Forside
Ændringer i BR15
FAQ
Vejledninger
Kampagnematerialer
BR15 in English
Til forrige side

01.01.2017 - 30.06.2017

 

Bestemmelse

Vejledning

Stk. 1

En byggetilladelse skal være skriftlig. Der kan i byggetilladelsen stilles krav om, at kommunalbestyrelsen skal have besked, når forskellige stadier af byggearbejdet udføres.

(1.4, stk. 1)

Byggetilladelsen bortfalder, hvis byggearbejdet ikke er påbegyndt inden 1 år fra tilladelsens dato, jf. byggelovens § 16, stk. 10. Kommunalbestyrelsen kan forlange besked om byggearbejders forskellige stadier for at sikre kommunalbestyrelsen mulighed for at føre tilsyn i det omfang, den måtte ønske det.

For bebyggelse omfattet af kap. 1.3.1 gælder, at kommunalbestyrelsen alene skal meddele byggetilladelse vedrørende bestemmelserne i kap. 2. For bebyggelse omfattet af kap. 1.3.2 gælder, at kommunalbestyrelsen alene skal meddele byggetilladelse vedrørende bestemmelserne i kap. 2 og kap. 5.

Stk. 2

I byggetilladelsen kan stilles krav om:

1. at der foretages målinger i den færdige bygning til dokumentation af, at de lydmæssige krav i kap. 6, Indeklima, er opfyldt.

2. at der foretages målinger i den færdige bygning til dokumentation af, at kravet til klimaskærmens tæthed i kap. 7, Energiforbrug, er opfyldt. Kommunalbestyrelsen skal i mindst 10 pct. af byggesagerne stille krav om måling af klimaskærmens tæthed. For alle bygninger, der opføres som bygningsklasse 2020, stilles der krav om dokumentation af, at klimaskærmens tæthed er eftervist ved prøvning. Trykprøvning skal foretages af en uvildig, kvalificeret bygningstester.

3. at der dokumenteres korrekt beregningsmæssig ef- tervisning af energirammens overholdelse. For bygninger der opføres som bygningsklasse 2020 skal kommunalbestyrelsen, uanset bestemmelserne i kap. 1.3.1 og 1.3.2, i mindst 10 pct. af byggesagerne stille krav om dokumentation for korrekt beregningsmæssig eftervisning af energirammens overholdelse. Dokumentationen skal foretages af en uvildig energisagkyndig. Dokumentationen skal foreligge, før der gives byggetilladelse.

4. at der stilles sikkerhed for, at byggemodningsarbejder, omfattet af byggelovens § 4 udføres, inden bebyggelsen tages i brug.

5. at der foretages en måling eller leveres anden form for dokumentation fra en fugtsagkyndig, der efterviser opfyldelse af kravet i kap. 4.1, stk. 6, om kritisk fugtindhold i konstruktioner og materialer.

6. at dokumentation og erklæringer for de bærende konstruktioner, jf. kap. 1.3.3, stk. 3, nr. 4, og stk. 4-6, senest ved ibrugtagning svarer til det færdige byggeri.

7. at der foretages en systemintegrationstest for de brandtekniske anlæg inden bebyggelsen tages i brug.

(1.4, stk. 2)

Lydmålinger kan udføres i overensstemmelse med retningslinjerne i SBi-anvisning 217, Udførelse af bygningsakustiske målinger og SBi- anvisning 218, Lydforhold i undervisnings- og daginstitutionsbygninger.

(1.4, stk. 2, nr. 2)

Kravet om måling af volumenstrømmen gennem utætheder gælder kun for bygninger, der er omfattet af kap. 7.2, og som opvarmes til 15° C eller derover. Bestemmelserne om tæthed fremgår af kap. 7.2.1, stk. 4-6.

(1.4, stk.2, nr. 3)

Den energisagkyndige kan udpeges af bygningsejeren.

(1.4, stk. 2, nr. 7)

En systemintegrationstest skal sikre at de brandtekniske installationer har den funktionssammenhæng, der er forudsat i brandstrategien.

Stk. 3

Med undtagelse af stk. 2, nr. 2 og 3, gælder bestemmelserne i stk. 2 ikke for bebyggelse omfattet af kap. 1.3.1 og 1.3.2.

(1.4, stk. 3)

Kommunalbestyrelsen kan også i byggeri omfattet af kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2 stille krav om måling af, at kravet om lufttæthed er opfyldt. Målingsrapporten indsendes til kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen kan også i byggeri omfattet af kap. 1.3.2, stk.1, nr. 1 (eksempelvis rækkehuse) stille krav om, at der foretages målinger i den færdige bygning til dokumentation af, at de lydmæssige krav er opfyldt.

Stk. 4

Med undtagelse af stk. 2, nr. 1, 2 og 3, gælder bestemmelserne i stk. 2 ikke for bebyggelse omfattet af kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 1.

Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet.

Fugt i bygninger kan føre til usundt indeklima. Det har været kendt længe, og i erkendelse af at der er behov for øget opmærksomhed på området, er bygningsreglementet blevet skærpet omkring fugt og skimmel i byggeprocessen. Med denne vejledning ønsker Erhvervs- og Byggestyrelsen at bidrage til færre tilfælde, hvor fugt under byggefasen betyder øgede omkostninger.

Denne vejledning er opdelt efter byggeriets forskellige aktiviteter, med henblik på at brugeren kan gå direkte til den aktivitet, der er interessant i den givne situation. Vejledningen er således mere tænkt som et opslagsværk end et dokument, der skal læses fortløbende.

Læs Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet(pdf)

Krav til fugtteknisk dokumentation samt fugtsagkyndiges kompetencer og virke

Formålet med vejledningen er, at beskrive hvilke krav der er i BR 10 om inddragelsen af fugtsagkyndig og hvilke krav der er til fugtdokumentation. Desuden indeholder vejledningen information til bygherren om, hvordan denne kan sikre sig relevant fugtteknisk rådgivning fra projektering til færdigt byggeri.
Vejledningen Krav til fugtteknisk dokumentation samt fugtsagkyndiges kompetencer og virke (PDF)

 

Tidligere vejledningstekst 1.4, stk. 2, nr. 2(30.06.2010-30.11.2010)


Kravet om måling af lufttæthed i 5 pct af byggesagerne gælder kun for de bygninger, der er omfattet af en energiramme og som følge heraf opvarmes til
over 15 grader. Disse bygninger fremgår af kap. 7.2.1, stk. 4-6.