Swipe horisontalt for at se alle emner

Fold alle ud
§ 91

Byggeri skal designes, projekteres og udføres, så der i tilfælde af brand kan ske en sikker evakuering og redning af personer. Dette skal ske under hensyn til, at:

1) Personer kan blive opmærksomme på, at der er opstået en brand.

2) Flugtveje udformes, så der kan ske en evakuering af personer.

3) Redningsåbninger udformes, så der kan ske redning af personer.
§ 92

 Byggeri skal udformes, så personer kan blive opmærksomme på en brands opståen, og så der hurtigt kan påbegyndes en sikker evakuering. Dette skal ske under hensyn til:

1) Behov for tidlig detektering.

2) Behov for varsling af personer i bygningen.

3) Personers mulighed for og evne til ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

4) Behov for alarmering af redningsberedskabet.
§ 93

Der skal installeres brandtekniske installationer til varsling af personer og alarmering af redningsberedskabet, som det er beskrevet i følgende:

1) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 2 og 3 med tilhørende flugtveje, som er indrettet til flere end 150 personer, skal udføres med varsling. Varslingen kan udelades, hvis alle opholdsrum har dør direkte til terræn i det fri, og der ikke er opholdsrum til flere end 150 personer.

2) I bygningsafsnit i anvendelseskategori 3 med tilhørende flugtveje, som er indrettet til flere end 150 personer, skal varslingen ske med talt besked.

3) I bygningsafsnit i anvendelseskategori 3 med tilhørende flugtveje, der indeholder opholdsrum, som er indrettet til flere end 150 personer, og anvendes på en måde, der forringer muligheden for sikker evakuering, skal varsling aktiveres af et automatisk brandalarmanlæg.

4) En boligenhed i bygningsafsnit i anvendelseskategori 4 skal udføres med røgalarmanlæg.

5) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 med tilhørende flugtveje, som er indrettet med mere end 10 soverum eller med mere end 50 sovepladser, skal udføres med automatisk varslingsanlæg, som aktiveres af et automatisk brandalarmanlæg. Hvor alle soverum har direkte adgang til terræn i det fri, eller hvor bygningsafsnittet er indrettet med højst 10 soverum og højst 50 sovepladser, kan varsling undlades, såfremt der i alle rum installeres røgalarmanlæg, som er tilsluttet strømforsyningen, og som udføres med batteribackup.

6) Bygningsafsnit i anvendelseskategori 6 med tilhørende flugtveje skal udføres med et automatisk varslingsanlæg, som aktiveres af et automatisk brandalarmanlæg. Varslingen skal tilpasses personerne i bygningsafsnittet. Hvor personer ikke selv kan reagere på varsling eller ikke ved egen hjælp kan bringe sig i sikkerhed, skal varsling ske til personalet.
7) Kolonihavehuse med strømforsyning udføres med røgalarmanlæg. Kolonihavehuse uden strømforsyning udføres med batteridrevet røgalarmer.
Stk. 2. Ved opfyldelse af stk. 1 skal flere bygningsafsnit i samme anvendelseskategori med fælles flugtveje anses som et bygningsafsnit.
§ 94
En flugtvej er et sammenhængende system af udgange, gangarealer, flugtvejsgange og flugtvejstrapper, og den skal sikre, at personer kan forlade en bygning på sikker vis. 

Stk. 2. Design, projektering og udførelse af flugtveje skal ske under hensyn til:

1) Personers kendskab til flugtvejene i bygningen.

2) At flugtveje skal være lette at identificere, nå og anvende.

3) Personers mulighed for og evne til at anvende flugtveje i bygningen. 

4) At evakuering af personer på sikker vis kan ske til terræn i det fri eller til et sikkert sted i bygningen og derfra på sikker vis til terræn i det fri.

5) At der ikke opstår kritiske temperaturer, røgkoncentrationer, varmestråling eller tilsvarende kritiske forhold i det tidsrum, i hvilket flugtvejene skal anvendes til evakuering.

6) At flugtvejene skal være dimensioneret til det antal personer, der skal benytte dem.

7) At døre i flugtveje skal være lette at åbne uden brug af nøgle eller værktøj, når flugtvejen skal benyttes af personer, som har lovlig adgang, og at døre i flugtveje, der skal anvendes af flere end 150 personer, skal åbne i flugtretningen.

8) At flugtveje skal være fri i hele den nødvendige bredde.
§ 95
Der skal installeres automatisk sprinkleranlæg i en bygning, når der i bygningen er et eller flere soverumsafsnit i anvendelseskategori 6, og disse soverumsafsnit til sammen har et etageareal, der er større end 1.000 m2, og bygningen samtidig er i mere end én etage over terræn.
§ 96

Der skal installeres flugtvejs- og panikbelysning:

1) I flugtveje i bygningsafsnit i anvendelseskategori 2 og 3, hvis bygningsafsnittet er indrettet til flere end 150 personer. Flugtvejs- og panikbelysning kan udelades, hvis alle opholdsrum har dør direkte til terræn i det fri, og der ikke er opholdsrum til flere end 150 personer.

2) I opholdsrum i anvendelseskategori 3 og 6, der er indrettet til flere end 150 personer.

3) I flugtveje i bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 og 6, hvis bygningsafsnittet har et etageareal, der er større end 1.000 m². For bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 og 6, hvor alle soverum har dør direkte til terræn i det fri, kan flugtvejs- og panikbelysning undlades.

4) I garageanlæg med et etageareal større end 2.000 m2.

Stk. 2. Der skal installeres flugtvejsbelysning i garageanlæg med et etageareal større end 600 m2.

Stk. 3. Der skal installeres panikbelysning i flugtvejstrapper i bygninger med gulv i øverste etage mere end 22 m over terræn.

Stk. 4. Ved opfyldelse af stk. 1, nr. 1-3, skal flere bygningsafsnit i samme anvendelseskategori med fælles flugtveje anses som et bygningsafsnit.

Stk. 5. Ved opfyldelse af stk. 1, nr. 4, og stk. 2, skal flere garageanlæg i samme anvendelseskategori med fælles flugtveje anses som et garageanlæg.
§ 97
Brandmæssige enheder til personophold skal indrettes med redningsåbninger, med mindre et tilsvarende sikkerhedsniveau kan opnås på anden vis.
§ 98

Redningsåbninger skal designes og udføres under hensyn til:

1) At personer i den brandmæssige enhed skal kunne give sig til kende.

2) Antallet af personer, som den brandmæssige enhed er beregnet til.

3) At redningsåbninger skal udformes, så de kan anvendes til redning af personer ved egen hjælp eller via redningsberedskabets stiger, hvor bygningens højde og placering muliggør det.

4) At redningsåbninger i brandmæssige enheder kan åbnes uden brug af nøgle eller særligt udstyr, når der opholder sig personer i de pågældende brandmæssige enheder.

Denne hjemmeside anvender cookies til statistik for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at klikke videre accepter du hjemmesidens brug af cookies. Læs hjemmesidens cookiepolitik.