Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om certificering af statikere og brandrådgivere

Fold alle ud

Ved dokumentation for kvalifikationer forstås den dokumentation, som ansøger fremsender til certificeringsorganet, der danner grundlag for, at certificeringsorganet kan vurdere, om ansøgeren har de krævede kvalifikationer.

 

4.2.2.1. Dokumentation for uddannelse i byggetekniske forhold samt design, analyse og projektering af bærende konstruktioner for statiker til konstruktionsklasse 3 og 4

Dokumentation for uddannelse i byggetekniske forhold og design, analyse og projektering af bærende konstruktioner skal, jf. § 15, stk. 1, dokumenteres ved diplom(er) fra en uddannelsesinstitution, som er akkrediteret af Danmarks Akkrediteringsinstitution, jf. lov om akkreditering af videregående uddannelser. Uddannelsen i byggetekniske forhold skal udgøre et sammenhængende hele, fx i form af en grundlæggende uddannelse.

Kravet om 210 ECTS-point kan opfyldes ved, at personen som minimum har gennemført en grundlæggende uddannelse som fx diplomingeniør. Læringsmål, der fremgår af Tabel 2 og Tabel 5, lægges til grund ved vurdering af fagligheden af indholdet i en uddannelse.

Såfremt sammensætningen af den grundlæggende uddannelse ikke opfylder kravet om mindst 90 ECTS-point inden for design, analyse og projektering af bærende konstruktioner som angivet i Tabel 5, kan manglende ECTS-point inden for design, analyse og projektering af bærende konstruktioner opnås ved supplerende efteruddannelse.

Læringsmål lægges til grund ved vurdering af fagligheden af indholdet i en uddannelse, et kursus i uddannelsen eller et efteruddannelsesforløb.

Hvis en ansøger mangler mindre dele af den grundlæggende uddannelse på 210 ECTS-point indenfor byggetekniske forhold eller 90 ECTS-point inden for design, analyse og projektering af bærende konstruktioner, kan certificeringsorganet meddele ansøgeren certificering, såfremt ansøger dokumenterer at have kvalifikationer, der kan ligestilles med de kvalifikationer, der kræves efter § 13, og certificeringsorganet ved sin bedømmelse vurderer, at dokumentation for kvalifikationerne er tilfredsstillende, jf. § 15, stk. 2. Dette kan fx ske ved certificeringsorganets bedømmelse af et projekt svarende til den bedømmelse jf. § 7, hvor ansøger viser at have anvendt kompetencer svarende til ligestillede kvalifikationer. Det kan fx være, hvor ansøgeren ikke kan dokumentere teoretisk viden om almene trækonstruktioner, men via sit projekt viser, at kunne projektere alment forekommende trækonstruktioner, jf. eurocode 5

Ved certificeringsorganets vurdering lægges der vægt på, at personen har ligestillede kvalifikationer inden for byggetekniske forhold samt inden for design, analyse og projektering af bærende konstruktioner i forhold til, at ansøgeren skal kunne dokumentere og kontrollere overholdelse af krav til statiske forhold for bygninger i konstruktionsklasse 3 og 4. Der bør også lægges vægt på, at ansøgers tekniske kvalifikationer uddannelsesmæssigt kan ligestilles med kravet i § 13, stk. 1, nr. 1, som fx en anden teknisk uddannelse på tilsammen mindst 210 ECTS-point og 90 ECTS-point inden for design, analyse og projektering af bærende konstruktioner.

 

4.2.2.2. Dokumentation for viden om byggelovgivning for bærende konstruktioner mm. for statiker til konstruktionsklasse 3 og 4

Viden om byggelovgivning og bærende konstruktioner, dokumentation af bærende konstruktioner, kontrol mm. skal svare til den viden, der følger af § 12, stk. 1, nr. 2-6. Dermed vil dokumentationen for denne viden være den samme, som forudsættes for at blive certificeret til konstruktionsklasse 2 med undtagelse af dokumentation for § 12, stk. 1, nr. 7, da det kan ske ved projektgranskning. Der henvises til 4.1.2.2 for nærmere beskrivelse af krav til at blive certificeret til konstruktionsklasse 2.

Ved ansøgning om certificering som statiker til konstruktionsklasse 3 og 4 skal ansøger fremsende et projekt til bedømmelse af ansøgerens kompetencer. Det vil derfor være muligt for certificeringsorganet at afprøve dele af den viden, der fremgår af § 12, stk. 1, nr. 2-6, ved bedømmelsen af projektet. Bedømmelsen skal ske efter § 7 og som nærmere beskrevet i afsnit 4.2.5.

 

4.2.2.3. Dokumentation for erfaring for statiker til konstruktionsklasse 3 og 4

Erfaring som statiker dokumenteres ved fremsendelse af et CV, der redegør for ansøgerens relevante erfaring fra den krævede periode, samt en nærmere beskrivelse af de projekter, som ansøgeren har virket på. Dokumentation skal have en form, så det er muligt at vurdere omfang og indhold af erfaringen.

Der henvises til afsnit 4.1.2.3 for nærmere beskrivelse af redegørelse for erfaring.

Denne hjemmeside anvender cookies til statistik for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at klikke videre accepter du hjemmesidens brug af cookies. Læs hjemmesidens cookiepolitik.