Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om certificering af statikere og brandrådgivere

Fold alle ud

Krav til kvalifikationer for personer, der ansøger om certificering som statiker til tredjepartskontrol, følger af § 14, stk. 1. Kvalifikationerne omfatter:

•  Uddannelse i byggetekniske forhold svarende til 210 ECTS-point, hvoraf 90 ECTS-point skal være indenfor design, analyse og projektering af bærende konstruktioner, jf. § 13, stk. 1, nr. 1.

• Viden om byggelovgivning og bærende konstruktioner, dokumentation af bærende konstruktioner, kontrol mm., jf. § 12, stk. 1, nr. 2-7.

•  Ni års erfaring indenfor de seneste 14 år med anvendelse af ovenstående punkter, jf. § 14, stk. 2, hvis ansøgeren ikke er certificeret til konstruktionsklasse 3 og 4, eller 4 års erfaring med virke som certificeret statiker på konstruktionsklasse 3 og 4, jf. § 14, stk. 4.

Ansøgeren skal på den baggrund have tilstrækkelige forudsætninger til på selvstændig vis at kunne kontrollere, at byggeri i konstruktionsklasse 4 overholder bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner.

 

4.3.1.1. Krav til uddannelse i byetekniske forhold samt design, anagglyse og projektering af bærende konstruktioner for statiker til tredjepartskontrol af statiske forhold

Uddannelse i byggetekniske forhold samt design, analyse og projektering af bærende konstruktioner skal svare til den uddannelse, der gælder ved ansøgning som statiker til konstruktionsklasse 3 og 4, jf. § 13, stk. 1, nr. 1. Der henvises til afsnit 4.2.1.1.

 

4.3.1.2. Krav til viden om byggelovgivning, bærende konstruktioner, dokumentation af bærende konstruktioner mm. for statiker til tredjepartskontrol af statiske forhold

Viden om byggelovgivning og bærende konstruktioner, dokumentation af bærende konstruktioner, kontrol mm. skal svare til den viden, der følger af § 12, stk. 1, nr. 2-7. Der henvises til afsnit 4.1.1.2.

 

4.3.1.3. Krav til erfaring for statiker til tredjepartskontrol af statiske forhold

Ansøger have minimum ni års erfaring indenfor de seneste 14 år med anvendelse af de kvalifikationer, der følger af § 12, stk. 1, nr. 2-7, og § 13, stk. 1, nr. 1, jf. § 14, stk. 3. Kravet skal sikre, at ansøgeren har erfaring med anvendelse af de kvalifikationer, der er nødvendige for at kunne virke som certificeret statiker til tredjepartskontrol. Derfor bør en del af erfaringen også stamme fra byggeri i konstruktionsklasse 3 eller 4.

Ved ni års erfaring forstås, at ansøgeren har haft sin hovedbeskæftigelse indenfor arbejde med statiske forhold, der følger af § 12, stk. 1, nr. 2-7, og § 13, stk. 1, nr. 1, i mindst ni år. Perioden skal ikke nødvendigvis være sammenhængende. Dog skal de ni års erfaring være opnået indenfor de seneste 14 år.

Kravet skal endvidere sikre, at ansøgerens kvalifikationer er tilegnet og/eller vedligeholdt inden for en nærliggende periode, så ansøgeren kan udnytte disse kvalifikationer til at dokumentere og kontrollere statiske forhold, der lever op til gældende krav samt, at ansøgeren har tilstrækkelig erfaring med dette.