Swipe horisontalt for at se alle emner

Bygningsreglementets vejledning om byggepladsen og udførelsen af byggearbejder

Fold alle ud

Hvis der er generende støj fra en byggeplads, har kommunen mulighed for at gribe ind over for det. Kommunen kan f.eks. give et påbud om, at de støjende arbejder kun må foregå inden for et specifikt tidsrum, eller påbud om specifikke støjgrænser for byggepladsen. Visse Kommuner har lavet en generel forskrift om støj fra byggeri.

I planlægningen af anlægsarbejder kan der tages initiativer til støj- og vibrationsdæmpning af arbejderne. Som andre typer af støj bør støj fra byggepladser først og fremmest dæmpes ved kilden ved at vælge mindre støjende maskiner og metoder eller ved at reducere arbejdstiden. Dernæst kan støjen dæmpes under udbredelsen ved hjælp af afskærmning og indkapsling.

Afskærmning af lyd kan ske ved at opsætte støjskærme mod naboerne. Afskærmning kan f.eks. ske ved at udføre byggepladshegnet som et lukket hegn for at opnå støjafskærmning. Denne løsning kan dog have en begrænset virkning, fordi et sådan hegn ofte er for lavt og typisk står for langt fra den støjende aktivitet. En støjskærm kan derimod også etableres tæt omkring aktiviteten. Støjskærmen kan f.eks. være udført af containere der stables, af stilladser som beklædes med vintermåtter, eller bygges som en midlertidig støjskærm, eksempelvis i træ. Ulempen ved en støjskærm tæt ved aktiviteten er, at den løbende skal flyttes efterhånden som arbejdet skrider frem, og samtidig skal den være sikkerhedsmæssigt i orden.

Udover de forskellige tiltag på byggepladsen, bør naboer informeres i god tid om aktiviteterne som foregår og vil foregå. Dette kan reducere generne, fordi naboerne kan tage forholdsregler, og fordi det er lettere at tolerere støjen, hvis man kender omfanget og ved, hvornår støjen hører op.


Denne hjemmeside anvender cookies til statistik for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at klikke videre accepter du hjemmesidens brug af cookies. Læs hjemmesidens cookiepolitik.