Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om byggeri i kystnære områder - til bygherrer vedrørende sikring mod stormflod og vandstigninger (Version 2, opdateret 1. juli 2023)

Fold alle ud

Vejledninger fra ansvarlig styrelse

Bestemmelserne i bygningsreglementet (BR18) støttes af en række vejledninger fra Social- og Boligstyrelsen. Vejledningerne omfatter blandt andet fugthåndtering, som skal hjælpe bygherren til at vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige for at undgå eller minimere skader som følge af uønsket fugt i bygningen.

Vejledninger til fugt og vådrum

 

 

SBi-anvisninger

SBi-anvisning 272, Bygningsreglementet 2018 – BR18
BUILD, Aalborg Universitet udgiver en SBi-anvisning om bygningsreglementet, der rummer en række anvisninger på, hvordan kravene i reglementet kan imødekommes eller opfyldes, samt indeholder supplerende referencer til alment teknisk fælleseje m.m. (de Place Hansen, 2020).

SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger

Ved fundering på en skråning eller opfyldning skal det eftervises, at der er den fornødne sikkerhed mod brud i jorden, se f.eks. SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen, 2011). Hvis man bygger på en skrånende grund, skal man også være opmærksom på, at gulvet i beboelsesrum og køkken ikke må ligge lavere end det naturlige terræn udenfor.

SBi-anvisning 277, Fugt i bygninger – Teori, beregning og undersøgelse

Anvisningen beskriver fugtteori og beregningsmetoder til vurdering af hvordan en given konstruktion kan påvirkes af fugt, og omtaler hvad der er kritiske fugtforhold for forskellige byggematerialer. Desuden gives forslag til, hvordan der kan gennemføres undersøgelse af bygninger med henblik på at afdække eventuelle fugtrelaterede skader eller risikobehæftede forhold. Der beskrives målemetoder til anvendelse ved fugtundersøgelser, samt systemer til fugtovervågning, hvor sensorer anbragt i bygninger kan fjernaflæses (Brandt, 2022a).

SBi-anvisning 278, Fugt i bygninger – Projektering og udførelse

Anvisningen er udarbejdet som en hjælp til at håndtere fugt i projekterings- og byggefasen, så bygningsreglementets bestemmelser og intentioner vedrørende fugtindhold kan overholdes og dokumenteres. Den skal hjælpe bygherren til at vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige for at undgå eller minimere skader som følge af uønsket fugt i bygningen, herunder behovet for at lade en fugtsagkyndig vurdere, om fugtforholdene er håndteret på fornuftigt vis under byggeriet (Brandt, 2022b). Anvisningen bygger på og er en opdatering af vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Møller, 2010), som blev udarbejdet som vejledning til BR10.

SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – Bygningsdele

Generelt kan bygningen beskyttes mod fugtpåvirkning fra overfladevand ved at give terrænet fald væk fra bygningen de første 3 m. Beskyttelse mod fugtpåvirkning fra nedsivende overfladevand kan ske ved vandtætning af bygningens yderside kombineret med dræning. Langs kældervægge placeres et drænende lag, et såkaldt vægdræn, der opfanger overfladevand og fører det til omfangsdrænet. Foroven afsluttes med et mindst 0,2 m tykt tætnende lag, fx lermuld, så overfladevand ledes væk. Kun hvor grunden er med selvdrænende materiale, fx groft sand, kan omfangsdræn udelades (Brandt, 2022c). Dræning udføres i overensstemmelse med DS 436, Norm for dræning af bygværker (Dansk Standard, 1993).

 

 

Anvisninger fra Rørcentret 

Rørcenter-anvisning 016, Anvisning for håndtering af regnvand på egen grund
Denne anvisning beskriver, hvordan tagvand og vand fra terrasser og lignende kan nedsives sikkert på egen grund i en faskine, i et regnbed eller ved udledning på græsplænen. Anvisningen gennemgår reglerne for nedsivning og de forundersøgelser, der er nødvendige, før et nedsivningsprojekt kan begynde. Derudover findes en beskrivelse af, hvordan de tre anlægstyper dimensioneres og udformes (TI Rørcentret, 2012).

Rørcenter-anvisning 026, LAR-anlæg. Vejledning i projektering, dimensionering, udførelse og drift
Formålet med denne anvisning er at danne et fælles teknisk grundlag for projektering, dimensionering, udførelse og drift af anlæg til Lokal Afledning af Regnvand – LAR-anlæg. Anvisningen dækker både store og små anlæg og er et supplement til Rørcenter-anvisning 016, Anvisning for håndtering af regnvand på egen grund (TI Rørcentret, 2018).

Rørcenter-anvisning 020, Skybrudssikring af bygninger
Selv om denne anvisning retter sig mod oversvømmelse som følge af skybrud, vil mange af de tiltag, der beskrives, også kunne anvendes i kystnære områder med risiko for oversvømmelse som følge af vandstigninger og stormflod. Det drejer sig blandt andet om at sikre fald på terræn, at eventuelle kældernedgange og lyskasser etableres med hævet kant, og at nedkørselsramper til garageanlæg f.eks. udføres med linjedræn eller med skot, der kan rejses ved risiko for oversvømmelse. Anvisningen giver driftspersonale, kloakmestre og ingeniører et konkret værktøj, som de kan bruge til at beskytte større ejendomme mod skader fra skybrud. Anvisningen beskriver en systematisk gennemgang af bygninger med en risiko for indtrængen af vand fra kloaksystemet eller terræn i forbindelse med skybrud, og anviser en række løsninger på de problemer, der typisk kan føre til, at vandet kan trænge ind. Anvisningen indeholder også afsnit om ansvarsforhold med henvisning til bygningsreglementets bestemmelse om sikring mod oversvømmelse ved risiko for opstemning i hovedafløbssystemet. Desuden indeholder anvisningen afsnit om beredskab mod oversvømmelser samt, hvordan konsekvenserne af en oversvømmelse kan reduceres. (TI Rørcentret, 2013a). Rørcenteranvisning 020 er suppleret med en hjemmeside (www.skybrudssikringafbygninger.dk), hvor løsningsforslag til sikring af en ejendom mod vand på terræn er vist.

Rørcenter-anvisning 021, Kælderoversvømmelser. Sikring mod opstigende kloakvand
Anvisningen retter sig specifikt mod sikring af kældre mod kloakvand, der stemmer op i hovedkloakkerne, og beskriver en systematik for gennemgang af de tiltag, der kan anvendes. Desuden anvises en række løsninger, der er relateret til de muligheder, som DS 432 beskriver til sikring mod oversvømmelse som følge af opstemning i hovedafløbssystemet. Ligeledes beskrives mulige løsninger til håndtering af regnvand (TI Rørcentret, 2013b).

Rørcenter-anvisning 011, Vacuumsystemer i bygninger – vejledning i projektering, udførelse og drift
Anvisningen beskriver afløbssystemer. Disse ledninger kan lægges med fald, så tyngdekraften leverer transportenergien. Ved afløb fra lavtliggende områder kan det være nødvendigt at bruge energi til at løfte vandet op til et højere niveau, enten ved tryksystemer eller vakuumsystemer. Anvisningen er en praktisk vejledning i projektering, udførelse og drift af vacuumsystemer, herunder fordele og ulemper ved vacuumsystemer frem for andre afløbsystemer (TI Rørcentret, 2006).