Swipe horisontalt for at se alle emner

Spørgsmål og svar om om elproducerende vedvarende energianlæg (VE-anlæg)

Fold alle ind
Ved elproducerende VE-anlæg forstås anlæg, der etableres og drives med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder.

Som følge af implementeringen af artikel 16 i VEII-direktivet i dansk ret er reglerne for tilladelsesprocessen for elproducerende VE-anlæg blevet ændret pr. 30. juni 2021.

Artikel 16 har til formål at lette den administrative proces for etablering af VE-anlæg for at fremme anvendelse af vedvarende energikilder. Artikel 16 stiller krav om en samlet tidsfrist for tilladelsesprocessen for elproducerende VE-anlæg. Det indebærer, at tilladelsesprocessen for alle relevante tilladelser ikke må overstige to år. For mere om den administrative proces for etablering af VE-anlæg kan henvises til Energistyrelsens hjemmeside: www.VEprojekter.dk

Da byggetilladelsen er en af flere tilladelser, der kan være relevant ved etablering af elproducerende VE-anlæg, kan behandling af ansøgning om byggetilladelse i forbindelse med disse anlæg blive underlagt tidsfristerne i art. 16. Tidsfristens påbegyndelse, længde m.v. fremgår af kapitel 3 i Energistyrelsens bekendtgørelse om kontaktpunkt og tidsfrist for VE-tilladelser. Det fremgår af BR18 § 11 a, at ansøgning om byggetilladelse til elproducerende VE-anlæg er omfattet af dette kapitel.

For at afklare, om der skal søges om byggetilladelse til et elproducerende VE-anlæg, skal det først og fremmest afklares, om anlægget er omfattet af byggelovens anvendelsesområde. Det afgørende for, om anlægget er omfattet af byggelovens anvendelsesområde, er, om konstruktionen er væsentlig under hensyn til omgivelserne i forhold til omfang, højde og afstand, samt under hensyn til, at der opnås tilfredsstillende sikkerhedsmæssige forhold.

Det er kommunen som bygningsmyndighed, der i den konkrete sag vurderer, om det elproducerende VE-anlæg er omfattet af byggeloven. Hvis kommunen vurderer, at VE-anlægget er omfattet af byggeloven, vil etableringen af anlægget skulle leve op til relevante krav i bygningsreglementet og følge den generelle byggesagsbehandling. Det betyder bl.a., at der er krav om byggetilladelse til at påbegynde byggearbejdet og ibrugtagningstilladelse til at tage det færdige byggeri i brug. Ibrugtagningstilladelsen gives af kommunen i forbindelse med færdigmelding af byggeriet. For nærmere herom kan henvises til Vejledning om byggesagsbehandling efter BR18.

I de tilfælde der er krav om byggetilladelse til et elproducerende VE-anlæg, skal kommunen i henhold til tidsfristerne for tilladelsesprocessen for VE-anlæg behandle ansøgningen om byggetilladelse til anlægget inden for to år. Tidsfristen på to år begynder at løbe, når alle relevante ansøgninger er indleveret til de relevante myndigheder i fyldestgørende stand. 

Elproducerende VE-anlæg kan være af en sådan størrelse og udformning, at der skal tages hensyn til de brand- og konstruktionsmæssige forhold. Det er kommunen, der er i de enkelte sager vurderer, hvilke brand- og konstruktionsmæssige forhold, der er relevant for det specifikke anlæg.

Derudover er særligt de indsatstaktiske forhold relevante for det brandmæssige aspekt. De indsatstatiske forhold er reguleret i beredskabslovgivningen.