Håndtering af åbninger i klimaskærmen, i forbindelse med trykprøvning

Bygninger skal udføres, så bygningernes konstruktioner er tætte mod utilsigtede utætheder. Uanset om der trykprøves, skal bygningen udføres, så konstruktionerne er tætte.

En af metoderne til at dokumentere overholdelse af kravet om tæthed er ved at gennemføre trykprøvning af bygningen eller repræsentative dele af bygningen. Det er vigtigt for overholdelse af bestemmelsen at det reelt er en repræsentativ del af bygningen.

Hvis der gennemføres trykprøvning af bygningen eller dele af bygningen, så kan trykprøvningen danne grundlag for energiberegningen for de etagearealer, hvor der er foretaget trykprøvning. De områder af bygningen, der ikke er trykprøvet skal benytte 1,5 l/s pr. m² ved 50 Pa ved fastlæggelse af infiltrationen i energirammeberegningen.

Trykprøvning af bygninger gennemføres i henhold til DS/EN ISO 9972 Bygningers termiske ydeevne - Bestemmelse af bygningers luftgennemtrængelighed - Prøvningsmetode med overtryk skabt af ventilator. Kravene eftervises ved brug af Metode 3 i DS/EN ISO 9972, hvor nedenstående tabel benyttes i forhold til hvordan åbninger i klima- skærmen skal håndteres. Tabellen svarer til Tabel 1 i afsnit 5.2.3 i DS/EN ISO 9972.

Type af åbning i klimaskærm
Hvordan åbningen håndteres i forbindelse med trykprøvning 
 Åbninger for naturlig ventilation
 Lukkes
 Åbninger for centrale ventilationsanlæg eller lignende
 Forsegles - Anlæg slukkes under måling
 Åbninger til mekanisk ventilationsanlæg, der benyttes kortvarigt
 Forsegles - Anlæg slukkes under måling
 Vinduer, døre, lemme og lignende i klimaskærmen
 Lukkes
 Øvrige åbninger, der ikke er beregnet til ventilation
 Lukkes - Vakuumventiler eller afløb uden vandlås forsegles

Bygninger over 10 meter kan testes, hvis bygningshøjde gange temperaturforskel er mindre end 500 mK.