Forside
Ændringer i BR15
FAQ
Vejledninger
Kampagnematerialer
BR15 in English
Til forrige side

1.3.2 Særlige bestemmelser vedr. sammenbyggede enfamilieshuse, avls- og driftsbygninger (...)

01.01.2016 - 30.06.2016

 

Bestemmelse

Vejledning

Stk. 1

For følgende bebyggelser gælder, at der kun skal indsendes ansøgning til kommunalbestyrelsen vedrørende bestemmelserne omfattet af kap. 2 og kap. 5:


1) Sammenbyggede enfamiliehuse med mere end 2 boliger med lodret lejlighedsskel. Bestemmelsen finder også anvendelse, selv om en del af boligen anvendes til sådanne former for erhverv, som sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig.


2) Avls- og driftsbygninger i 1. etage, som kan henføres til konsekvensklasse CC1 eller CC2 i DS/EN 1990 DK NA. Bestemmelsen omfatter dog ikke avls- og driftsbygninger, hvor der ved svigt vil være stor fare for tab af dyreliv, svarende til bygninger, der ville blive placeret i konsekvensklasse CC3, hvis de var beregnet til ophold for mennesker.


3) Industri- og lagerbygninger i 1. etage, som kan henføres til konsekvensklasse CC1 eller CC2 i DS/EN 1990 DK NA.

(1.3.2, stk. 1)

Disse bebyggelser betegnes som byggerier af begrænset kompleksitet og kan derfor undtages behandling af de tekniske bestemmelser i kommunen, bortset fra bestemmelserne i kap. 5, jf. byggelovens § 16, stk. 7-9.

Bebyggelse med en begrænset kompleksitet skal fortsat overholde gældende lovgivning. Sker der ændringer i projektet, som kan medføre eller medfører, at bebyggelsen ikke længere er omfattet af stk. 1, skal ansøgeren meddele kommunalbestyrelsen dette. Kommunalbestyrelsen vurderer herefter, hvorvidt bygningen fortsat er omfattet af stk. 1. Såfremt kommunalbestyrelsen vurderer, at bygningen ikke længere er omfattet af stk. 1, skal bebyggelsen behandles efter kap. 1.3.3.

(1.3.2, stk. 1, nr. 1)

For disse bygninger gælder, at ombygninger kan udføres uden byggetilladelse eller anmeldelse, såfremt der ikke sker en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring, jf. kap. 1.6. Erhverv, der sædvanligvis udøves i forbindelse med en bolig, er f.eks. frisør, ejendoms-, advokat-, revisor- og arkitektvirksomhed og lignende liberale erhverv samt dagpleje og lignende.

(1.3.2, stk. 1, nr. 2)

Bestemmelsen omfatter ikke jordbrugserhvervets avls- og driftsbygninger, hvis de opføres enten i 2 eller flere etager, eller placeres i konsekvensklasse CC3 i DS/EN 1990 DK NA.

Herudover er avls- og driftsbygninger, hvor der ved svigt er stor fare for tab af dyreliv ikke omfattet af bestemmelsen, dvs. avls- og driftsbygninger, der ville blive placeret i konsekvensklasse CC3, hvis de var til ophold for mennesker. Det vil typisk være staldbygninger over 2.000 m2, hvor samtlige dyr i bygningen vanskeligt vil kunne evakueres ved svigt. Bygninger omfattet af konsekvensklasse CC3 skal således altid teknisk byggesagsbehandles.

(1.3.2, stk. 1, nr. 3)

Der henvises til byggelovens § 16, stk. 7, nr. 4. Bestemmelsen omfatter ikke industri- og lagerbygninger, som opføres enten i 2 eller flere etager, eller placeres i konsekvensklasse CC3 i DS/EN 1990 DK NA med centralvarmekedler mv. med en nominel ydelse over 400 kW. I forbindelse med kommunalbestyrelsens vurdering af, om en bygning er omfattet af kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 3, skal bygningen vurderes samlet. Det indebærer, at en bygning, hvis primære formål er industri- eller lagerbygning vil være omfattet af bestemmelsen, uanset at der i bygningen er indrettet kontorlokaler. Kommunalbestyrelsen skal behandle bygningen som en samlet enhed.

Stk. 2

Ansøgningen skal indeholde en tydelig beskrivelse af det arbejde, der skal udføres og skal være bilagt relevant tegningsmateriale med angivelse af målestoksforholdet. Ansøgningen skal indeholde enhver oplysning af betydning for kommunens behandling af bestemmelserne i kap. 2 og kap. 5.

