Indførelse af en certificeringsordning i byggeriet er en del af afskaffelsen af den kommunale tekniske byggesagsbehandling. Forslaget blev vedtaget af Folketinget i 2016 og udspringer af S-R-regeringens byggepolitiske strategi fra november 2014 – Vejen til et styrket byggeri i Danmark.
Baggrunden for afskaffelsen af den tekniske byggesagsbehandling i kommunerne var overordnet, at reglerne var meget komplekse og blev administreret meget forskelligt.
I praksis kunne det fx betyde, at en løsning, der blev godkendt i en kommune, blev afvist i en anden. Det gjorde det indimellem vanskeligt for virksomheder – fx landsdækkende supermarkeder – at udarbejde standardiserede og billigere løsninger. Samtidig kunne en bygherre opleve, at nye innovative løsninger og byggemetoder blev bremset, fordi der i en given kommune ikke var tilstrækkelige tekniske kompetencer.
Afskaffelse af den tekniske byggesagsbehandling i kommunen betyder, at fx et etagebyggeri, en produktionsfacilitet eller en sportshal kan opføres, uden at kommunen skal godkende den konkrete tekniske løsning.
Formålet med certificeringsordningen er i den sammenhæng at sikre, at der sker en ensartet efterlevelse af de tekniske bestemmelser for brand og konstruktioner på tværs af alle kommuner. Disse forhold har afgørende betydning for, om en bygning er sikker at opholde sig i.
I stedet for at få kommunens godkendelse skal en bygherre i henhold til de nye regler få de brand- og konstruktionstekniske forhold godkendt af en bygningsrådgiver, der er certificeret.
Kravet om certificering skal sikre, at sikkerhedsniveauet opretholdes. Certificeringsordningen tydeliggør, at bygherren og dennes rådgiver har ansvaret for, at et byggeri lever op til bygningsreglementets krav.