Forside
Ændringer i BR15
FAQ
Vejledninger
Kampagnematerialer
BR15 in English
Til forrige side

01.07.2017 -

 

Bestemmelse

Vejledning

Stk. 1

Ved ombygning og andre forandringer i bygninger skal rentable energibesparelser i kapitel 7.4.2, stk. 1 og kapitel 8 gennemføres. Bestemmelserne vedrører isolering af ydervægge, gulve, tagkonstruktioner og vinduer mv. samt ændringer af installationer. Kravet gælder kun for den bygningsdel eller installation, der er omfattet af ændringen.

(7.4.1, stk. 1)

Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31 af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning) opfyldes af bestemmelserne i dette kapitel. Malerbehandling, pudsning af facader, lapning af huller i tagdækningen og hulmursisolering er ændringer, som ikke udløser krav om gennemførelse af rentable energibesparelser.

Der henvises til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om ofte rentable konstruktioner.

Stk. 2

Ved udskiftning af bygningsdele eller installationer skal bestemmelserne i kap 7.4.2, stk. 1 og stk. 3, og kap. 8 opfyldes uanset rentabilitet.

(7.4.1, stk. 2)

Ved udskiftning forstås f.eks. et helt nyt facadeparti, en ny tagkonstruktion inklusiv tagdækning, spær, isolering og loft, udskiftning af et vindue, en cirkulationspumpe eller et kedelanlæg.

Kravet er fastlagt under hensyntagen til, at det normalt vil være rentabelt at overholde kravene i kap. 7.4.2, stk. 1 og stk. 3-6 og kap. 8. Der kan være forhold, der gør, at udskiftningen ikke kan gennemføres uden uforholdsmæssige meromkostninger. I disse tilfælde er der ikke krav om fuld isolering, men hvis der kan isoleres til et lavere niveau, skal dette gennemføres.

Stk. 3

Kirker og bygninger, som er en del af et fredet fortidsminde, er undtaget fra bestemmelserne i kap. 7.4.2.

Fredede bygninger er undtaget fra bestemmelserne i kap. 7.4.2., såfremt overholdelse af energikravene i kap. 7.4.2. vil være i strid med den fredede bygnings arkitektoniske, kulturhistoriske eller miljømæssige værdier.

Bevaringsværdige bygninger, der er omfattet af en bevarende byplanvedtægt, bevarende lokalplan, tinglyst bevaringsdeklaration eller bygninger udpeget i kommuneplanen som bevaringsværdige og bygninger, der af kulturministeren er besluttet udpeget som bevaringsværdige i henhold til bygningsfredningslovens § 19, stk. 1, er ligeledes undtaget fra bestemmelserne i kap. 7.4.2, hvis det vil være i strid med den pågældende planlægning eller udpegning at efterleve kravene.

(7.4.1, stk. 3)

Som udgangspunkt kræver alle bygningsarbejder vedrørende en fredet bygning tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen, hvis arbejderne går ud over almindelig vedligeholdelse. Vurderingen af, om energimæssige tiltag efter kap. 7.4.2. er i strid med den fredede bygnings arkitektoniske eller kulturhistoriske værdier, foretages af Slots- og Kulturstyrelsen.

Planloven muliggør alene planlægning for bevaring af en bebyggelses ydre fremtræden. Undtagelsen for bevaringsværdige bygninger gælder for byggearbejder, der vil have en visuel indflydelse på de dele af en bygnings ydre, der er omfattet af den beskyttende planlægning eller udpegning.

Energimæssige tiltag bør udføres uden, at det forringer den pågældende bevaringsværdige bygning.

Det fremgår af kap. 7.4.2, stk. 2, at byggetekniske forhold kan indebære, at energibesparelser ikke kan opfyldes på rentabel eller fugtteknisk forsvarlig måde. Hvis energimæssige forbedringer således alene kan ske ved indvendig efterisolering, men dette ikke kan udføres teknisk forsvarligt, eller efterisoleringen vil medføre et indeklima, der ikke lever op til de gældende regler, vil der i den konkrete situation ikke være krav om, at der foretages energimæssige forbedringer.

