Forside
Bygningsreglementet
Ændringer i BR15
FAQ
Vejledninger
Kampagnematerialer
BR15 in English
Til forrige side

1.6 Byggearbejder, der kan opføres uden tilladelse og anmeldelse

01.01.2013 - 31.12.2013

 

Bestemmelse

Vejledning

Stk. 1

Følgende byggearbejder kan ske uden byggetilladelse og anmeldelse:

1) Ombygninger og andre forandringer i bebyggelser som nævnt i kap.1.3.1, stk. 1, kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 1 og kap. 1.5, stk. 5. Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring.

2) Garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger med et samlet areal på højst 35 m², som opføres i forbindelse med byggeri omfattet af kap. 1.3.1, stk. 1, nr. 3-5.

3) Garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger, som opføres i forbindelse med byggeri omfattet af kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 1, med et samlet areal på højst 20 m² pr. bolig.

4) Byggearbejder ved småbygninger på højst 10 m², omfattet af kap. 2.2.7.

5) Byggearbejder ved åbne svømmebassiner, havepejse og terrasser i tilknytning til enfamiliehuse og sommerhuse.

6) Byggearbejder ved campinghytter og kolonihavehuse.

7) Tørringsanlæg for korn, frø og andre afgrøder.

8) Anlæg med en lagerkapacitet af F-gas i tanke på indtil 1.200 gasoplagsenheder (GOE).

9) Satellitantenner med en diameter på højst 1,0 m og CE-mærkede tagantenner.

10) Konstruktioner og anlæg, som indeholder brugerbetjente funktioner, såsom IT-standere, betalings- og selvbetjeningsautomater og lignende publikumsrettede servicefunktioner.

11) Ombygninger og andre forandringer i bestående bebyggelse, som har betydning for energiforbruget i bygningen, og som er omfattet af byggelovens §
2, stk. 1, litra e.

12) Ombygninger og andre forandringer i boligenheder i etageejendomme, der alene vedrører ændringer inden for den enkelte enhed, og som ikke medfører ændringer i bærende konstruktioner. Den enkelte ombygning eller forandring må ikke medføre en udvidelse af etagearealet.

13) Enkeltstående ombygninger og andre forandringer i erhvervsbebyggelser, der alene vedrører en enkelt erhvervsenhed på højst 150 m2, og som ikke medfører ændringer i bærende konstruktioner samt flugtvejsforholdene. Den enkelte ombygning eller forandring må ikke medføre en udvidelse af etagearealet.

14) Enkeltstående ombygninger og andre forandringer i traditionelt kontorbyggeri, som alene vedrører ændringer inden for en eller flere kontorenheder, som hver især udgør selvstændige brandmæssige enheder. Den enkelte ombygning eller forandring må ikke påvirke flugtveje, som anvendes af flere brandmæssige enheder, og må ikke medføre ændringer i bærende konstruktioner. Den enkelte ombygning eller forandring må ikke medføre en udvidelse af etagearealet.

(1.6, stk. 1)

Byggearbejder omfattet af nr. 2 og 3 skal overholde byggeretten i kap. 2.7. Kan dette ikke ske, skal der ansøges om tilladelse efter helhedsvurdering hos kommunen, og byggearbejdet må ikke påbegyndes, før der er meddelt tilladelse.

Kan byggearbejdet ikke overholde de relevante bestemmelser i kap. 3-8, skal der søges om dispensation hos kommunalbestyrelsen, og byggearbejdet må ikke påbegyndes, før dispensation er givet

(1.6, stk. 1, nr.1)

De bebyggelser, der er nævnt i kap.1.3.1, stk. 1, nr. 3-5, og kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 1, er de bebyggelser, der var omfattet af det tidligere bygningsreglement for småhuse (fritliggende og sammenbyggede enfamilieshuse og sommerhuse m.v.). Opsætning af altaner er omfattet af kap. 1.3.1.

Udvendig efterisolering på maksimalt 25 cm betragtes ikke som en udvidelse af etagearealet i henhold til byggeloven. Udvidelsen skal meddeles til Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Ændringer i antal værelser, køkkenforhold m.v. skal indberettes til Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Hvis der i forbindelse med ombygningsarbejder og lignende sker en udvidelse af arealet, dvs. en forøgelse af bebyggelsesprocenten, skal der søges byggetilladelse hertil efter kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2. Som eksempel herpå kan nævnes enhver tilbygning, eller hel eller delvis inddragelse af en uudnyttet tagetage i boligarealet, der ikke tidligere er medregnet i etagearealet.

Inddragelse af udhuse, garager og lignende bygninger til beboelse er en væsentlig anvendelsesændring, som kræver byggetilladelse.

 

 

(1.6, stk. 1, nr. 2 og 3)

Bestemmelserne omfatter ikke integrerede garager.

Bestemmelsen gælder for det samlede areal af sådanne bygninger inkl. eksisterende bygninger på grunden, der ikke overstiger 35 m2 eller 20 m2.

Bestemmelser i byplanvedtægter og lokalplaner om bebyggelsens placering og udformning gælder fortsat, selvom byggearbejdet kan udføres uden tilladelse og anmeldelse. Der gøres opmærksom på, at arbejder på fredede bygninger, der går ud over almindelig vedligeholdelse både udvendigt og indvendigt, kræver tilladelse efter bygningsfredningsloven. For bevaringsværdige bygninger, der er omfattet af en bevarende byplanvedtægt, bevarende lokalplan eller tinglyst bevaringsdeklaration, gælder fortsat de bestemmelser for ombygninger, forandringer m.v., der fremgår heraf.

