle emner
Administrative bestemmelser (§ 1 - § 47)
- BR18 (Aktuelt)
- BR18 (1/1- 30/06 2024)
- BR18 (1/1- 31/12 2023)
- BR18 (17/9 - 31/12 2022)
- BR18 (1/7 - 16/9 2022)
- BR18 (1/1 - 30/6 2022)
- BR18 (29/6 - 31/12 2021)
- BR18 (1/1-29/6 2021)
- BR18 (1/7-31/12 2020)
- BR18 (10/3-30/6 2020)
- BR18 (1/1-9/3 2020)
- BR18 (4/7-31/12 2019)
- BR18 (1/1-4/7 2019)
- BR18 (1/7-31/12 2018)
- BR18 (1/1-30/6 2018)
- BR15 (2015-2018)
- Tidligere BR (1961-2010)
Vejledning om lovliggørelse af ulovligt byggeri
De formelle bestemmelser i bygningsreglementet følger af kapitel 1 og beskriver det administrative system, hvorunder en byggesag behandles. Det følger heraf, om der er krav om byggetilladelse og evt. dispensation inden opførelse af et byggeri eller om det kan opføres uden byggetilladelse.
Et byggeri kan være formelt ulovligt, hvis ikke der er søgt om byggetilladelse i overensstemmelse med de regler, der var gældende på opførelsestidspunktet. Ved den formelle lovliggørelse, må der dog tages udgangspunkt i det administrative system, som byggesager på lovliggørelsestidspunktet behandles efter.
Det betyder, at såfremt det forhold, sagen angår, rent formelt ikke længere er ulovligt, skal der ikke i forbindelse med lovliggørelsen stilles krav om ansøgning om byggetilladelse eller om fuld teknisk byggesagsbehandling. Det kan være, fordi det ikke længere kræver en tilladelse eller en dispensation fra kommunalbestyrelsen at opføre byggeriet, eller fordi det forhold, sagen angår, ikke længere skal påses af kommunalbestyrelsen ved byggesagsbehandlingen.
Eksempel: Et enfamiliehus, der er opført uden byggetilladelse i 2006, skal lovliggøres i 2018. Før 2008 skulle der foretages en fuld teknisk byggesagsbehandling, men reglerne blev ændret, og man har siden 2008 ikke skullet foretage teknisk byggesagsbehandling af byggeri af begrænset kompleksitet, som f.eks. fritliggende enfamiliehuse. Når bygningsejeren skal have byggeriet lovliggjort, skal han i medfør af BR18, §§ 10 og 11 indsende samtlige oplysninger af relevans for hans byggesag, men kommunalbestyrelsen skal ifølge BR18 kun sagsbehandle de bebyggelsesregulerende forhold. Et almindeligt enfamiliehus vil typisk skulle indplaceres i brandklasse 1, forudsat, at byggeriet overholder de præaccepterede løsninger. Hvis der derimod er tale om et enfamiliehus over 2 etager afviger byggeriet fra de præaccepterede løsninger, og byggeriet skal efter en konkret vurdering indplaceres i brandklasse 2-4.
I en sag, hvor der er konstateret et ulovligt forhold, skal kommunalbestyrelsen altså tage udgangspunkt i de formelle bestemmelser, der er gældende på lovliggørelsestidspunktet, når det skal vurderes, i hvilket omfang det ulovlige forhold skal byggesagsbehandles.
Når der er tale om et byggeri, der er opført efter, at BR18 er trådt i kraft, men uden at der er søgt om tilladelse, skal ansøgningen om bibeholdelse indeholde de oplysninger, som fremgår af BR18, §§ 10 og 11 i det omfang de er relevante for lovliggørelsessagen.
Kommunalbestyrelsens behandling af byggesagen følger af BR18 § 36, og vil derfor alene omfatte en behandling af de oplysninger, der indsendes efter §§ 10 eller 11.
Når lovliggørelsessagen afsluttes, skal den øvrige dokumentation for, at byggeriet er udført i overensstemmelse med bygningsreglementet indsendes, jf. BR18 § 40. Kommunalbestyrelsen skal meddele tilladelse til ibrugtagning, inden byggeriet lovligt kan tages i brug. Jf. BR18 § 43.
I den situation, hvor en ansøger mener at overholde de materielle krav på opførelsestidspunktet, er udgangspunktet, at der skal indsendes oplysninger herom i overensstemmelse med BR18, §§ 10-11 og dokumentation i overensstemmelse med BR18 § 40 for, at byggeriet overholder dagældende reglement.
Kommunens kontrol af de tekniske forhold begrænser sig i denne situation til at konstatere, at dokumentationen er fyldestgørende.
I de tilfælde, hvor forholdet ikke længere kræver en tilladelse, men kan udføres uden byggetilladelse, som f.eks. ombygningssager m.m. omfattet af BR18, § 5, skal forholdet ikke sagsbehandles, og der er dermed ikke længere tale om en lovliggørelsessag i forhold til de formelle krav.
Det er vigtigt at understrege, at byggearbejder, der nu kan behandles efter lempede formelle bestemmelser, eller som er undtaget fra krav om byggesagsbehandling, ikke er undtaget fra overholdelse af de materielle krav.