(1.3.2, stk. 2)

Afhængig af byggearbejdets art kan f.eks. følgende oplysninger og tegninger være af betydning:



Tegningsmateriale, der viser bebyggelsens samlede omfang, herunder muliggør en vurdering af bebyggelsens samlede indvirkning på omgivelserne, oplysninger om grundens størrelse, bebyggelsens etageareal, bebyggelsens højde- og afstandsforhold, beliggenheden af tilstødende eller omliggende grundes bebyggelse, grundens nuværende og fremtidige højdekoter og højdekoter på tilstødende eller omliggende grunde, beregning af bebyggelsesprocenten.



Oplysning om materialer og konstruktioner, som har betydning for overholdelse af bestemmelserne i kap. 5.



Såfremt opfyldelsen af bestemmelser i kap. 3-4 og kap. 6-8 har betydning for forhold, som er reguleret i kap. 2, skal ansøgeren indsende oplysninger herom til kommunalbestyrelsen sammen med ansøgning om byggetilladelse.



Kommunalbestyrelsen kan forlange enhver oplysning og tegningsmateriale, som er nødvendig for at kunne give byggetilladelse efter kap. 2 og kap. 5.



Oplysninger og tegningsmateriale skal som udgangspunkt indsendes elektronisk via kommunens digitale løsning. Hvis oplysningerne og tegningsmaterialet ikke kan sendes digitalt, uden at det ændrer karakter eller gøres ubrugbart i forhold til byggeprojektet, kan det indsendes på papir.

Stk. 3

Ansøgningen skal indeholde:



1) Nødvendige oplysninger til identifikation af ejendommen, bygningen eller enheden.



2) Oplysning om den påtænkte benyttelse af bebyggelsen og ved ombygning og ændret benyttelse, oplysning om den hidtidige benyttelse.



3) Oplysninger til registrering af sager i Bygnings- og Boligregistret (BBR)



4) Oplysning om hvorvidt projektet er i strid med bestemmelser i byggeloven, bygningsreglementet, servitutter og andre byggeforskrifter sammen med en begrundet ansøgning om de nødvendige dispensationer eller tilladelser.

(1.3.2, stk. 3, nr. 1)

Oplysningerne vil typisk være matrikelbetegnelse, adgangsadresse, ejendomsnummer, etageangivelse, side/dørnummer.

(1.3.2, stk. 3, nr. 3)

Der henvises til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

(1.3.2, stk. 3, nr. 4)

Såfremt der søges om dispensation fra bestemmelser i kap. 3-4 og kap. 6-8 skal ansøgningen vedlægges de relevante oplysninger, som er nødvendige for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgningen.

Stk. 4

Hvis det skønnes nødvendigt i det enkelte tilfælde, kan kommunalbestyrelsen forlange:

1) Brandteknisk dokumentation for bygningens udformning og grundlaget for de valgte brandsikkerhedstiltag.

2) Dokumentation for, hvordan kontrol og vedligeholdelse af de brandtekniske installationer og bygningsdele vil blive gennemført.
3) Kommunalbestyrelsen kan indhente en sagkyndig erklæring vedrørende den brandtekniske dokumentation, jf. nr. 1 og 2. Udgifterne hertil afholdes af ansøgeren.

4) Attestering af en landinspektør, i Københavns og Frederiksberg Kommune af Geodatastyrelsen, af oplysninger om grundens størrelse eller afsætningen af byggeriet.

Solceller og solfangere


Solceller og solfangere kan opsættes både på bebyggelse eller på jorden ved siden af. Energistyrelsen har udarbejdet en juridisk vejledning til kommunerne, der omhandler begge forhold.

Juridsk vejledning om solceller og solfangere (PDF)

 

kap. 1.3.2, stk. 1 Sagsbehandling af industribygninger og Konsekvensklasser

Spørgsmål:

Hvad forstås ved en industribygning?

Svar:

Ved industri- og lagerbygninger, der skal henføres under konsekvensklasse CC1 eller CC2, er det bygningens hovedanvendelse, der er afgørende for, hvorvidt der er tale om en industri- og lagerbygning, der falder ind under bestemmelsen i kap. 1.3.2, stk. 1. Ved bygninger, der anvendes til både produktion og kontor, skal der således foretages en vurdering af, hvilken funktion, der udgør bygningens primære anvendelsesområde. Kun hvis industridelen/produktionsdelen af bygningen udgør den primære funktion i bygningen, vil der være tale om en industribygning.

Dette betyder, at så snart der sker produktion i en bygning, og produktionen er bygningens primære anvendelse, vil bygningen have karakter af en industribygning. Dette gælder uanset bygningens størrelse og uanset, hvor mange arbejdspladser, der er i bygningen.

Såfremt bygningen ikke er en industri- eller lagerbygning skal bygningen byggesagsbehandles efter reglerne i kap. 1.3.3.