Der henvises til bekendtgørelse om ejeres pligt til at give oplysninger til Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med opførelse af sådanne bygninger skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

(1.6, stk. 1, nr. 4 og nr. 6-7)

Opførelse af sådanne byggearbejder skal meddeles til Bygnings- og Boligregistret (BBR).

 

(1.6, stk. 1, nr. 8)

F-gasanlæg og F- gasstationer, hvis samlede oplag overstiger 100 m3 flydende gas, kræver godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven.

 

For installation af F-gastanke henvises endvidere til justitsministeriets bekendtgørelse om flaskegas.

 

Der henvises endvidere til arbejdstilsynets bekendtgørelse om anvendelse af trykbærende udstyr.

 

Opstilling af F-gastanke er tillige omfattet af beredskabsloven.

 



(1.6, stk. 1, nr. 9)

Større satellitantenner skal anmeldes, jf. kap 1.5, stk. 1, nr. 7.

 

(1.6, stk. 1, nr. 10)

Brugerbetjente funktioner indeholdt i konstruktioner og anlæg, som er omfattet af bestemmelserne i kap. 4, kan opføres uden byggetilladelse og anmeldelse

(1.6, stk. 1, nr. 11)

Efter denne bestemmelse er ikke-væsentlige ombygninger og forandringer i en bestående bebyggelse, som har betydning for energiforbruget i bygningen undtaget fra kravene om byggetilladelse, anmeldelse og ibrugtagningstilladelse. Bestemmelsen gælder kun for byggearbejder, der er omfattet af byggelovens § 2, stk. 1, litra e, og som følge heraf er ikke-væsentlige. Væsentlighedskravet i relation til de øvrige bestemmelser i bygningsreglementet opretholdes uanset bestemmelsen i byggelovens § 2, stk. 1, litra e.

(1.6, stk. 1, nr. 12-14)

Bestemmelsen omfatter alene ombygninger og andre forandringer, der ikke medfører en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring. Ombygningerne og forandringerne skal forsat opfylde de tekniske bestemmelser i reglementet. Ombygninger, der påvirker bebyggelsens fælles installationer, herunder nyetablering af badeværelser, ikke er omfattet.

En ændring af en erhvervsenhed til beboelse eller ændring af beboelse til erhverv er en væsentlig anvendelsesændring og er således ikke omfattet af bestemmelsen, og der skal derfor søges om byggetilladelse.

(1.6, stk. 1, nr. 12) Bestemmelsen omfatter ombygningsarbejder og forandringer inden for de enkelte boligenheder, uanset antallet af boligenheder, der ombygges eller forandres. Bestemmelsen omfatter bl.a. ændring af ikke-bærende vægge i den enkelte boligenhed, udskiftning og ombygning af badeværelse, vinduer eller køkken.

Ombygninger, der vedrører hele bebyggelsen, f.eks. udskiftning af tagbelægning til anden form for belægning og derved ændring af tagkonstruktionen eller ændringer i bebyggelsens flugtvejs- eller ventilationssystem, er ikke omfattet af bestemmelsen, og der skal søges om byggetilladelse hertil. Tilsvarende gælder for ombygninger, som medfører ændringer i udgangsforholdene fra boligen, ombygninger, der medfører ændringer i flugtvejsforhold, samt blænding af døre til trapper, som er flugtveje

I forbindelse med væsentlige ombygninger i boligenheder, skal der opsættes røgalarmanlæg, som er tilsluttet strømforsyningen og er udført med batteribackup. Ved mindre ombygninger vil det også være hensigtsmæssigt at opsætte røgalarmanlæg, som er tilsluttet strømforsyningen og er udført med batteribackup.

(1.6, stk. 1, nr. 13) Bestemmelsen omfatter ombygningsarbejder og forandringer i en enkelt erhvervsenhed.

Ombygningsarbejder af større dele af en erhvervsejendom kræver byggetilladelse, og der kan derfor ikke ske ombygning af en hel erhvervsbebyggelse efter denne bestemmelse ved at henvise til, at der er tale om separate, enkeltstående ombygninger.

For nogle anvendelsesændringer i erhvervsbyggeri gælder, at de er omfattet af krav om tilladelse efter planloven, hvorfor der skal søges tilladelse herom hos kommunen.

(1.6, stk. 1, nr. 14) Bestemmelsen omfatter traditionelt kontorbyggeri, det vil f.eks. sige kontorbyggeri, som er opført efter retningslinjerne i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri.

Bestemmelsen omfatter ombygningsarbejder og forandringer inden for selvstændige brandmæssige enheder, som f.eks. en brandcelle eller en brandsektion. Bestemmelsen omfatter bl.a. ændringer af cellekontorer til storrumskontorer og omvendt, sammenlægning af enkelte kontorer i en brandmæssig enhed, ændringer i ikke-bærende vægge samt udskiftning og ombygning af bad eller køkken.

Ændringer, som vedrører mere end en enkelt enhed i bebyggelsen, eller som påvirker flugtvejsforholdene, er ikke omfattet af bestemmelsen, og der skal søges om byggetilladelse hertil.

Stk. 2

Byggearbejder omfattet af dette kapitel skal ikke færdigmeldes til kommunalbestyrelsen.

(1.6, stk. 2)

Der henvises til bekendtgørelse om ejeres pligt til at give oplysninger til Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med, at byggeriet fuldføres eller faktisk bliver taget i brug, skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

Kap. 1.6 - byggearbejde uden tilladelse el. anmeldelse.

Hvilke byggearbejder kan udføres uden byggetilladelse eller anmeldelse?


Svar:

De byggearbejder, der fremgår af BR10 kap. 1.6, stk. 1, nr. 9 kan udføres uden byggetilladelse eller anmeldelse. Det er eksempelvis ombygninger og andre forandringer i bygninger, der ikke medfører en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring.