Swipe horisontalt for at se alle emner

Bygningsreglementets vejledning om energiforbrug

Fold alle ud

Beregning af energitilskud for vinduer (Eref)

Beregningen af energikrav til vinduer, glasydervægge (Curtain Walls), ovenlysvinduer og glastage er baseret på en beregning af vinduessystemet som helhed og tager udgangspunkt i en beregning af et vindue i referencestørrelse.

Energitilskuddet for vinduer beregnes som:

Eref = I x gw – G x Uw = 196,4 x gw – 90,36 x Uw

hvor:

I: Solindfald korrigeret for g-værdiens afhængighed af indfaldsvinklen.

gw : Total solenergitransmittans for vinduet.

G: Kilogradtimer i fyringssæsonen baseret på en indetemperatur på 20 °C.

Uw: Varmetransmissionskoefficient for vinduet.

Solindfaldet I og antallet af gradtimer G i løbet af fyringssæsonen er bestemt ud fra referenceåret DRY (før revisionen i 2014). Solindfaldet gennem vinduer afhænger af vinduernes orientering og der er derfor benyttet et enfamiliehus som reference med følgende vinduesfordeling:

Nord: 26 pct.

Syd: 41 pct.

Øst/vest: 33 pct.

Beregningen foretages for et enkeltfags oplukkeligt referencevindue på 1,23 m x 1,48 m. Energitilskuddet Eref er et relevant udtryk til at sammenligne forskellige vinduers ydeevne i opvarmningssæsonen. Med hensyn til gener af solindfald og eventuel overophedning om sommeren må der eventuelt foretages en særskilt vurdering heraf.

Selvom Eref er baseret på nyttiggørelsen af solenergitransmissionen gennem vinduer i et enfamiliehus, anvendes Eref også til sammenligning mellem vinduer ved udskiftning i andre bygninger end boliger. Dette gælder ikke sommerhuse, da de ifølge bestemmelser i planloven kun benyttes kort tid i opvarmningssæsonen.

Beregningen af facadevinduer, jf. EN 14351-1 Vinduer og yderdøre uden brandmodstandsevne, foretages for et enkeltfags oplukkeligt referencevindue.

Beregningen af ovenlysvinduer foretages for et oplukkeligt referencevindue for et referencehus med 45° taghældning.

For ovenlysvinduer beregner vinduesproducenten energitilskuddet som:

Eref = I x gw – G x Uw = 345 x gw – 90,36 x Uw

hvor:

I: Solindfald korrigeret for g-værdiens afhængighed af indfaldsvinklen.

gw : Total solenergitransmittans for vinduet ved en taghældning på 45°

G: Kilogradtimer i fyringssæsonen baseret på en indetemperatur på 20 °C. 

Uw: Varmetransmissionskoefficient for vinduet.

Beregningen foretages for et oplukkeligt referencevindue på 1,23 m x 1,48 m. Beregningen af Eref gælder for et referencehus med 45° taghældning og vinduesorientering, som angivet for facadevinduer. På grund af taghældningen kan solindfaldet både i opvarmningssæsonen og om sommeren blive ganske stort, hvorfor behovet for afskærmning også bør overvejes.

Eref benyttes også som grundlag for udskiftning af ovenlysvinduer i andre bygninger end boliger. Dog benyttes Eref ikke for sommerhuse, da de som følge af bestemmelserne i planloven kun benyttes kortvarigt i opvarmningssæsonen.

For glasydervægge, jf. EN 13830 Curtain Walling, og glastage, beregnes energibalancen som for vinduer. Det beregnes Eref fra profilsystemets centerlinjer i et fast felt i referencestørrelsen. Oplukkelige felter skal overholde kravene til facadevinduer og ovenlys.

For glastage beregner producenten energitilskuddet som for ovenlysvinduer. Dog beregnes Eref fra profilsystemets centerlinjer i et fast og et oplukkeligt felt (hvis et sådant findes) i størrelsen 1,230 x 1,480 m.

Ved beregning af U-værdi benyttes DS/EN 12631 Termisk ydeevne for curtainwalling – Beregning af varmetransmissionskoefficient.