Der kan med hjemmel i byggelovens § 22 dispenseres fra bestemmelserne i kap. 7.4.2, hvis det skønnes foreneligt med hensynene bag bestemmelserne. Dispensation kan eksempelvis meddeles, hvis en tilsvarende energibesparelse kan opnås på anden måde. Energiguide for fredede og bevaringsværdige bygninger, Bygningskultur Danmark 2010, indeholder eksempler på energibesparende løsninger som ikke går på kompromis med husets historiske og kulturelle kvaliteter.

Stk. 4

I særlige tilfælde med komplicerede bygningskonstruktioner kan de tiltag, der er beskrevet i Trafik- og Byggestyrelsens vejledning om ofte rentable konstruktioner ikke gennemføres på rentabel vis. Her skal der så foretages en eftervisning af den manglende rentabilitet.

(7.4.1, stk. 4)

Bygningsmæssige foranstaltninger, hvor årlig besparelse gange levetid divideret med investering er større end 1,33, kan anses for rentable. Dette kan også udtrykkes således, at foranstaltningen skal være tilbagebetalt inden for 75 pct. af den forventede levetid. Har et arbejde f.eks. en levetid på 40 år, skal investeringen være tjent hjem på 30 år. De beregningsmæssige levetider fremgår af bilag 6.

Stk. 5

Afhængig af den konstruktive udformning og bygningens isoleringstilstand kan der være løsninger, der ikke kan gennemføres fugtteknisk forsvarligt. Disse arbejder skal ikke gennemføres.

(7.4.1, stk. 5)

Med hensyn til fugtteknisk udførelse af isoleringsarbejder henvises til SBi-anvisning 224 Fugt i bygninger, SBi-anvisning 239 Efterisolering af småhuse - energibesparelser og planlægning, SBi-anvisning 240 Efterisolering af småhuse - byggetekniske løsninger og til en række byggetekniske erfaringer med forskellige løsninger fra BYG-ERFA.

Stk. 6

Bygningsmæssige ændringer, der indebærer et forøget energiforbrug, kan gennemføres, hvis der gennemføres tilsvarende kompenserende energibesparelser.

(7.4.1, stk. 6)

Bestemmelsen finder f.eks. anvendelse, hvis der ønskes etableret nye vinduespartier i facaden eller i taget. Den manglende energimæssige ydeevne dækkes f.eks. ved merisolering, solvarmeanlæg, varmepumpeanlæg eller solceller.

Stk. 7

Ombygning, der er et led i en væsentlig anvendelsesændring, er omfattet af kap. 7.3 og skal opfylde disse krav, selvom ændringerne eventuelt ikke er rentable.

Isætning af nyt vindue - BR 10 kap. 7.4.1, stk. 5.

Spørgsmål:

Ved mit hus er der en fin udsigt mod vest. men der er ingen vinduer, må jeg isætte vinduer her?

Svar:

Ja forudsat der sker en energibesparelse i huset, der kompenserer for det forøgede energiforbrug. Det kan ske ved isoleringsarbejder eller ved energibesparende eller energiproducerende installationer som f.eks. varmepumper, solvarme til varmt brugsvand eller solceller.

Udskiftning af cirkulationspumper - kap. 7.4.1, stk. 3 samt kap. 8.2, stk. 8

Spørgsmål:

Gælder bestemmelserne i kapitel 8 om A-mærkede cirkulationspumper også ved udskiftning?

Svar:

Ja. Det følger af kapitel 7.4.1, stk. 3, at bestemmelserne i kapitel 8 gælder ved udskiftning. Det gælder således også cirkulationspumper.

Tidligere vejledningstekst 7.4.1, stk. 3 (30.06.2010-30.11.2010)

Gennemførelse af de energibesparende foranstaltninger er begrænset til de foranstaltninger, som har den fornødne rentabilitet forudsat de kan gennemføres fugtteknisk forsvarligt.

For en række komponenter gælder mindstekrav, som ved udskiftning skal opfyldes uanset rentabilitet.

Er der foretaget energimærkning af ejendommen, vil rentable arbejder sædvanligvis fremgå af energimærkningen.