Swipe horisontalt for at se alle emner
Administrative bestemmelser (§ 1 - § 47)
- BR18 (Aktuelt)
- BR18 (1/1- 30/06 2024)
- BR18 (1/1- 31/12 2023)
- BR18 (17/9 - 31/12 2022)
- BR18 (1/7 - 16/9 2022)
- BR18 (1/1 - 30/6 2022)
- BR18 (29/6 - 31/12 2021)
- BR18 (1/1-29/6 2021)
- BR18 (1/7-31/12 2020)
- BR18 (10/3-30/6 2020)
- BR18 (1/1-9/3 2020)
- BR18 (4/7-31/12 2019)
- BR18 (1/1-4/7 2019)
- BR18 (1/7-31/12 2018)
- BR18 (1/1-30/6 2018)
- BR15 (2015-2018)
- Tidligere BR (1961-2010)
Vejledning om byggesagsbehandling efter BR18
Kommunalbestyrelsen skal foretages stikprøvekontrol i 10 pct. af alle byggesager, hvor kommunalbestyrelsen har meddelt ibrugtagningstilladelse efter BR18. Undtaget fra stikprøvekontrol er dog følgende:
- Enfamiliehuse
- Dobbelthuse
- Rækkehuse
- Sommerhuse
- Garager, carporte, udhuse, hønsehuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende
I byggesager i konstruktionsklasse 2-4 skal kommunalbestyrelsen ikke lave stikprøvekontrol af den statiske dokumentation. Det samme gælder for byggesager i brandklasse 2-4, hvor kommunalbestyrelsen ikke skal lave stikprøvekontrol af den brandtekniske dokumentation. Disse byggesager er dog i øvrigt ikke undtaget, og en byggesag kan derfor godt blive udtaget til stikprøvekontrol, selvom der har været tilknyttet en certificeret statiker eller brandrådgiver eller der er foretaget teknisk byggesagsbehandling af konstruktions- og brandforhold. I disse tilfælde skal kommunalbestyrelsen lave stikprøvekontrol af den dokumentation, der er indsendt for overholdelse af alle de øvrige tekniske kapitler.
Byggeret og helhedsvurdering samt de ubebyggede arealer er behandlet af kommunalbestyrelsen ved ansøgning om byggetilladelse, og dokumentationen for disse forhold er derfor som udgangspunkt heller ikke en del af stikprøvekontrollen, da det følger af § 46, stk. 1, 1. pkt., at det er dokumentationen, der indsendes ved færdigmelding, der skal foretages stikprøvekontrol af.
Der kan både foretages stikprøvekontrol i byggesager, der omhandler nyopførelse af et byggeri og i sager om ombygninger eller anvendelsesændringer. Kommunens egne byggesager kan ligeledes blive udtaget til kontrol. Det afgørende er, at der er tale om byggesager, hvortil kommunalbestyrelsen har meddelt ibrugtagningstilladelse.
Denne vejledning beskriver, hvordan kontrol af dokumentation, som skal gennemføres af kommunalbestyrelsen, når en sag udtages til stikprøvekontrol, kan udføres, så der sikres et ensartet niveau og omfang på tværs af kommunerne samt beskriver de forvaltningsretlige rammer for udtagelse til stikprøvekontrol.
Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på forhold, der er i strid med anden lovgivning, skal kommunalbestyrelsen være opmærksom på en eventuel underretningspligt herefter.
Formålet med stikprøvekontrollen er at kontrollere, om det er dokumenteret, at bygningsreglementet er overholdt, og det er dette hensyn, der skal varetages, når kommunalbestyrelsen tilrettelægger stikprøvekontrollen. Sager må ikke udtages til stikprøvekontrol på baggrund af forhold, der i den kontekst er usaglige, f.eks. kommunalbestyrelsens eller privatpersoners økonomiske interesser.
Bestemmelsen fastlægger ikke en metode for udtagelse af sager til stikprøvekontrol, og det er derfor kommunalbestyrelsen selv, der beslutter, hvordan sagerne udtages. Det kan f.eks. ske ved at foretage stikprøvekontrol af hver 10. sag1, hvortil der meddeles ibrugtagningstilladelse.
Udtagelse af en byggesag til stikprøvekontrol er ikke en afgørelse, der kan påklages, da det har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed. Udtagelse af sager til stikprøvekontrol skal ikke desto mindre ske på baggrund af saglige hensyn. Hvis en person mener, at udtagelse ikke er sket på baggrund af saglige hensyn, kan vedkommende bede kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om udtagelsen til stikprøvekontrol, hvorefter afgørelsen vil kunne påklages.
Såfremt stikprøvekontrollen fører til en lovliggørelsessag, hvor kommunalbestyrelsen giver påbud om lovliggørelse, vil denne afgørelse kunne påklages. Læs mere i afsnit 11 om klage over kommunalbestyrelsens afgørelser.