Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning til BR18 kapitel 34, certificeret brandrådgivers virke

Fold alle ud

Den udarbejdende certificerede brandrådgivers virke skal opfylde og dokumentere dennes rolle som hhv. udarbejdende (U), kontrollerende (K) og godkendende (G) af dokumentation for brandforhold, samt at den certificerede brandrådgiver har koordineret og samlet dokumentation for brandforhold på en tilfredsstillende måde, som godtgør, at de udarbejdede dokumenter til ansøgning om byggetilladelse er dækkende, tilstrækkelige og viser, at projektets grundlag og bygningsreglementets brandkrav, jf. kapitel 5, er opfyldt.

Emne  BK2  BK3  BK4 
Dokumentation for indplacering i brandklasse(r)  U+G  U+G U+G 
Erklæring om byggeriet er indsatstaktisk traditionelt  U+G  U+G  U+G 
Brandstrategirapport  Kmax + G  Kmax + G  U+G 
Brandplaner  Kudv  Kmax  Kmax 
Pladsfordelingsplaner og belægningsplaner  Kudv  Kudv  Kudv 
Brandteknisk dimensionering  -
Kudv + G  Kmax + G 
Funktionsbeskrivelse  Kudv  Kudv  Kmax 
Brandteknisk kontrolplan  Kmax + G  U + G  U + G 
Brandtekniske kontrolrapporter
Kudv  Kmax  Kmax 
Drifts-, kontrol, og vedligeholdelsesplan  Kudv  Kudv  Kmax 

Tabel 2 - Minimumskrav til den certificerede brandrådgivers virke som udarbejdende af den brandtekniske dokumentation.


Udarbejde (U)

Når den certificerede brandrådgiver virker som udarbejdende, er en del af dennes ydelse selv at udarbejde centrale dele af dokumentation for brandforhold, jf. BR18, bilag 5, tabel 1. Udarbejdelsen består i, at den certificerede brandrådgiver selv har tilrettelagt og udformet de centrale dele af dokumentationen. Udarbejdelse kan ske, som beskrevet i vejledning til BR18, kapitel 32 ved model a1) eller a2).

Kontrollere (K)

Når den certificerede brandrådgiver virker som udarbejdende, er det en del af dennes ydelse at foretage kontrol af eventuelle andre designendes, projekterendes og udførendes dokumentation. Kontrollens niveau fastlægges for designprocessen, jf. tabel 2, og for projekterings- og udførelsesprocessen, som beskrevet i Vejledning til dokumentation og kontrol af brandforhold. Kontrol kan ske, som beskrevet i vejledning til BR18, kapitel 32 ved model b1), b2) eller c), hvor model c) kun kan benyttes i tilfælde, hvor den certificerede brandrådgiver mangler specifikke kompetencer inden for brandtekniske specialistområder.

Bemærk, at den certificerede brandrådgiver ikke kan regnes som uafhængig kontrollant på projektet, når vedkommende er udarbejdende, hvilket medfører, at brandstrategirapport og brandteknisk kontrolplan derfor skal kontrolleres uafhængigt af en anden kompetent aktør – eller ved, at den certificerede udarbejder dokumentet i stedet for at kontrollere.

Godkende (G)

Når den certificerede brandrådgiver virker som udarbejdende, er en del af dennes ydelse at godkende dokumentation for brandforhold. Godkendelsen tilkendegiver, at den certificerede brandrådgiver er bekendt med dokumentationens indhold, samt at denne er udarbejdet og kontrolleret i overensstemmelse med BR18, kapitel 29 og 30, samt erklære, at dokumentationen kan anvendes, som den foreligger.

En certificeret brandrådgiver kan som udarbejdende vælge selv at udarbejde flere dokumenter, end minimumskravet i tabel 2 tilsiger. I dette tilfælde erstattes kravet om kontrol af en certificeret brandrådgiver i brandklasse 2 af en uafhængig kontrol for brandstrategi og brandteknisk kontrolplan.

For de øvrige dokumenter i brandklasse 2 erstattes kravet om uafhængig kontrol af en kontrol, udført af anden kompetent person, som f.eks. har deltaget på projektet.

For byggeri i brandklasse 3 og 4, hvor den certificerede brandrådgiver vælger at udarbejde dokumenter, hvor minimumskravet i tabel 2 kun tilsiger kontrol, erstattes kravet om kontrol af en certificeret brandrådgiver af en uafhængig kontrol, da alle brandtekniske dokumenter i brandklasse 3 og 4 skal kontrolleres uafhængigt.  

Hvis den certificerede brandrådgiver, med virke som udarbejdende, har indhentet assistance fra en kompetent meddesigner eller medkontrollant til udarbejdelse eller kontrol af et brandteknisk dokument (model a2 eller b2) i figur 1 i vejledning til BR18, kapitel 32, skal den certificerede brandrådgiver sikre, at arbejdet er gennemført og dokumenteret, som hvis den certificerede selv havde udført det. Dette indebærer planlægning, styring af kvaliteten af den udførte kontrol og kontrol af det udarbejdede materiale, hvilket der redegøres for i den tilhørende kontrolrapport.

Hvis den certificerede brandrådgiver, med virke som udarbejdende, har indhentet anden kompetent assistance til uafhængig kontrol af et brandteknisk dokument (model c) i figur 1 i vejledning til BR18, kapitel 32, skal den certificerede kontrollant udføre en minimumskontrol og i en separat kontrolrapport redegøre for, hvordan det er sikret, at kontrollen er gennemført og dokumenteret. Dette indebærer planlægning og styring af kvaliteten af den udførte kontrol samt kontrol af både det kontrollerede materiale og den tilhørende kontrolrapport. Begge kontrolrapporter indgår i dette tilfælde senere i den samlede brandtekniske kontrolrapport for projektet.

Forud for færdiggørelsen af sluterklæringen bør den certificerede brandrådgiver indhente de designendes, projekterendes og udførendes kommentarer til resultatet af kontrollen, for derved at undgå misforståelser eller fejl. Den certificerede brandrådgiver skal tage hensyn til faktuelle kommentarer og kan vælge at lade forskelle i vurderinger fremgå af den brandtekniske kontrolrapport eller sluterklæringen.