Swipe horisontalt for at se alle emner
9
Bygningens indretning (§ 196 - § 241)
- BR18 (Aktuelt)
- BR18 (1/1- 30/06 2024)
- BR18 (1/1- 31/12 2023)
- BR18 (17/9 - 31/12 2022)
- BR18 (1/7 - 16/9 2022)
- BR18 (1/1 - 30/6 2022)
- BR18 (29/6 - 31/12 2021)
- BR18 (1/1-29/6 2021)
- BR18 (1/7-31/12 2020)
- BR18 (10/3-30/6 2020)
- BR18 (1/1-9/3 2020)
- BR18 (4/7-31/12 2019)
- BR18 (1/1-4/7 2019)
- BR18 (1/7-31/12 2018)
- BR18 (1/1-30/6 2018)
- BR15 (2015-2018)
- Tidligere BR (1961-2010)
Bygningsreglementets vejledning om glaspartier, glasflader og værn af glas i bygninger
Personkollision med glas kan eksempelvis forekomme, hvor en person overser glasset i den tro, at det er en åbning.
Risikoen for kollision med glaspartier og dermed for skæreskader skal reduceres ved at afskærme glasset, markere glaspartier eller anvende sikkerhedsglas.
Forebyggelse af skæreskader Risikoen for kollision med glaspartier og dermed for skæreskader skal blandt andet forebygges ved hjælp af afskærmning, markering eller ved brug af sikkerhedsglas. |
Afskærmning af glaspartier Hvor det vurderes, at der vil være risiko for kollision med bygningsglas og for skæreskader ved brud på glasset, kan skader forebygges ved at udforme bygningen, så udsatte glaspartier er afskærmet, og ved at indrette bygningen så den forebygger uhensigtsmæssig personadfærd. Afskærmning kan være rækværker, brystninger, radiatorer, plantekummer, vandbassiner, beplantninger med videre af permanent karakter og egnet størrelse. |
Markering af glaspartier Hvor der kan være risiko for at glaspartier vil blive overset, kan glasfladerne markeres varigt og synligt under alle normale belysningsforhold for at undgå, at personer kolliderer med glasset og eventuelt pådrager sig skæreskader. Glaspartier i døre og glaspartier ved siden af døre, der kan forveksles med åbninger, er særligt udsat for at blive overset og kan derfor med fordel markeres. Er vinduer og døre delt af vandrette sprosser, vil risikoen for at glaspartier bliver overset normalt være reduceret, fordi sprosser ofte kan virker som markering. Markeringen kan foretages med kontrastfarver på vinduer, glasdøre og andre tilsvarende glaspartier. Svagtseende, kørestolsbrugere med videre kan have brug for ekstra markeringer. |
Anvendelse af sikkerhedsglas Hvor vinduer er udført med almindelig brystning, vil der være lille risiko for at glasset bliver overset, og der kan normalt anvendes almindeligt glas. I boliger kan der anvendes almindeligt glas i vinduer og døre, med mindre de er placeret sådan eller bygningen benyttes på en sådan måde, at der kan opstå risiko for personskader ved kollision med glasset. Går glaspartier helt til gulv eller er udført med en lav brystning, kan der være risiko for at glasset bliver overset, blandt andet i forbindelse med trængsel eller ved leg. Risikoen øges, hvor personer færdes og ikke kender bygningen, samt hvor bygningen overvejende anvendes af børn og ældre. Derudover øges risikoen med størrelsen af glasarealet, og af hvor glasset er placeret, eksempelvis for enden af en ganglinje, i modlys og lignende. Risikoen for kollision og skæreskader kan begrænses ved at markere glasset og anvende sikkerhedsglas. Glaspartier i døre samt glas umiddelbart ved siden af døre kan være særlig udsatte for kollision, især helglasvægge og -døre. De kan være markeret og udført af sikkerhedsglas. Hvor glaspartier adskiller niveauspring, for eksempel i gulve eller mellem gulv og terræn, og dermed har en værnfunktion, kan der anvendes fastholdt, lamineret sikkerhedsglas, for at hindre personer i at falde gennem glasset og få skæreskader. Hvilken type sikkerhedsglas der skal anvendes, afhænger blandt andet af glassets placering, og om det alene skal forhindre skæreskader, eller om det samtidigt skal tilbageholde personer, eksempelvis ved niveauspring mellem gulv og terræn. |