Byggelovens § 6 D, stk. 1, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at stille krav til en bebyggelses ydre udformning I forbindelse med byggesagsbehandling. § 6 D, stk. 1, kan bruges til at stille betingelser i forbindelse med udstedelse af en byggetilladelse, men også til at nægte en byggetilladelse.

Det er alene i forbindelse med byggearbejder, der kræver tilladelse efter byggeloven, at kommunalbestyrelsen kan stille krav til bebyggelsens ydre udformning efter § 6 D, stk. 1, eller helt afslå at give tilladelse, jf. formuleringen ”Kommunalbestyrelsen kan gøre en tilladelse efter byggeloven (…)”. Det betyder, at det i udgangspunktet er byggearbejder, der er omfattet af byggeloven, jf. byggelovens § 2, bestemmelsen kan finde anvendelse på, og dermed ikke for reparationsarbejder eller for den rene bygningsvedligehold i form af f.eks. maling af en facade, selvom der sker en ændring i bebyggelsens ydre udformning. 

Byggelovens bebyggelsesbegreb omfatter ikke alene traditionelle bygninger, men også andre faste konstruktioner og anlæg i det omfang, de er omfattet af de hensyn, som byggeloven tilsigter at varetage. Det kan f.eks. være en hegnsmur, pergola, terrasse, flagstang eller antenne. 

Bestemmelsen kan anvendes til at regulere bygningens ”ydre udformning”. Bygningens ydre udformning består af mange forskellige forhold, og bestemmelsen kan derfor bl.a. anvendes til at sikre ensartede facader i et område ved at stille krav om en gesimshøjde, materialevalg (f.eks. blanke eller reflekterende tagmaterialer) eller taghældning, nægte opsætning af altan samt stille krav om mindre eller større bygningshøjde, end bygherre ønsker. 

Bygningens ydre udformning skal vurderes på baggrund af det område, hvor byggearbejdet ønskes udført, da formålet med bestemmelsen er, at kommunalbestyrelsen ved at stille krav til bygningens udformning skal have mulighed for at sikre en god helhedsvirkning i forhold til omgivelserne. Bygningens omgivelser omfatter mere end bare øvrigt byggeri i det pågældende område og kan således også omfatte landskabelige forhold. Det betyder, at argumenterne for at stille krav til bebyggelsens ydre udformning vil være væsentlig bedre, hvor omgivelserne er af særlig kulturhistorisk værdi, eller der er tale om et sårbart naturområde. 

Bestemmelsen er primært tiltænkt at skulle anvendes ved byggearbejder i områder, der er karakteriseret ved en særlig arkitektonisk, landskabsmæssig eller æstetisk helhedsvirkning, og navnlig hvor der er tale om bevaringsværdige ældre bymiljøer. Bestemmelsen har således ikke til hensigt at fremkalde en utilsigtet ensartethed. 

Byggelovens § 6 D, stk. 1, kan ikke bringes i anvendelse, hvis en byplanvedtægt eller lokalplan indeholder detaljerede bestemmelser om bebyggelsens ydre udformning. 

Reglerne for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgninger om byggetilladelse følger af bygningsreglementets kapitel 1.