Swipe horisontalt for at se alle emner
Administrative bestemmelser (§ 1 - § 47)
- BR18 (Aktuelt)
- BR18 (1/1- 30/06 2024)
- BR18 (1/1- 31/12 2023)
- BR18 (17/9 - 31/12 2022)
- BR18 (1/7 - 16/9 2022)
- BR18 (1/1 - 30/6 2022)
- BR18 (29/6 - 31/12 2021)
- BR18 (1/1-29/6 2021)
- BR18 (1/7-31/12 2020)
- BR18 (10/3-30/6 2020)
- BR18 (1/1-9/3 2020)
- BR18 (4/7-31/12 2019)
- BR18 (1/1-4/7 2019)
- BR18 (1/7-31/12 2018)
- BR18 (1/1-30/6 2018)
- BR15 (2015-2018)
- Tidligere BR (1961-2010)
Vejledning om byggesagsbehandling efter BR18
Ved ansøgning om byggetilladelse, skal der indsendes oplysning om og dokumentation for indplacering i konstruktionsklasse, såfremt det er relevant at indplacere byggeriet i en konstruktionsklasse. Dette er ofte relevant når der er konstruktionsmæssige forhold, der har betydning for sikkerheden i byggeriet. Det afhænger dog altid af en konkret vurdering fra sag til sag. Hvorvidt det er relevant at indplacere ombygninger og forandringer af eksisterende byggeri i en konstruktionsklasse, beror på om de bærende konstruktioners virkemåde ændres. Dette er beskrevet nærmere i bygningsreglementets vejledning om ombygninger og brug af certificerede rådgivere i relation til ændring af BR18 d. 10. marts 2020.
Såfremt ansøger ikke vurderer, at det er relevant at indplacere byggeriet i en konstruktionsklasse, skal dette oplyses og begrundes i ansøgningen om byggetilladelsen. Hvis det er relevant at indplacere byggeriet i en konstruktionsklasse, skal indplaceringen følge BR18, kapitel 26 om konstruktionsklasser, herunder bl.a. § 489, stk. 1, der definerer de forskellige konstruktionsklasser. Det skal dog bemærkes, at visse byggerier er undtaget fra indplacering i konstruktionsklasse, hvilket fremgår af § 489, stk. 2-4.
I visse tilfælde kan der være konstruktioner eller konstruktionsafsnit, som på grund af deres udformning eller anvendelse ikke kan indplaceres i en konstruktionsklasse selvom byggeriet i sin helhed skal indplaceres i en konstruktionsklasse. I disse tilfælde skal byggeriet i stedet vurderes ud fra § 489, stk. 5.
Såfremt byggeriet skal og kan indplaceres i en konstruktionsklasse skal dette ske efter principperne i kapitel 26 om konstruktionsklasser, herunder grundlaget for indplaceringen. Grundlaget for indplacering i konstruktionsklasse betragtes som konstruktionens kompleksitet og konsekvensklasse (CC), samt erfaringen med konstruktionstypen.
Kommunalbestyrelsen skal i byggesagsbehandlingen vurdere om byggeriet er indplaceret i den rette konstruktionsklasse, eller om de er enige i, at byggeriet ikke skal eller ikke kan indplaceres i en konstruktionsklasse. Kommunalbestyrelsen skal konstatere, om forudsætningerne for den indsendte dokumentation for konstruktionsklasser er korrekt for at vurdere, om der er valgt korrekt konstruktionsklasse. Afklaring ift. dette kan med fordel allerede foregå som en del af forhåndsdialogen.
Kommunalbestyrelsen skal ikke udføre teknisk byggesagsbehandling af de tekniske forhold, der måtte fremgå af dokumentationen for indplaceringen, men skal alene gennemse dokumentation nok til, at det er muligt at fastslå, at byggeriet er placeret i den rette (eller forkerte) konstruktionsklasse. Kommunalbestyrelsen skal således ikke kontrollere de konkrete løsninger, statiske beregninger, kontrolplan mv. I stedet er det tilstrækkeligt at kontrollere at den nødvendige dokumentation foreligger, og at denne danner de nødvendige forudsætninger for at byggeriet kan indplaceres i den rette konstruktionsklasse. Hvad der er nødvendig dokumentation afhænger af, hvilken konstruktionsklasse byggeriet indplaceres i. En overordnede beskrivelse af denne dokumentation fremgår i afsnit 3.5.1 og 3.5.2.
Kommunalbestyrelsen kan anmode om supplerende dokumentation, hvis det vurderes, at den tilsendte dokumentation ikke er tilstrækkelig til at kunne vurdere om byggeriet er indplaceret i den rette konstruktionsklasse.
For yderligere vejledning om indplacering i konstruktionsklasser henvises til Bygningsreglementets vejledning om indplacering i konstruktionsklasser.