Swipe horisontalt for at se alle emner

Bygningsreglementets vejledning om glaspartier, glasflader og værn af glas i bygninger

Fold alle ud

Glasydervægge mod ubefærdede arealer, for eksempel havearealer, gårdhaver med videre, eller hvor facader er afskærmet, kan udføres med almindeligt glas.

Hvor glasydervægge vender mod overvejende gående trafik langs ydervæggen, eksempelvis fortove og stier, kan det indgå i vurdering af personsikkerheden, om glasset skal være afskærmet eller om det yderste lag glas skal være sikkerhedsglas. Det gælder eksempelvis hvor underkanten af glasset er nærmere terræn, end det der svarer til almindelig brystningshøjde, se figur 2.

Glasydervægge mod befærdede udendørsarealer med færdsel i retning mod ydervæggen, som ved offentlige pladser, gågader, parkeringspladser og lignende, hvor underkanten af glasset er nærmere terræn, end det der svarer til almindelig dørhøjde, kan glasset enten være afskærmet eller udført af sikkerhedsglas i det yderste lag glas, se figur 3.

Glasydervægge, der er skråt udadhældende, samt vinduer og glaspartier i lignende konstruktioner, kan udføres med lamineret sikkerhedsglas i nederste lag glas. Behovet for yderligere foranstaltninger bør vurderes i hvert enkelt tilfælde for at opnå tilstrækkelig personsikkerhed.

Hvor glas og glaspartier i ydervægge adskiller et niveauspring mellem gulv og terræn, kan glasset enten være afskærmet eller udført af lamineret sikkerhedsglas i det inderste lag glas. Tilsvarende gælder for boliger, hvor glas i ydervægge adskiller et niveauspring mellem gulv og terræn.

Hvor mange mennesker forsamles, eksempelvis i foyerer, festlokaler, svømmehaller, gymnastiksale, sportshaller og lignende, og hvor der er risiko for at personer kan blive presset mod eller kollidere med glasydervægge, kan glasflader med underkant nærmere gulv end hvad der svarer til almindelig dørhøjde, enten være afskærmet eller udført af sikkerhedsglas i det inderste lag glas.

Glasdøre i ydervægge samt glaspartier, der kan forveksles med åbninger, kan markeres for at mindske risikoen for personkollision. Se afsnit 2.3.0. Markering af glaspartier.

Figur 2

Vinduer og glasydervægge mod overvejende gående trafik langs ydervæggen, f.eks. fortove og stier. I rum med mange mennesker, kan der anvendes sikkerhedsglas i inderste lag glas

Figur 3

Vinduer og glasydervægge mod befærdede udendørsarealer med færdsel i retning mod ydervæggen. I rum med mange mennesker, kan der anvendes sikkerhedsglas i inderste lag glas.