Swipe horisontalt for at se alle emner

Vejledning om skorstene og kravet om byggetilladelse

Fold alle ud
Ansøgning om byggetilladelse skal ske efter BR18 § 10. Det følger heraf, hvilken dokumentation der skal indsendes ved ansøgning om byggetilladelse. Der skal bl.a. indsendes oplysninger til identifikation af det arbejde, der udføres, erklæring om, hvilke tekniske forhold i bygningsreglementet byggearbejdet er omfattet af, og oplysning om og dokumentation for indplacering i konstruktions- og brandklasser.

Indplacering i brand- og konstruktionsklasser skal ske efter henholdsvis §§ 485-489 for konstruktionsklasser og §§ 490-493 for brandklasser.

Kommunalbestyrelsen er bygningsmyndighed og behandler den dokumentation, der indsendes efter § 10. Derudover kan ansøger indtil 31. december 2019 vælge, om der tilknyttes en certificeret statiker og brandrådgiver til at udarbejde dokumentation for henholdsvis konstruktions- og brandforhold, eller om der ønskes teknisk byggesagsbehandling af konstruktions- og brandforhold af kommunalbestyrelsen.

Hvis der vælges en certificeret statiker og brandrådgiver, skal der indsendes dokumentation til kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med henholdsvis §§ 16-19 og §§ 20-23.

Hvis der vælges teknisk byggesagsbehandling af konstruktions- og brandforhold, skal der indsendes dokumentation til kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med henholdsvis §§ 24-27 og §§ 28 og 29.

Kommunalbestyrelsen foretager efter BR18 ikke teknisk byggesagsbehandling af anden teknisk dokumentation, herunder dokumentation for overholdelse af krav til skorstene, aftrækssystemer og fyringsanlæg.