Kravene til varmeinstallationer er i det gældende bygningsreglement beskrevet i kapitel 19 Termisk indeklima og installationer til varme- og køleanlæg og kapitel 12 – Energiforsyningsanlæg i tilknytning til bygninger.

Bygningsreglementet stiller generelle krav om, at det for energiforsyningsanlæg skal sikres, at der ikke kan opstå risiko for skader på personer og bygninger som følge af for eksempel brand og eksplosion, og at der ikke opstår risiko for personers sundhed eller komfort, for eksempel som følge af forgiftning, skoldning eller lugtgener.

Installation af en ny kedel skal desuden sikre, at der ikke sker unødigt forbrug af energi for eksempel ved, at den nye kedel projekteres, udføres og installeres, så der opnås god forbrænding. Bygningsreglementet stiller derfor også krav til aftrækssystemet for eksempel ved, at det skal sikres, at der tilføres tilstrækkelig luft til forbrændingen.

I bygningsreglementet henvises til følgende standarder med hensyn til energiforsyningsanlæg, centralvarmekedler og varmefordelingssystemer:

–    DS 469, Varme- og køleanlæg i bygninger

–    DS 452, Termisk isolering af tekniske installationer. 

–    DS/EN 303-5, Centralvarmekedler til fast brændsel, manuelt eller automatisk fyrede med en nominel varmeeffekt på op til 500 kW - Terminologi, krav, prøvning og mærkning

–    DS/EN 15270, Pillebrændere til små varmekedler - Definitioner, krav, prøvning, mærkning.

–    DS/EN 298, Automatisk brændekontrolsystem til brændere og apparater, der forbrænder gasformige eller flydende brændsler

–    DS/EN 267, Automatiske blæseluftsoliebrændere til flydende brændstof.

–    DS/EN 1443, Skorstene – Generelle krav.


Nyinstallation eller udskiftning af kedel

Ved nyinstallation eller udskiftning af en eksisterende kedel stilles der krav i bygningsreglementet til den nye kedel med hensyn til projektering og udførelse i henhold til DS 452 og DS 469. Der stilles også et generelt krav om, at der skal være tilstrækkelig fordeling af varme i bygningen samt til tilknyttede systemer.

Følgende specifikke krav stilles til energiforsyningsanlæg med hensyn til projektering og udførelse:

  1. Placering og fastgørelse må ikke medføre generende rystelser eller skader på bygningsdele eller installationer.
  2. De skal beskyttes mod frost.
  3. Utilsigtet udsivning skal undgås.
  4. Normalt forekommende statiske, dynamiske, kemiske og termiske påvirkninger skal kunne modstås.
  5. Risiko for sprængninger eller skadelig tryk og trykstød må ikke opstå.
  6. Korrosion og aflejringer, der kan forringe kapaciteten, må ikke opstå.
  7. Holdbarhed i forhold til deres placering og muligheden for udskiftning skal sikres.
  8. Rørgennemføringer må ikke sprede generende støj, fugt og lugt.
  9. Under hensyn til anvendelsen må der ikke forekomme overfladetemperaturer, der kan medføre skader på personer.
  10. Det skal sikres, at de kan renses, betjenes og vedligeholdes i fornødent omfang. Komponenter, der kræver betjening, eftersyn eller vedligehold, skal være let tilgængelige, så dette kan ske på en hensigtsmæssig og forsvarlig måde.
Mindstekrav til olie- og gaskedlers virkningsgrad stilles i Ecodesign-forordningen og er således ikke et energikrav i bygningsreglementet. Ecodesign-kravene til olie- og gaskedler er beskrevet i Forordning (EU) nr. 813/2013. Dog stilles der i bygningsreglementet et specifikt krav til store olie- og gasfyrede centralvarmekedler med en nominel ydelse på mere end 400 kW. Disse må højst have et røggastab på 7 % ved fuldlast og skal være forsynet med røggaskøler, hvis temperaturforholdene i det tilsluttede varmeanlæg er egnet til dette.

Der er desuden specifikke energikrav i det gældende bygningsreglement for centralvarmekedler under 500 kW, der fyres med faste brændsler. Disse skal opfylde kravene til virkningsgrad for kedelklasse 5 og sikkerhedsniveau i DS/EN 303-5. Kedler til fyring med halm på op til 1 MW skal mindst opfylde kravene til virkningsgrad for kedelklasse 3 i DS/EN 303-5. Der er ikke energikrav til halmkedler under 130 kW, der er beregnet til fyring med småballer.

