Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om installationer i eksisterende bygninger

Fold alle ud

I det følgende gennemgås, hvornår bygningsreglementet stiller krav i forhold til bygninger med et balanceret, mekanisk ventilationsanlæg. Følgende situationer belyses i eksemplet:

–    Nyinstallation eller total udskiftning

–    Udskiftning af ældre varmegenvinder eller ventilator

–    Udskiftning af ældre ventilationskanaler, spjæld, varmeflade eller ventiler m.m.

–    Udbygning af et eksisterende ventilationsanlæg

–    Ændret anvendelse af bygning med et mekanisk ventilationsanlæg

–    Flytning af ventilationskanaler og ventiler ved ombygning

–    Hel eller delvis fjernelse af et ventilationssystem

–    Reparation og vedligeholdelses af varmegenvindingsaggregat (unit).

Kravene til ventilationssystemer er fastsat i bygningsreglementets kapitel 22 – Ventilation. Heri henvises til følgende standarder:

–    DS 447, Ventilation i bygninger – Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer.

–    DS 428 Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg.

–    DS 452 Termisk isolering af tekniske installationer. 


Nyinstallation eller total udskiftning

Ved nyinstallation i en eksisterende bygning eller en total udskiftning af et eksisterende mekanisk ventilationsanlæg stiller det gældende bygningsreglement krav. Kravene gælder på lige fod med et nybyggeri.

Kravene er blandt andre, at ventilationssystemet skal projekteres og udføres i overensstemmelse med DS 447, DS 428 og DS 452.

For bygninger, der anvendes til bolig, daginstitution eller undervisningsrum, skal de konkrete ventilationskrav i gældende bygningsreglement opfyldes med hensyn til luftmængder. For andre bygningsanvendelsestyper er det et krav i bygningsreglementet, at der foretages en projektering og udførelse af den nødvendige ventilationsluftmængde i forhold til den konkrete størrelse og anvendelse, så der sikres tilfredsstillende luftkvalitet og fugtforhold.

For den energimæssige ydeevne af et mekanisk ventilationsanlæg stilles der krav i bygningsreglementet om brug af varmegenvinding i visse bygningstyper og til anlæggets elforbrug til lufttransport (SEL-værdi).

I særlige tilfælde, hvor det for eksempel af bygningstekniske årsager ikke kan lade sig gøre at opfylde kravene i det gældende bygningsreglement fuldt ud, kan der søges om dispensation. Fx kan der af pladshensyn, være behov for at bruge mindre ventilationskanaler, og dermed øges tryktabet, som har betydning for SEL-værdien, hvorved kravet måske ikke kan opfyldes.

Bygningsreglementet stiller også krav om, at der skal gennemføres en funktionsafprøvning af ventilationsanlægget før ibrugtagning.

 

Udskiftning af varmegenvinder eller ventilator

Ved udskiftning af en varmegenvinder (varmeveksler) eller ventilator stiller bygningsreglementet krav om, at projektering og udførelse sker i henhold til DS 447, DS 428 og DS 452.

Ved udskiftning af varmegenvinder skal de gældende energimæssige ydeevnekrav i bygningsreglementet opfyldes med hensyn til temperaturvirkningsgrad.

Ved udskiftning af et varmegenvindingsaggregat eller én eller flere ventilatorer skal de gældende energimæssige ydeevnekrav i bygningsreglementet ikke opfyldes med hensyn til elforbrug til lufttransport (SEL-værdi), da en væsentlig del af tryktabet vil være i de eksisterende kanaler. Varmegenvindingsaggregat og ventilator skal dog være CE-mærket eller have anden national godkendelse.

Udskiftningen af en varmegenvinder eller ventilator må ikke medføre, at ventilationsanlægget ikke opfylder de krav, der var gældende på installationstidspunktet med hensyn til luftmængder, temperaturvirkningsgrad og SEL-værdi.

 

Udskiftning af ventilationskanaler, spjæld, varmeflade eller ventiler m.m.

Ved udskiftning af alle ventilationskanaler i et eksisterende anlæg uden samtidig udskiftning af ventilatorer og varmegenvindingsaggregat skal det nye kanalsystem og tilhørende komponenter opfylde kravene i DS 447, DS 428 og DS 452.

Hvis ventilatorerne udskiftes samtidig med kanalsystemet i et ventilationssystem uden varmegenvinding, skal bygningsreglementets krav opfyldes med hensyn til elforbrug til lufttransport (SEL-værdi). Hvis anlægget har et varmegenvindingsaggregat der bibeholdes, skal kravet til SEL-værdien ikke opfyldes på grund af den eksisterende varmegenvindingers tryktab.

Udskiftningen af ventilationskanaler, spjæld, varmeflade eller ventiler må ikke medføre, at ventilationsanlægget ikke opfylder det krav, der var gældende på installationstidspunktet med hensyn til luftmængder, temperaturvirkningsgrad og SEL-værdi.

Ved udskiftning af enkeltkomponenter i et ventilationssystem, fx varmeflade, ventilationskanaler, T-rørstykker, spjæld, ventiler eller lyddæmper m.m., stilles der kun krav til den komponent, der udskiftes, hvis den er omfattet af en harmoniseret standard.


Udbygning af et eksisterende ventilationsanlæg

Ved udbygning af et ventilationskanalsystem i et eksisterende anlæg skal udbygningen som helhed og alle nye enkeltkomponenter opfylde kravene i bygningsreglementet og DS 447, DS 428 og DS 452. Der stilles ingen nye krav i bygningsreglementet for ydeevnen af det eksisterende anlæg med hensyn til temperaturvirkningsgrad og elforbrug til lufttransport (SEL-værdi).

