Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om funktionsafprøvning

Fold alle ud
Behovsstyring af ventilationen kan medvirke til at reducere bygningens energiforbrug ved at undgå unødig ventilation. I boliger må udelufttilførelsen dog på intet tidspunkt være mindre end 0,3 l/s pr. m².
Formål med funktionsafprøvningen af behovsstyring

Formålet med afprøvningen er at eftervise, at behovsstyringen fungerer efter hensigten og som forudsat i dimensionering af anlægget og den forudsætning med hensyn til behovsstyring af ventilationen, der anvendes i energibehovsberegningen, der dokumenterer, at bygningen overholder bygningsreglementets energikrav, jf. kapitel 11, Energiforbrug.

Definition af behovsstyring

Behovsstyring skal sikre, at der altid ventileres således, at der opnås en energibesparelse samtidig med, at et sundt indeklima kan opretholdes, og at ventilationsraten kan reguleres i forhold til belastningen af rummet eller bygningen.

De typiske anvendte metoder for behovsstyring af ventilationen er ved automatisk styring efter for eksempel:

• Timere

• Indetemperatur

• Fugtfølere

• CO2-følere

• Tilstedeværelsesfølere (PIR).

Forudsætninger for udførelse af funktionsafprøvning

For at kunne udføre funktionsafprøvningen af ventilationsanlæggets behovsstyring skal følgende normalt være opfyldt: 

• Der er udført en tæthedsprøvning af ventilationsanlægget, der viser, at anlægget opfylder de stillede tæthedskrav, jf. DS 447, kap. 6.1.2.3.

• Ventilationsanlægget er indreguleret, så anlægget yder de nominelle luft-strømme, jf. DS 447, kap. 6.3.2.

• Der er installeret følere anvendt til behovsstyringen, der opfylder kravene jf. DS 447, kap 6.2.13.

• Der er indhentet dokumentation for indreguleringen af ventilationsanlægget inklusive drifts- og vedligeholdelsesvejledning.

• Bygningens varme- og køleanlæg er indreguleret og i drift.

• Under måleperioden holdes vinduer og døre lukkede for at opnå stabile måle-forhold.

Målepunkter

Den eller de parametre, der ligger til grund for behovsstyringen, indgår som målepunkt og logges ved afprøvningen, men ved brug af eksternt kalibreret måleudstyr.

Effektoptag og omdrejningstal for ventilatormotorer kan fx logges for at eftervise, hvordan overskridelse af setpunkter påvirker behovsstyringen. Måleperioden skal strække sig over en periode, der dækker de forskellige driftssituationer bedst muligt.

Ved afprøvning af behovsstyringer, der styres efter CO2- og fugtniveau, er det hensigtsmæssigt at afprøvningen fremprovokerer, at setpunktet for disse parametre overskrides for at påvise, at styringen reagerer efter de indstillede setpunktsværdier. Eftervisningen kan også ske ved at ændre setpunktet.

Acceptkriterium

Testens resultat accepteres, hvis det konstateres, at: 

• Indblæsningstemperaturen reguleres i henhold til funktionsbeskrivelsen og kravene i BR, og det eftervises, at der er overensstemmelse mellem målte værdier og dokumentationen for ventilationsanlæggets indreguleringsrapport.

• Luftmængderne ændres i henhold til funktionsbeskrivelsen og kravene i BR, og det eftervises, at der er overensstemmelse mellem målte værdier og dokumentationen for ventilationsanlæggets indreguleringsrapport.

Dokumentation

Der udarbejdes en funktionsafprøvningsrapport, der beskriver: 

• Hvilke forudsætninger og forhold målingen er udført under

• Målepunkter

• Måleapparatur der er anvendt samt hvor og hvornår dette sidst blev kalibreret

• De opnåede måleresultater

• Konklusionen af funktionsafprøvningen

• Oplysninger om hvem, der har udført funktionsafprøvning


Denne hjemmeside anvender cookies til statistik for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at klikke videre accepter du hjemmesidens brug af cookies. Læs hjemmesidens cookiepolitik.