Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om Tiny Houses

Fold alle ud

Der stilles en række energikrav og isoleringskrav til opvarmede bygninger for at opnå en høj energieffektivitet, lav klimabelastning og et fornuftigt termisk indeklima. Generelt vil det at bygge mindre boliger/bygninger naturligt medføre et lavere energiforbrug og klimabelastning totalt set.

Nybyggeri skal opføres med et energiforbrug, som opfylder kravet til energirammen, dvs. at bygningens samlede behov for tilført energi til opvarmning, ventilation, køling og varmt brugsvand pr. m² opvarmet etageareal for enfamiliehuse højst må være 30,0 kWh/m² pr. år tillagt 1.000 kWh pr. år divideret med det opvarmede etageareal. Derudover skal bygningen opfylde krav til dimensionerende transmissionstab, tæthed, U-værdier og andel af vedvarende energi i energiforsyningen.

Bygningsreglementet har desuden siden 1/1-2023 stillet krav om at alt nybyggeri skal have udført en beregning af byggeriets klimapåvirkning, men at klimapåvirkningen alene for nybyggeri på mere end 1000 m2 skal overholde en grænseværdi. Det forventes dog, at der for alle bygninger omfattet af energirammekravet vil komme en grænseværdi fra 2025.

Efterlevelse af krav

Normalt vil man kunne opfylde energirammekravet og kravet til det dimensionerende transmissionstab, hvis et Tiny House opføres med varmepumpe og en klimaskærm der lever op til U-værdi-kravene for ombygninger jf. § 279 samt vinduer, glasvægge, døre, glastage og ovenlysvinduer der overholder kravene i §§ 257 og 258. Dette skal eftervises ved en energibehovsberegning fx med Be18. En evt. manko, fx i forbindelse med brug af andre energiforsyningsformer, kan kompenseres med VE-anlæg.

Kravet til tæthed vil normalt kunne opfyldes, hvis der projekteres et hensigtsmæssigt tæthedsplan, fx ved en sammenhængende dampspærreløsning i og mellem bygningsdelene.

Kravet om, at der skal være en andel af vedvarende energi i energiforsyningen, vil normalt ikke være et problem i Tiny Houses, og kan opfyldes ved brug af enten fjernvarme, varmepumpe eller brændeovn.

Tiny Houses vil være omfattet af kravet om at der udføres en beregning af klimapåvirkningen, men der er pt. ingen grænseværdi, der skal overholdes.