Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om certificering af statikere og brandrådgivere

Fold alle ud

Ansøgeren skal indsende et projekt til certificeringsorganets bedømmelse. Projektet skal opfylde betingelserne i § 23. Dermed gælder følgende for projektet ifølge § 23, stk. 1:

• Projektet vælges af ansøgeren.

• Projektet skal være egnet til bedømmelse af ansøgers kompetencer.

• Projektet skal mindst være i brandklasse 3 og risikoklasse 3.

• Projektet må højst være 5 år gammelt målt i forhold til tidspunkt for ibrugtagning.

• Projektet skal omfatte mindst to typer brandtekniske installationer.

• Brandsikringen skal være dokumenteret både ved brug af afvigelser fra præ-accepterede løsninger og brandteknisk dimensionering.

Ved en afvigelse fra præ-accepterede løsninger forstås en komparativ analyse med udgangspunkt i præ-accepterede løsninger.

Den brandtekniske dimensionering skal, jf. § 23, stk. 1, nr. 5, mindst omfatte:

• Opstilling af acceptkriterier relateret til relevante brandkrav.

• Opstilling af relevante brand- og evakueringsscenarier.

• Modellering af scenarierne.

• Evaluering af modellering i forhold til scenarier og acceptkriterier.

• Gennemførelse af følsomhedsanalyser.

Modellering af brand- og evakueringsscenarier kan ske ved forskellige typer modeller; fra simple håndberegningsmetoder til avancerede CFD- eller flowmodeller. Det er ikke afgørende for bedømmelsen, at der anvendes avancerede modeller, såfremt den valgte model er egnet til at modellere det konkrete forhold.

Da der ofte anvendes brandtekniske installationer ved dokumentation af brandforhold, når der foretages komparative analyser med udgangspunkt i præ-accepterede løsninger eller foretages en brandteknisk dimensionering, er det også et krav, at der indgår flere typer brandtekniske installationer i projektet, der indsendes til certificeringsorganets bedømmelse. For at projektet er egnet til bedømmelse af kompetencer, skal mindst den ene af de brandtekniske installationer, der anvendes ved projektet, også indgå ved eftervisning af den komparative analyse eller den brandtekniske dimensionering. Det kan fx være brug af sprinkling, brandventilation, automatisk varsling mm.

Projektet skal, jf. § 23, stk. 2, og § 23, stk. 6, omfatte dokumentation for brandforhold. Dokumentationen, der skal fremsendes til certificeringsorganets bedømmelse, fremgår af Tabel 12. Dokumentationen skal være relevant for det pågældende byggearbejde og udgøre et tilstrækkeligt grundlag til certificeringsorganets bedømmelse af ansøgers kompetencer.

Tabel 12 - Dokumentation for brandforhold til certificeringsorganets bedømmelse

Grundlag for byggetilladelse  Dokumentation for brandforhold
Projekter der er opført på baggrund af en byggetilladelse efter BR18 med brug af certificeret brandrådgiver.
 

Dokumentationen følger af BR18, kapitel 29, og omfatter:

• Dokumentation for indplacering i brandklasser.

• Brandstrategirapport.

• Brandteknisk dimensionering.

• Brandplaner, pladsfordelingsplaner og belægningsplaner.

• Funktionsbeskrivelse.

• Kontrolplan for brandforhold.

• Kontrolrapport for brandforhold.

• Drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan.

Dokumentationen forudsættes udført efter principperne i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand 
Projekter, der er opført på baggrund af en byggetilladelse efter BR18 med teknisk byggesagsbehandling.  

Dokumentationen følger af BR18, kapitel 29, og omfatter:

• Dokumentation for indplacering i brandklasser.

• Brandstrategirapport.

• Brandtekniske beregninger.

• Brandplaner, pladsfordelingsplaner og belægningsplaner.

• Beskrivelser, der viser de enkelte bygningsdeles brandtekniske egenskaber, brandtekniske installationer, flugtveje og rednings- og indsatsforhold.

• Redegørelse for drift, kontrol og vedligehold for brandsikringen af bygningen.
Dokumentationen forudsættes udført efter principperne i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand.
Projekter, der er opført på baggrund af en byggetilladelse efter BR10 eller BR15.
 

Dokumentation skal mindst omfatte:

• Brandstrategirapport.

• Brandtekniske beregninger.

• Brandplaner, pladsfordelingsplaner og belægningsplaner.

• Beskrivelser, der viser de enkelte bygningsdeles brandtekniske egenskaber, brandtekniske installationer, flugtveje og rednings- og indsatsforhold.

• Redegørelse for drift, kontrol og vedligehold for brandsikringen af bygningen.

• En beskrivelse af bygningen og tegninger heraf, hvor dette ikke fremgår af det øvrige fremsendte materiale.


Certificeringsorganet kan kræve enhver del af den brandtekniske dokumentation udleveret, der er relevant for organets bedømmelse af ansøgers kompetencer, jf. § 23, stk. 3.

I nogle tilfælde vil den dokumentation, der indgår i byggesagen ved teknisk byggesagsbehandling, ikke være fyldestgørende for certificeringsorganets bedømmelse. Det kan derfor være nødvendigt at udarbejde supplerende dokumentation. Ved udarbejdelse af supplerende dokumentation kan følgende forhold lægges til grund herfor:

• ”Brandtekniske beregninger” bør tilgodese samme forhold som en rapport om ”brandteknisk dimensionering”, jf. BR18, kapitel 29, § 516.

