Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om indplacering i konstruktionsklasser

Fold alle ud

Ifølge BR18 § 485, stk. 1, skal et bygværk indplaceres i en konstruktionsklasse. Den fastlagte konstruktionsklasse ligger til grund for bestemmelse af:

•  Krav om brug af certificeret statiker, herunder den klasse som statikeren skal være certificeret til.

•  Krav til dokumentation af bærende konstruktioners sikkerhed, jf. BR18 kapitel 28. 

•  Krav til kontrol af dokumentation af bærende konstruktioner, jf. BR18 kapitel 30.

•  Krav til den certificerede statikers virke, jf. BR18 kapitel 32 og 33.

Konstruktionsklassen kan betragtes som et udtryk for det dokumentations- og kontrolniveau, der kræves opfyldt for den statiske dokumentation af en given konstruktion.

Oplysning om og dokumentation for indplacering i konstruktionsklasse skal fremgå ved ansøgning om byggetilladelse, jf. BR18 § 10, stk. 1, nr. 5. Læs mere om ansøgning om byggetilladelse her.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om indplacering i konstruktionsklasse på baggrund af den fremsendte dokumentation.

De bærende konstruktioner i et bygværk skal ifølge § 489 indplaceres i konstruktionsklasse 1-4. Konstruktionsklassen fastlægges ifølge § 485, stk. 1, på grundlag af:

•  Den konsekvensklasse bygværket indplaceres i og dermed konsekvenser af svigt af konstruktionen.

•  Den kompleksitet bygværkets konstruktioner har, jf. BR18 § 487.

•  De erfaringer der er med konstruktionstypen, jf. BR18 § 488.

Det er den enkelte konstruktion/konstruktionsafsnit i bygværket, der indplaceres i en konstruktionsklasse.