Udbygningen kan for eksempel være i forbindelse med opførelse af en ny tilbygning, som tilsluttes det eksisterende ventilationsanlæg.

Hvis udbygningen af ventilationsanlægget anvendes til bolig, daginstitution eller undervisningsrum, skal de konkrete ventilationskrav i gældende bygningsreglement opfyldes med hensyn til luftmængder. For andre bygningsanvendelser er det et krav i bygningsreglementet, at der foretages en projektering og udførelse af den nødvendige ventilationsmængde i forhold til den konkrete anvendelse, så der sikres tilfredsstillende luftkvalitet og fugtforhold.

Hvis varmeforbruget til varmeflader kommer til at overstige 10.000 kWh pr. år, skal varmeforbruget måles, og ligeledes skal elforbruget til elvarmeflader måles, hvis det samlede elforbrug overstiger 3.000 kWh pr. år.

 

Ændret anvendelse af bygning med et mekanisk ventilationsanlæg

Ved ændret anvendelse af en bygning med et eksisterende mekanisk ventilationsanlæg er det et krav, at ventilationsanlægget eventuelt renoveres, så det kommer i overensstemmelse med gældende krav i bygningsreglementet samt DS 447, DS 428 og DS 452 svarende til kravene for den nye anvendelse.

Hvis en enhed eller bygning ændrer anvendelse til bolig, daginstitution eller undervisningsrum, skal de konkrete ventilationskrav i gældende bygningsreglement opfyldes med hensyn til luftmængder.

For bygninger, der ændrer anvendelse til bolig, stilles der desuden specifikke krav til den energimæssige ydeevne med hensyn til temperaturvirkningsgrad for varmegenvindingen og elforbruget til lufttransport (SEL-værdi).

For andre bygningsanvendelser end bolig, daginstitution og undervisningsrum er det et krav i bygningsreglementet, at der foretages en projektering og udførelse af den nødvendige ventilationsmængde i forhold til den konkrete størrelse og anvendelse, så der sikres tilfredsstillende luftkvalitet og fugtforhold.

 

Flytning af ventilationskanaler og ventiler ved ombygning

Flytning af ventilationskanaler og ventiler betragtes i de fleste tilfælde, som en nyinstallation og de gældende krav i bygningsreglementet skal opfyldes. Kravene er blandt andre, at kanalsystemet og ventiler (luftindtag og -afkast) skal projekteres og udføres i overensstemmelse med DS 447, DS 428 og DS 452.

Flytning af ventilationskanaler og ventiler medfører ikke nye krav mht. den energimæssige ydeevne, men anlægget skal opfylde kravene fra, da byggetilladelsen blev givet. Hvis ventilationskanalerne er opsat senere end tidspunktet for byggetilladelsen til bygningen, er det kravene på installationstidspunktet, der skal opfyldes. Hvis flytningen af ventilationskanaler og ventiler medfører et højere tryktab i kanalsystemet, skal det sikres, at anlægget stadig opfylder de krav, der var gældende på installationstidspunktet, fx med hensyn til luftmængder og elforbrug til lufttransport (SEL-værdi).

I forbindelse med anden ombygning kan der være behov for mindre flytninger af kanalstrækninger. Hvis flytningen ikke øger tryktabet i systemet og dermed påvirker anlæggets indregulering, volumenstrømme samt elforbrug til lufttransport (SEL-værdi) stiller det gældende bygningsreglement ikke nye krav.

Ved flytning af indblæsnings- og afkastventiler eller -armaturer stiller det gældende bygningsreglement krav om, at det sikres, at der ikke opstår træk i opholdszonen. Ligeledes skal kravene i DS 447 for luftindtag og -afkast overholdes, fx med hensyn til at de ikke må være til gene for omgivelserne, og at de skal være modstandsdygtige over for indtrængende vand.


Hel eller delvis fjernelse af et ventilationssystem 

Ved hel eller delvis fjernelse af et ventilationssystem stiller bygningsreglementet krav om, at ventilationen genetableres svarende til en nyinstallation af et ventilationssystem. Det kan for eksempel være i forbindelse med en facaderenovering, hvor udeluftventilerne i ydervæggen ikke genetableres eller ved nedtagning af et ældre udtjent mekanisk udsugningsanlæg.

Ved nyinstallation eller en total udskiftning af et eksisterende mekanisk ventilationsanlæg stiller det gældende bygningsreglement krav. Se beskrivelsen af bygningsreglementets krav i afsnittet om Nyinstallation eller udskiftning.


Reparation og vedligeholdelse af varmegenvindingsaggregat (unit)

Ved reparation og vedligeholdelse af et samlet varmegenvindingsaggregat stiller det gældende bygningsreglement ikke nye krav.

Reparation af et varmegenvindingsaggregat må ikke medføre, at kravene, da byggetilladelsen blevet givet, ikke længere opfyldes, fx med hensyn til luftmængder. Hvis varmegenvindingsaggregatet er installeret senere i forhold til tidspunktet for byggetilladelsen, er det kravene, der var gældende på installationstidspunktet, der skal overholdes.

Desuden stiller det gældende bygningsreglement krav om, at eksisterende installationer vedligeholdes således, at de krav der var gældende, da byggetilladelsen blev givet eller på installationstidspunktet, altid opfyldes.