Ud over kravene til kedlen stiller bygningsreglementet også en række krav til aftrækssystemet med hensyn til lysningsareal, renselem, overfladetemperatur, adgangsmulighed m.m.

Endelig stilles der krav om, at der udføres en funktionsafprøvning af installationen før ibrugtagning

 

Flytning af kedel

Flytning af en kedel betragtes i de fleste tilfælde, som en nyinstallation og de gældende krav i bygningsreglementet skal opfyldes.

Installationsarbejdet i forbindelse med flytning af en kedel skal projekteres og udføres i henhold til DS 469 og DS 452.

En kedel der flyttes, skal kunne opfylde gældende Ecodesign-krav, fx en ny afprøvning af den energimæssige ydeevne. Ecodesign-kravene kan ikke eftervises ved brug af den oprindelige prøvningsattest, fordi kedlens energimæssige ydeevne falder, hvis den har været i længerevarende drift. Kedler under 500 kW, der fyres med faste brændsler, skal opfylde kravene til virkningsgrad for kedelklasse 5 og sikkerhedsniveau i DS/EN 303-5. Kedler til fyring med halm på op til 1 MW skal mindst opfylde kravene til virkningsgrad for kedelklasse 3 i DS/EN 303-5.

I forbindelse med anden ombygningsarbejde, kan der af byggetekniske årsager være behov for en mindre flytning af én kedel. Det gældende bygningsreglement stiller ikke krav ved en mindre flytning af en eksisterende kedel inden for samme placeringsområde, hvis flytningen ikke påvirker dels kedlens ydeevne og dels tilslutningen til aftrækskanalen, varmefordelingsrør og evt. tilslutningsrør til varmtvandsbeholder. Kravene der var gældende på det oprindelige installationstidspunkt, skal forsat kunne opfyldes efter en mindre flytning.

De dele, fx varmefordelingsrør og tilslutningsrør til varmtvandsbeholder, der udskiftes i forbindelse med flytningen skal opfylde gældende krav og varmeisoleres i henhold til DS 452.

 

Tilbygning, der tilsluttes eksisterende varmefordelingssystem fra en kedel

For en ny tilbygning, der tilsluttes et eksisterende varmefordelingssystem med en kedel, stilles der krav i gældende bygningsreglement til, at kedlen har en effekt, der er stor nok til at kunne opvarme hele bygningen og en tilfredsstillende nedre grænse for det termiske indeklima.

Hvis tilbygningens overholdelse af bygningsreglementets energikrav er baseret på energirammen, skal energibehovet for tilbygningen bestemmes ved brug af den eksisterende kedels virkningsgrad.

Der stilles desuden krav for tilbygningens varmefordelingssystem med hensyn til DS 452 og DS 469.


Reparation og vedligeholdelse af kedel

Ved reparationer og udskiftning af delkomponenter i kedlen stilles der ingen krav til den eksisterende kedel. Reparationen eller udskiftningen må dog ikke medføre, at kedlen ikke kan opfylde de på installationstidspunktet gældende krav.

Ved udskiftning af pillebrændere med en indfyret effekt på højst 70 kW, der er installeret på en eksisterende kedel, stiller det gældende bygningsreglement krav om, at DS/EN 15270 skal opfyldes.

Hvis der i forbindelse med reparationsarbejdet foretages udskiftning eller delvis udskiftning af for eksempel varmerør eller tilslutningsrør mellem kedel og varmtvandsbeholder skal disse overholde kravene i gældende bygningsreglement og varmeisoleres i henhold til DS 452.

Desuden stiller det gældende bygningsreglement krav om, at eksisterende installationer vedligeholdes således, at de krav der var gældende, da byggetilladelsen blev givet eller på installationstidspunktet, altid opfyldes.


Særligt for oliekedler

For eksisterende bygninger, der ligger i et fjernvarme- eller naturgasområde, er det ikke muligt at udskifte en ældre oliekedel til en ny.

Det er dog stadig muligt at installere en oliekedel uanset tidligere opvarmningsform, hvis den eksisterende bygning ligger i et område uden eksisterende eller planlagt kollektiv varmeforsyning.