Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om indplacering i konstruktionsklasser

Fold alle ud

Hvor et bygværk kan opdeles i forskellige konstruktioner/konstruktionsafsnit, der kan indplaceres i forskellige konstruktionsklasser, bestemmes krav til certificeret statiker som udgangspunkt som den højeste konstruktionsklasse, som de enkelte konstruktioner/konstruktionsafsnit kan indplaceres i. Hvor det kan dokumenteres sikkerhedsmæssigt forsvarligt, kan et bygværk i følge BR18, § 485, stk. 2, opdeles i flere konstruktionsafsnit med forskellige konstruktionsklasse. Hvis konstruktionsafsnittene er i samme bygværk skal der fortsat kun anvendes én certificeret statiker.

Ifølge BR18, § 533 kan der kun være én certificeret statiker tilknyttet byggesagen med undtagelse af bygværker i konstruktionsklasse 4, hvor der er krav om tredjepartskontrol af en certificeret statiker. Den certificerede statiker skal være certificeret til at virke i den højeste konstruktionsklasse som en konstruktion/konstruktionsafsnit i bygværket indplaceres i.

Et eksempel på sikkerhedsmæssigt uafhængige konstruktionsafsnit kan være et bygværk, der overordnet kan opdeles i to grupper af konstruktionsafsnit, hvor de to grupper af konstruktionsafsnit indbyrdes er statisk uafhængige, og dermed hver især udgør en selvstændig stabil enhed. I dette tilfælde kan de overordnede konstruktionsafsnit indplaceres i hver sin konstruktionsklasse.

En nærmere beskrivelse med eksempler på bygværker med konstruktioner og konstruktionsafsnit i flere konstruktionsklasser fremgår af SBi-anvisning 271 Dokumentation og kontrol af bærende konstruktioner.