Swipe horisontalt for at se alle emner

Fold alle ud
§ 490

Et byggeri skal indplaceres i en brandklasse, jf. bilag 1, tabel 3, på baggrund af:

1) byggeriets risikoklasse, jf. § 86, og

2) den valgte metode for dokumentation af brandsikkerheden, jf. § 492.

   Stk. 2. Hvis det kan dokumenteres, at den brandmæssige opdeling af byggeriet i flere brandmæssige uafhængige bygningsafsnit kan ske på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, kan de enkelte brandmæssige uafhængige bygningsafsnit indplaceres i forskellige brandklasser.  


§ 491
Risikoklassen skal fastlægges i henhold til kapitel 5 og er baseret på byggeriets risikoforhold, anvendelse og kompleksitet.
§ 492

Metode for dokumentation af brandsikkerhed skal fastlægges ud fra én af følgende kategorier:

  1. De præ-accepterede løsninger i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand, der angiver eksempler på, hvordan brandsikringen kan udføres for at opfylde bygningsreglementets brandkrav.
  2. Komparativ analyse med udgangspunkt i præ-accepterede løsninger.
  3. Brandteknisk dimensionering.
  4. Brandprøvning(er).
  5. En kombination af de ovennævnte fire metoder.

§ 493

Et byggeri eller bygningsafsnit skal indplaceres i en af følgende brandklasser:

1) Brandklasse 1 (BK1), som omfatter følgende bygningsafsnit, der udføres i overensstemmelse med de præ-accepterede løsninger, som er beskrevet i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand, og hvor der alene anvendes simple brandtekniske installationer og håndslukningsudstyr:

a) bygningsafsnit i risikoklasse 1, der er henført til anvendelseskategori 1, og har et samlet etageareal på højst 600 m2,

b) bygningsafsnit i risikoklasse 1, der helt eller delvist er henført til anvendelseskategori 4, hvis bygningsafsnittet er brandmæssigt fritliggende i forhold til øvrig bebyggelse og skel, og har et samlet etageareal på højst 600 m2,

c) tilbygninger til eksisterende byggeri med bygningsafsnit, som helt eller delvist er henført til anvendelseskategori 4, uanset om bygningsafsnittet er brandmæssigt fritliggende, såfremt tilbygningen er brandmæssigt fritliggende i forhold til øvrige bygningsafsnit, og at bygningsafsnittet har et samlet etageareal på højst 600 m2, og

d) bygningsafsnit i risikoklasse 1, der er henført til anvendelseskategori 2, 3 og 5, hvis bygningsafsnittet er brandmæssigt fritliggende.

2) Brandklasse 2 (BK2), som omfatter byggeri i risikoklasse 1-3. De tekniske løsninger skal udføres i overensstemmelse med de præ-accepterede løsninger, somer beskrevet i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand.

3) Brandklasse 3 (BK3), som omfatter byggeri i risikoklasse 1-3. De tekniske løsninger kan udføres i overensstemmelse med præ-accepterede løsninger, komparative analyser med udgangspunkt i løsningerne beskrevet i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand, herunder de præ-accepterede løsninger, brandteknisk dimensionering eller ved anvendelse af en kombination af metoderne.

4) Brandklasse 4 (BK4), som omfatter byggeri, der ikke er omfattet af brandklasse 1-3.

   Stk. 2. Garager, carporte, udhuse, hønsehuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger samt teknikhuse til elektroniske kommunikationsnet eller tjenester med et samlet areal på højst 50 m2 på ejendommen er undtaget fra indplacering i brandklasser efter stk. 1.
 
   Stk. 3. Midlertidige camping- og salgsområder er undtaget fra indplacering i brandklasser efter stk. 1. Det skal på baggrund af risikoen i tilfælde af brand vurderes af kommunalbestyrelsen, om og i hvilket omfang:

1) En certificeret brandrådgiver skal inddrages.

2) Dokumentationen skal udfærdiges efter principperne i kapitel 29 og 30.
 
   Stk. 4. Legepladsredskaber og -underlag, multisportsudstyr, motionsredskaber i det fri, skateboardbaner og lignede er undtaget fra indplacering i en brandklasse, hvis udformningen eller anvendelsen efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke medfører en uacceptabel risiko for personskade i tilfælde af brand.
 
   Stk. 5. For byggeri, som på grund af dets udformning eller anvendelse ikke kan indplaceres i en brandklasse, skal det på baggrund af risikoen i tilfælde af brand vurderes om, og i hvilket omfang:

1) En certificeret brandrådgiver skal inddrages.

2) Dokumentationen skal udfærdiges efter principperne i kapitel 29 og 30.
 
   Stk. 6. Dokumentationen for overholdelse af stk. 3 og stk. 5 skal indsendes i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse.