Bygningsklasse 2020 er en lavenergiklasse.
For at bygningen kan blive klassificeret som bygningsklasse 2020, skal alle kravene i kapitel 25 overholdes, samtidig med at de øvrige krav i bygningsreglementet også overholdes.
Energiberegningen af bygningers overholdelse af 2020-klassen foretages med SBi-anvisning 213 Bygningers energibehov. I energiberegningen benyttes andre energifaktorer end i overholdelse af bygningsreglementets minimumskrav i kapitel 11 Energiforbrug.
Der er strammere krav til en række forskellige bygningsdele og komponenter i bygningsklasse 2020. Kravene fremgår af bestemmelserne, mens vejledningen til forståelse af kravene fremgår af de forskellige emner, primært kapitel 11 Energiforbrug og kapitel 22 Ventilation.
​Anvisningen beskriver, hvordan man bruger beregningsprogrammet Be15 til beregning af bygningers energibehov. Programmet skal bruges, når man skal eftervise, at en bygning opfylder energibestemmelserne i bygningsreglementet. Anvisning og beregningsprogram henvender sig til rådgivende ingeniører, arkitekter, entreprenører, andre projekterende og udførende inden for byggeri samt til offentlige myndigheder.
Anvisning og beregningsprogram er betalingsbelagt.