• ”Beskrivelser, der viser de enkelte bygningsdeles brandtekniske egenskaber, brandtekniske installationer, flugtveje og redningsforhold” bør tilgodese samme forhold som en ”funktionsbeskrivelse”, jf. BR18, kapitel 29, § 517.

Hvor der ikke indgår en kontrolplan eller kontrolrapport i projektet, skal ansøgeren skriftligt redegøre for den gennemførte kontrol. For byggeri, hvor der har været teknisk byggesagsbehandling, vil det være tilstrækkeligt, hvis der redegøres for den gennemførte kontrol af dokumentationen for brandforhold.

Projektet, der indsendes til certificeringsorganets bedømmelse, bør være afsluttet, da dokumentationen ellers som udgangspunkt ikke kan udgøre grundlag for en bedømmelse af ansøgers kompetencer. Hvor certificeringsorganet vurderer, at dokumentationen for projektet er tilstrækkelig til bedømmelse, kan det accepteres, at projektet stadig er under udførelse. Udarbejdelsen af den samlede brandtekniske dokumentation bør være afsluttet. Der kan fx være forhold omkring etablering af adgangsveje til bygningen, der endnu ikke er afsluttet, eller forhold omkring andre tekniske installationer end de brandtekniske installationer, der ikke er afsluttet. Der kan også være dele af den almene kontrol af udførelsen, der ikke er afsluttet, dog under forudsætning af, at denne kontrol er uvedkommende for den dokumentation eller kontrol, som det er forudsat, at ansøgeren skal forestå.

Hvor ansøgeren ikke har mulighed for at fremsende et enkelt projekt, der opfylder betingelserne i § 23, kan ansøgeren efter nærmere aftale med certificeringsorganet og i rimeligt omfang indsende flere projekter, der tilsammen dækker omfanget af dokumentationen, der fremgår af Tabel 12.

For, at et projekt, der er udarbejdet med brug af en certificeret brandrådgiver efter BR18, kan være egnet til bedømmelse af ansøges kompetencer, skal ansøger have kendskab til dokumentationen for brandforhold i projektet som helhed, og ansøger skal som minimum have:

• Udarbejdet eller kontrolleret dokumentation for indplacering brandklasser.

• Udarbejdet brandstrategirapporten.

• Udarbejdet rapport om brandteknisk dimensionering.

• Udarbejdet eller kontrolleret brandplaner, belægningsplaner eller pladsfordelingsplaner.

• Udarbejdet eller kontrolleret funktionsbeskrivelsen.

• Udarbejdet eller kontrolleret drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplanen.

• Udarbejdet eller kontrolleret kontrolplanen.

• Udarbejdet eller kontrolleret kontrolrapporterne.

Ved udarbejdelse forstås, at ansøgeren selv har tilrettelagt og udarbejdet dokumentationen. Ansøgeren kan dog have fået assistance fra andre brandrådgivere eller specialister, hvor projektets omfang gør, at det ikke kan forventes, at én person kan udarbejde, den nævnte dokumentation i praksis. Hvor ansøger foretager kontrol, skal denne svare til en kontrol, som foretaget af en udførende, jf. BR18, bilag 5, tabel 1. Formålet med kontrollen er at sikre, at ansøgeren har den fulde forståelse af dokumentationen, og at ansøgeren finder, at dokumentationen er tilstrækkelig og retvisende. Kontrollen skal dokumenteres i en brandteknisk kontrolplan og en brandteknisk kontrolrapport udarbejdet som beskrevet i BR18, kapitel 29, §§ 518 og 519.

Selve beregningerne af brand- og røgspredning samt evakuering kan anses for at være specialistopgaver. Det er derfor ikke en forudsætning, at ansøgeren selv har udarbejdet beregningerne, såfremt ansøgeren har udarbejdet scenarierne, beregningsforudsætningerne, har foretaget kontrol af beregningerne, og ansøgeren kan argumentere for anvendelsen af de anvendte modeller.

Det bemærkes, at det ikke er væsentligt, om ansøgeren selv har udarbejdet den samlede dokumentation, men at ansøgeren dokumenterer kompetencer med at udarbejde eller kontrollere den nævnte dokumentation.

Der skal endvidere tages hensyn til krav til en eventuelt certificeret brandrådgivers virke, idet krav til dette virke kan have indflydelse på, hvilke forhold som ansøgeren har haft mulighed for selv at udarbejde. Hvor der måtte være krav om, at ansøger og en certificeret brandrådgiver skal udarbejde den samme dokumentation, vil det være tilstrækkelig, at ansøgeren i stedet foretager en maksimumskontrol af dokumentet.

Ansøger skal i sin ansøgning uanset, om tilladelsen er givet efter BR18, BR15 eller BR10 redegøre for, hvilke dele af dokumentationen, som ansøgeren selv har udarbejdet, hvor ansøgeren har fået assistance fra andre brandrådgivere, og hvilke dele ansøgeren har foretaget kontrol af og hvilket niveau af kontrol, der er foretaget.

Projekter, der er omfattet af teknisk byggesagsbehandling ifølge BR18, BR15 og BR10, er ikke indplaceret i brandklasse 2-4. Ansøger skal i sin ansøgning ifølge § 23, stk. 5, foretage en begrundet indplacering af byggeriet i en af disse brandklasser. Denne indplacering skal sikre, at det byggeri, der er indsendt til bedømmelse, mindst vil blive indplaceret i brandklasse 3.

Denne hjemmeside anvender cookies til statistik for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at klikke videre accepter du hjemmesidens brug af cookies. Læs hjemmesidens cookiepolitik.