Swipe horisontalt for at se alle emner
Administrative bestemmelser (§ 1 - § 47)
- BR18 (Aktuelt)
- BR18 (1/1- 30/06 2024)
- BR18 (1/1- 31/12 2023)
- BR18 (17/9 - 31/12 2022)
- BR18 (1/7 - 16/9 2022)
- BR18 (1/1 - 30/6 2022)
- BR18 (29/6 - 31/12 2021)
- BR18 (1/1-29/6 2021)
- BR18 (1/7-31/12 2020)
- BR18 (10/3-30/6 2020)
- BR18 (1/1-9/3 2020)
- BR18 (4/7-31/12 2019)
- BR18 (1/1-4/7 2019)
- BR18 (1/7-31/12 2018)
- BR18 (1/1-30/6 2018)
- BR15 (2015-2018)
- Tidligere BR (1961-2010)
Vejledning om byggesagsbehandling efter BR18
Byggelovens § 22 giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at dispensere fra byggelovgivningens bestemmelser, såfremt bygherren ansøger herom i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse.
I medfør af BR18 § 13 skal ansøgning om dispensation fra bestemmelser i bygningsreglementet indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af Byg & Miljø. Ansøgningen skal signeres digitalt af ejeren eller en fuldmægtig for denne, men kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at ansøgningen underskrives af ejeren personligt.
Der kan alene gives dispensation, hvis dispensationen ikke tilsidesætter de hensyn, som den pågældende bestemmelse skal varetage. Kommunalbestyrelsen skal derfor i den enkelte byggesag foretage en konkret vurdering af, om der i forbindelse med byggesagen kan dispenseres fra bygningsreglementets bestemmelser, og om der eventuelt i forbindelse med dispensationen skal knyttes særlige vilkår til byggetilladelsen.
Med ændringen af BR18 den 1. januar 2020, er det i overensstemmelse med byggelovens § 22 præciseret, at dispensationsadgangen ikke omfatter funktionskrav, hvor hensynet bag bestemmelsen er brand- eller sikkerhedshensyn. Præciseringen ændrer ikke i den hidtidige adgang til at dispensere, men er taget med for at skabe klarhed om dispensationsadgangen.
Der kan ikke dispenseres fra formelle krav, det vil sige krav om ansøgning om byggetilladelse, gebyr mv.
Kommunalbestyrelsen kan i byggetilladelsen give lov til at fravige opfyldelsen af enkelte krav i bygningsreglementet, såfremt dispensationen kan begrundes sagligt, og såfremt at hensynet bag den pågældende bestemmelse kan opfyldes på en tilsvarende måde. Det overordnede formål med de tekniske bestemmelser følger af den første bestemmelse i de enkelte kapitler. Det er dette formål kommunalbestyrelsen kan henholde sig til ved behandlingen af en ansøgning om dispensation fra bestemmelser i bygningsreglementet.
Det skal fremgå eksplicit af en ansøgning om byggetilladelse, hvis der er bestemmelser i bygningsreglementet, der ikke kan opfyldes, og der derfor søges om dispensation herfra.
For bygningsfredede bygninger og bygninger, som er en del af et fredet fortidsminde, kan der ske lempelser fra bestemmelserne i bygningsreglementet, såfremt kommunalbestyrelsen vurderer, at bestemmelserne er uforenelige med frednings- og bevaringsværdierne.
Selvom kommunalbestyrelsen fra den 1. januar 2020 ikke længere kan foretage den tekniske byggesagsbehandling af brand- og konstruktionsforhold, er det fortsat kommunalbestyrelsen, der skal behandle dispensationsansøgninger, og dermed vurdere om bygningsreglementets krav kan fraviges i det enkelte tilfælde.