Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om certificering af statikere og brandrådgivere

Fold alle ud

Ved dokumentation for kvalifikationer forstås den dokumentation, som ansøger fremsender til certificeringsorganet, der danner grundlag for, at certificeringsorganet kan vurdere, om ansøgeren har de krævede kvalifikationer.

 

5.2.2.1. Dokumentation for uddannelse i byggetekniske forhold, brandsikring af byggearbejder og brandteknisk dimensionering for brandrådgiver til brandklasse 3 og 4

Dokumentation af uddannelse i byggetekniske forhold, brandsikring af byggearbejder og brandteknisk dimensionering skal, jf. § 22, stk. 1, dokumenteres ved diplom(er) fra en uddannelsesinstitution, som er akkrediteret af Danmarks Akkrediteringsinstitution, jf. lov om akkreditering af videregående uddannelser. Uddannelsen i byggetekniske forhold skal udgøre et sammenhængende hele, fx i form af en grundlæggende uddannelse.

Kravet om 210 ECTS-point, hvoraf 60 point skal relatere sig til brandsikring af byggearbejder og brandteknisk dimensionering, kan opfyldes ved, at personen som minimum har gennemført en grundlæggende uddannelse som fx diplomingeniør eller bygningskonstruktør. Krav til uddannelsen, herunder læringsmål der fremgår af afsnit 5.2.1.1 lægges til grund ved vurdering af fagligheden af indholdet i en uddannelse.

Såfremt sammensætningen af den grundlæggende uddannelsen ikke opfylder kravet om mindst 60 ECTS-point inden for brandsikring af byggearbejder og brandteknisk dimensionering, kan manglende ECTS-point opnås ved supplerende efteruddannelse.

Hvis en ansøger mangler mindre dele af den grundlæggende uddannelse på 210 ECTS-point indenfor byggetekniske forhold eller 60 ECTS-points indenfor brandsikring af byggearbejder og brandteknisk dimensionering, kan certificeringsorganet meddele ansøgeren certificering, såfremt ansøgeren dokumenterer at have kvalifikationer, der kan ligestilles med de kvalifikationer, der kræves efter § 20, stk. 1, nr. 1, og certificeringsorganet vurderer, at dokumentationen for kvalifikationerne er tilfredsstillende, jf. § 22, stk. 2.  Dette kan fx ske ved certificeringsorganets bedømmelse af et projekt, jf. § 7, hvor ansøger viser at have ligestillede kvalifikationer. Dette kan fx være, hvor ansøgeren ikke kan dokumentere teoretisk viden om svigtanalyser, men via sit projekt viser, at ansøgeren kan anvende sin viden om svigtanalyser.

Ved certificeringsorganets vurdering lægges der vægt på, at personen har ligestillede kvalifikationer inden for byggetekniske forhold, brandsikring af byggearbejder og brandteknisk dimensionering i forhold til, at ansøgeren skal kunne dokumentere og kontrollere overholdelse af krav til brandtekniske forhold for bygninger i brandklasse 3 og 4.

 

5.2.2.2. Dokumentation for viden om byggelovgivning, brandforhold, dokumentation af brandforhold, kontrol mm. for brandrådgiver til brandklasse 3 og 4

For uddybning af dokumentation for vurdering af viden om byggelovgivning, brandforhold, dokumentation af brandforhold, kontrol mm. henvises til afsnit 5.1.2.2.

Det bemærkes, at krav om kvalifikationerne som angivet i § 19, stk. 1, nr. 2-5, kan være opfyldt, hvis certificeringsorganet kan foretage en bedømmelse af disse forhold ved bedømmelse af et projekt som beskrevet i § 7, stk. 3, og projektet er udarbejdet som beskrevet i BR18, kapitel 29.

 

5.2.2.3. Dokumentation for erfaring for brandrådgiver til brandklasse 3 og 4

Erfaring som brandrådgiver dokumenteres ved fremsendelse af et CV, der redegør for ansøgerens relevante erfaring fra den krævede periode samt en nærmere beskrivelse af de projekter, som ansøgeren har virket på. Dokumentation skal have en form, så det er muligt at vurdere omfang og indhold af erfaringen.

For hvert projekt oplyses følgende:

• Byggeprojektets navn og evt. adresse og matrikelnummer.

• Byggeriets omtrentlige størrelse og funktion.

• Ansøgers rolle som udførende eller kontrollant, herunder en beskrivelse af, hvad ansøgeren selv har lavet på projektet.

• Periode som ansøger har være tilknyttet projektet.

Det er ikke et krav, at den samlede erfaring skal være opnået på konkrete byggeprojekter, hvortil der er givet byggetilladelse. Tilsvarende erfaring så som udarbejdelse af konkurrenceprojekter, projektering af de brandtekniske løsninger, tilsyn med udførelse af de brandtekniske løsninger mv. kan også anses som værende relevant erfaring. Ansøgeren bør dog altid have været tilknyttet mindst ét projekt, hvor ansøgerens opgaver har været koncentreret om udførelsen af den brandtekniske dokumentation og ét projekt, hvor ansøgeren har arbejdet med kontrol af den brandtekniske dokumentation. Projekterne kan omhandle byggeri i brandklasse 2-4.