Swipe horisontalt for at se alle emner
Certificerede statikers og brandrådgivers virke (§ 531 - § 535)
- BR18 (Aktuelt)
- BR18 (1/1- 30/06 2024)
- BR18 (1/1- 31/12 2023)
- BR18 (17/9 - 31/12 2022)
- BR18 (1/7 - 16/9 2022)
- BR18 (1/1 - 30/6 2022)
- BR18 (29/6 - 31/12 2021)
- BR18 (1/1-29/6 2021)
- BR18 (1/7-31/12 2020)
- BR18 (10/3-30/6 2020)
- BR18 (1/1-9/3 2020)
- BR18 (4/7-31/12 2019)
- BR18 (1/1-4/7 2019)
- BR18 (1/7-31/12 2018)
- BR18 (1/1-30/6 2018)
- BR15 (2015-2018)
- Tidligere BR (1961-2010)
Vejledning om den certificeredes virke i lovliggørelsessager
I henhold til BR18 § 492 kan metoden for dokumentation af brandsikkerheden fastlægges ud fra en af følgende kategorier:
- De præ-accepterede løsninger i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand, der angiver eksempler på, hvordan brandsikringen kan udføres for at opfylde bygningsreglementets brandkrav.
- Komparativ analyse med udgangspunkt i præ-accepterede løsninger.
- Brandteknisk dimensionering.
- Brandprøvning(er).
- En kombination af de ovennævnte fire metoder.
De præ-accepterede løsninger var ikke gældende før BR18 trådte i kraft, men det er styrelsens vurdering, at de præ-accepterede løsninger vil kunne anvendes som dokumentationsform uanset byggeriets opførelsestidspunkt. Det skal dog bemærkes, at de præ-accepterede løsninger skal følges i sin helhed for, at et byggeri kan indplaceres i brandklasse 1 eller 2.
De øvrige fire dokumentationsformer vil kunne anvendes med udgangspunkt i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – brand, på samme måde som gælder for alt andet byggeri.
For byggeri, der er opført før de præ-accepterede løsninger var udgivet, vil følgende kunne anvendes på samme måde som præ-accepterede løsninger jf. BR18 § 492, nr.1:
- De præskriptive krav fra det bygningsreglement, der var gældende på opførelsestidspunktet, hvis brandsikkerheden som helhed er udført efter disse.
- ”Eksempelsamling om brandsikring af byggeri”, hvor det gældende bygningsreglement på opførelsestidspunktet var funktionsbaseret og hvor brandsikkerheden som helhed er udført efter denne.
Byggeri der dokumenteres på denne måde, og er henført til risikoklase 1-3, kan indplaceres i brandklasse 2.
Hvis et byggeri, ikke i sin helhed opfylder de præskriptive regler eller ”Eksempelsamling om brandsikring af byggeri”, vil de dele af byggeriet, der afviger fra disse, skulle dokumenteres af den certificerede brandrådgiver. I disse tilfælde vil de præ-accepterede løsninger i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand kunne anvendes i sin helhed eller i forbindelse med en komparativ analyse, ligesom de bestemmelser som byggeriet afviger fra. Byggeri der dokumenteres på denne måde, skal indplaceres i brandklasse 3 eller 4.
Eksempel på indplacering i brandklasse:
Der er i 1980 opført en bygning i to etager til kontorformål. Der er ansøgt om og givet en byggetilladelse til byggeriet.
I 1997 er der foretaget en ombygning af den ene halvdel af den nederste etage, som nu anvendes som restaurant til 200 personer. Der er ikke givet byggetilladelse til anvendelsesændringen, hvorfor byggeriet ikke er lovligt. Ombygningen er udført efter de præskriptive bestemmelser i BR95, og er derfor opført i overensstemmelse med de bestemmelser, der var gældende på daværende tidspunkt. Der er ingen afvigelser fra BR95 kapitel 6. (Hvis byggeriet var opført efter april 2004 ville det være ”Eksempelsamling om brandsikring af byggeri” der skulle tages udgangspunkt i).
Kommunen har påbudt ejer at få ombygningen lovliggjort.
Lovliggørelsen skal ske efter de formelle administrative bestemmelser i det gældende bygningsreglement, dvs. BR18, kap. 1.
Da der er tale om en væsentligt ændret anvendelse fra kontor til restaurant, og der er ændret på forudsætningerne for de brandmæssige forhold, vil det kræve en byggetilladelse jf. BR18 § 5, stk. 1, nr. 4.
Byggeriet kan henføres til anvendelseskategori 3, og risikoklasse 3.
Brandklassen vil derfor blive bestemt ud fra dokumentationsmetoden, jf. BR18 § 492, og vil kunne indplaceres i brandklasse 2 eller 3 ud fra nedenstående tre eksempler:
- Hvis ombygningen i sin helhed følger de præ-accepterede løsninger i bilag 4 i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - brand, vil byggeriet kunne indplaceres i brandklasse 2.
- Hvis ombygningen ikke følger de præ-accepterede løsninger i bilag 4 i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - brand, men følger de præskriptive krav i BR95, der var gældende på ombygningstidspunktet, vil de præskriptive krav kunne sidestilles med præ-accepterede løsninger, og vil derfor kunne indplaceres i brandklasse 2.
- Hvis ombygningen ikke følger de præ-accepterede løsninger i bilag 4 i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - brand, eller de præskriptive krav i BR95, der var gældende på ombygningstidspunktet, kan byggeriet indplaceres i brandklasse 3, hvis dokumentationen udføres som en komparativ analyse med udgangspunkt i de præ-accepterede løsninger eller som brandteknisk dimensionering jf., BR18 § 493, nr. 2 og 3.