Energikrav til nye bygninger
Bygningsreglementet indeholder krav til bygningens energimæssige ydeevne. Den overordnede, generelle tilgang er baseret på krav i EU-direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne (bygningsdirektivet).
Bygninger opført efter energirammen i BR18, svarende til energimærke A2015, er Danmarks definition af næsten energineutrale bygninger (NZEB) i henhold til bygningsdirektivet. Tilsvarende er renoveringsklasse 2 Danmarks definition af kravniveauet for større renoveringsarbejder.
Detaljer om beregningsmetoden fremgår af SBi-anvisning 213 Bygningers energibehov.
Reglerne om energibehovet i bygninger er baseret på at sikre, at bygninger opføres, så deres energimæssige ydeevne lever op til kravene. Det betyder ikke nødvendigvis, at det reelle energiforbrug er identisk med det beregnede, da beregningen af energibehovet er baseret på en standardiseret brug af bygningen. Forudsætninger for konstruktioner, installationer osv, der benyttes i energiberegningen skal dog svare til bygningens reelle udførelse.
Nye bygninger skal overholde energirammen, mens øvrigt byggearbejde som alternativ til energirammen kan benytte følgende alternativer:
- Ændret anvendelse af eksisterende bygninger fremgår af § 267 - § 270
- Tilbygninger til eksisterende bygninger fremgår af § 271 - § 273
- Ombygninger fremgår af § 274 - § 279
- Sommerhuse og lignende fremgår af § 283 - § 286
- Midlertidige, flytbare pavilloner fremgår af § 287 - § 292
Dog gælder det for bygningsfredede bygninger og bygninger, som er en del af et fredet fortidsminde, at der kan ske lempelser fra bestemmelserne i bygningsreglementet, såfremt kommunalbestyrelsen vurderer, at bestemmelserne er uforenelige med frednings- og bevaringsværdierne.
Der henvises til følgende vejledninger til bygningsreglementets energikrav.
Anvisningen beskriver, hvordan man bruger beregningsprogrammet Be15 til beregning af bygningers energibehov. Programmet skal bruges, når man skal eftervise, at en bygning opfylder energibestemmelserne i bygningsreglementet. Anvisning og beregningsprogram henvender sig til rådgivende ingeniører, arkitekter, entreprenører, andre projekterende og udførende inden for byggeri samt til offentlige myndigheder.
Anvisning og beregningsprogram er betalingsbelagt.