Swipe horisontalt for at se alle emner

Fold alle ud
§ 24

Såfremt der ikke er tilknyttet en certificeret statiker for byggearbejder i middel og høj konsekvensklasse (CC2 og CC3), jf. DS/EN 1990 Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner med DS/EN 1990 DK NA:2019, og byggeriet ikke henregnes til konstruktionsklasse 1, jf. § 489, skal der tilknyttes en anerkendt statiker, der har anerkendelse efter reglerne i kapitel 35, og som skal sikre overholdelse af kapitel 15.

Stk. 2. Ansøgeren skal udpege en bygværksprojekterende for de bærende konstruktioner, som det påhviler at samle og koordinere den statiske dokumentation, så dokumentationen udgør et hele, jf. kapitel 31. Oplysning om den bygværksprojekterende skal fremgå af ansøgningen om byggetilladelse.

Stk. 3. Ansøger udpeger den anerkendte statiker. Oplysning herom skal fremgå af ansøgningen om byggetilladelse.
§ 25

Ved ansøgning om byggetilladelse for byggeri omfattet af § 24, stk. 1, skal den statiske dokumentation bilægges følgende dokumentation udfærdiges af den anerkendte statiker:

1) Oplysning om og dokumentation for indplacering i konsekvensklasse

2) Starterklæring, hvori det angives

a) at dokumentationen for bærende konstruktioner, jf. kapitel 28, er fremsendt

b) at der er valgt de korrekte konsekvensklasser, og at dokumentationen herfor er retvisende.

c) at dokumentationen godtgør, at byggeriet svarende til det foreliggende detaljeringsniveau vil overholde bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner, jf. kapitel 15,

d) at der er udarbejdet en fyldestgørende B1 Statisk Projekteringsrapport og B2 Statisk Kontrolrapport i overensstemmelse med kontroltyper og kontrolniveau jf. SBi-anvisning 223 Dokumentation af bærende konstruktioner svarende til projektets stade, og

e) redegørelse for den anerkendte statikers planlagte virke.

Stk. 2. For konstruktioner i middel dokumentationsklasse, jf. SBi-anvisning 223 Dokumentation af bærende konstruktioner, kan redegørelse for den anerkendte statikers virke som ledende projekterende eller kontrollant udelades, hvis den anerkendte statiker som minimum selv udfører uafhængig kontrol af A1 projektgrundlag konstruktioner samt godkender den af medkontrollanter udførte kontrol på den øvrige statiske dokumentation.

Stk. 3. Starterklæringen udarbejdes og underskrives personligt af den anerkendte statiker, jf. kapitel 35.
§ 26
For konstruktioner, der er omfattet af § 24, stk. 1, skal dokumentationen af de bærende konstruktioner udarbejdes og kontrolleres i overensstemmelse med principperne i SBi-anvisning 223, Dokumentation af bærende konstruktioner. Afhængigt af den bærende konstruktion skal den statiske dokumentation indeholde følgende:

1) Konstruktionsdokumentation:

a) A1. Projektgrundlag.

b) A2. Statiske beregninger.

c) A3. Konstruktionstegninger og modeller.

d) A4. Konstruktionsændringer.

2) Projektdokumentation:

a) B1. Statisk projekteringsrapport.

b) B2. Statisk kontrolrapport.

c) B3. Statisk tilsynsrapport.
§ 27

For konstruktioner omfattet af § 24, stk. 1, og som henregnes til høj konsekvensklasse, hvor konsekvenserne af et svigt er særligt alvorlige (CC3+), jf. DS/EN 1990 Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner med DS/EN 1990 DK NA:2013, skal der ved ansøgning til byggetilladelse endvidere indsendes en starterklæring fra en tredjepartskontrollant, der har anerkendelse efter reglerne i kapitel 35, og som hverken direkte eller indirekte må være økonomisk forbunden med den eller de organisationer, som har medvirket ved projekteringen af bygningen.

Stk. 2. Ansøger udpeger tredjepartskontrollanten. Oplysning herom skal fremgå af ansøgningen om byggetilladelse.

Stk. 3. I starterklæringen angives

1) at den anerkendte statikers angivelse i starterklæringen jf. § 25 stk. 2, nr. b-e er retvisende

2) redegørelse for den i stk. 1 anførte anerkendte statikers planlagte virke som tredjepartskontrollant.

Stk. 4. Starterklæringen udformes og underskrives personligt af tredjepartskontrollanten jf. kapitel 35.
§ 28
Ved ansøgning om ibrugtagningstilladelse for byggeri omfattet af § 24, stk. 1, skal den statiske dokumentation bilægges en sluterklæring udarbejdet af den anerkendte statiker.

Stk. 2. Sluterklæringen skal omfatte den statiske dokumentation som helhed, og udformes og underskrives personligt af den anerkendte statiker jf. kapitel 35.
§ 29

Ved ansøgning om ibrugtagningstilladelse for byggeri omfattet af § 27, stk. 1, skal der foruden en sluterklæring fra en anerkendt statiker gennemføres en tredjepartskontrol af en anden anerkendt statiker, jf. § 27, stk. 1.

Stk. 2. Tredjepartskontrollanten udarbejder en sluterklæring, hvori det angives 

1) at den anerkendte statikers angivelse i sluterklæringen jf. § 28 er retvisende

2) redegørelse for den i stk. 1 anførte anerkendte statikers virke som tredjepartskontrollant.

Stk. 3. Sluterklæringen skal omfatte den statiske dokumentation som helhed, og udformes og underskrives personligt af tredjepartskontrollanten jf. kapitel 35.