1) Uafhængig kontrol af brandtekniske dokumentation og udførelse af brandsikringstiltag i brandklasse 2
Der skal foretages uafhængig kontrol af dokumentationen vedrørende:
– indplacering i brandklasse,
– dokumentation for, hvorledes byggeriet opfylder §§ 126-133 vedrørende redningsberedskabets indsatsforhold,
– brandstrategirapporten og
– kontrolplanen, jf. §§ 510-512 og § 518.
For den øvrige del af dokumentationen kan uafhængig kontrol udføres af personer, der ikke har medvirket ved udarbejdelsen af den pågældende dokumentation.
Den uafhængige kontrol af udførelsen kan erstattes af en ”uafhængig kontrol af dokumentation af egenkontrol af udførelsen” for brandsikringstiltag, der udføres i et bygningsafsnit, henført til risikoklasse 1 og 2. Dette betyder, at egenkontrollen skal dokumenteres i en kontrolrapport, der efterfølgende skal kontrolleres af en person, der ikke har medvirket i udførelsen af det pågældende brandsikringstiltag.
Den uafhængige kontrol af dokumentation kan for projektering af brandsikringstiltag udføres af en person, der ikke har medvirket ved projekteringen af det pågældende brandsikringstiltag.
Den uafhængige kontrol af udførelsen af brandsikringstiltag kan udføres af en person, der ikke har medvirket ved udførelsen af brandsikringstiltaget i det pågældende bygningsafsnit.
2) Uafhængig kontrol af dokumentation for og udførelse af bærende konstruktioner i konstruktionsklasse 2
Der skal foretages uafhængig kontrol af dokumentation vedrørende:
– A1. Konstruktionsgrundlag og
– B2. Statisk kontrolplan, jf. § 501, nr. 1, og § 502, stk. 1, nr. 2.
For den øvrige del af dokumentationen for projektering af de bærende konstruktioner kan uafhængig kontrol af dokumentation udføres af personer, der ikke har medvirket ved udarbejdelsen af dokumentationen af det pågældende konstruktionsafsnit, men som har medvirket i projektering af byggeriet.
Der skal foretages uafhængig kontrol af "udførelsesgrundlaget for arbejdet" af en person, der ikke medvirker ved udførelsen af de bærende konstruktioner. For den øvrige del af udførelsen kan den uafhængige kontrol udføres af personer, der ikke har medvirket ved udførelsen af det pågældende kontrolafsnit, jf. DS/EN 1990 Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner, med tilhørende DS/EN 1990 DK NA.
Den uafhængige kontrol af udførelsen kan erstattes af en ”uafhængig kontrol af dokumentation af egenkontrol af udførelsen”, jf. DS 1140, Udførelse af bærende konstruktioner – Almen kontrol for bærende konstruktioner, der indgår i følgende byggerier:
– med et areal på højst 300 m2, og
– med en maksimal højde til øverste punkt på konstruktionen på 12 m målt fra terræn, og
– med en maksimal bygningsbredde på 12 m.
som indgår i:
– etageboligbyggeri med højst 2 etager over terræn og højst 1 etage under terræn, eller
– bygninger og tilbygninger med højst 1 etage over terræn og 1 etage under terræn med rum for maksimalt 30 personer, hvor alle personer har mulighed for ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed, eller
– konstruktioner i terræn eller højst 2 m over terræn til støttemure, ramper og lignende.
3) Tredjepartskontrol af udførelse af de bærende konstruktioner omfatter en kontrol af den fysiske bærende konstruktion og en dokumentkontrol af kontroldokumentationen som følger:
– Kontrol af den fysiske bærende konstruktion som udført omfatter den særlige kontrol.
– Dokumentkontrollen af de bærende konstruktioner som udført omfatter kontroldokumentation af den almene uafhængige kontrol.
Tredjepartskontrol af udførelse af brandsikringstiltag omfatter en kontrol af de fysiske brandsikringstiltag og en dokumentkontrol af kontroldokumentationen som følger:
– Kontrol af de fysiske brandsikringstiltag er kontrol, der udføres af en akkrediteret inspektionsvirksomhed.
– Dokumentkontrollen af udførelsen af brandsikringstiltag omfatter den øvrige kontroldokumentation for den uafhængige kontrol.
|