Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning til bekendtgørelse om forberedelse til og etablering af ladestandere i forbindelse med bygninger (ladestanderbekendtgørelsen)

Fold alle ud

Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i byggelovens § 4 D, der trådte i kraft den 1. januar 2020 og implementerer en revision af bygningsdirektivet. Der var frist for at implementere Bygningsdirektivet den 10. marts 2020.

Revisionen af bygningsdirektivet indeholder krav om, at der i tilknytning til visse typer af bygninger skal ske forberedelse til og/eller etablering af ladestandere til elektriske køretøjer.

Kravene om etablering af forberedelse til og/eller etablering af ladestandere blev indført i bygningsdirektivet i forbindelse med EU-Kommissionens såkaldte vinterpakke og er ifølge EU-Kommissionen et vigtigt element i forbindelse med ønskerne om at udvikle et bæredygtigt, konkurrencedygtigt, sikkert og dekarboniseret energisystem senest i 2050.

Kravene i bygningsdirektivet og dermed kravene i ladestanderbekendtgørelsen supplerer direktiv om etablering af infrastruktur til alternative brændstoffer (AFI-direktivet). AFI-direktivet beskæftiger sig primært med de offentligt tilgængelige ladestandere, mens bygningsdirektivet og ladestanderbekendtgørelsen stiller krav om etablering af ladestandere i forbindelse med bygninger. Det betyder, at ladestandere etableret på baggrund af krav i ladestanderbekendtgørelsen kan være offentligt tilgængelige og dermed tælle med i opgørelsen af offentligt tilgængelige ladestandere, hvis parkeringspladsen og ladestanderen er offentligt tilgængelig. Det er dog ikke et krav i ladestanderbekendtgørelsen, at ladestanderne er bliver placeret på offentlige parkeringspladser eller er offentligt tilgængelige.