§ 147
Drift, kontrol og vedligehold skal for nedenstående bygningsafsnit ske, så §§ 137-142 og § 148 er opfyldt:
1) Soverumsafsnit i anvendelseskategori 5 og 6 med flere end 10 sovepladser i f.eks. hoteller og plejeboliger.

2) Forsamlingslokaleafsnit i anvendelseskategori 3 til flere end 150 personer, herunder også butikker.

3) Undervisningsafsnit i anvendelseskategori 2 til flere end 150 personer.

4) Daginstitutionsafsnit i anvendelseskategori 6 til flere end 50 personer eller med flere end 10 sovepladser.

5) Bygninger, hvor brugen af bygningen nødvendiggør særlige driftsmæssige tiltag, for at opretholde brandsikkerheden i bygningen.
§ 148

En drifts- kontrol- og vedligeholdelsesplan for bygningsafsnit i § 147 skal udarbejdes, så det sikres, at §§ 137-142 er opfyldt og: 

1) Der udarbejdes en beskrivelse af driftsorganisationen, herunder oplysninger om den/de til enhver tid værende driftsansvarlige person(er) med kontaktoplysninger. Det skal meddeles kommunalbestyrelsen, hvem der er den/de driftsansvarlige person(er). 

2) Der udarbejdes ordensregler for bygninger omfattet af § 147. 

3) Der udarbejdes en brand- og evakueringsinstruks. 

4) Personalet er uddannet og instrueret i både de udarbejdede ordensregler og reglerne for evakuering samt, at personalet er instrueret i placering og brug af brandslukningsmateriel og brandtekniske installationer. 

5) Der udarbejdes og ophænges en pladsfordelingsplan i lokaler, som er omfattet af § 147, stk. 1, nr. 2. 

6) Der udarbejdes en driftsjournal for lokaler, som er omfattet af § 147, stk. 1, nr. 2. 

7) Det dokumenteres, at kontroller, som er foreskrevet i driftsjournalen, er gennemført, og nødvendige udbedringer er foretaget. Dokumentationen skal opbevares på stedet. 

8) Der i soverumsafsnit i hoteller mv. med mere end 10 sovepladser er udarbejdet og ophængt opslag til brugerne om alarmering og evakuering. Opslagene skal placeres synligt på alle værelser og i fællesarealer. 

9) Der i eksisterende soverumsafsnit i plejeinstitutioner, hvor der ikke er installeret automatisk brandalarmanlæg, er en fast vågen vagt pr. 50 meter på hver etage. 

10) Det sikres, at der i tilstrækkeligt omfang er opstillet brandslukningsmateriel.

§ 149
For bygninger omfattet af § 147, anses en drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan, som er udarbejdet i henhold til Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand, for at opfylde § 148.
§ 150
For eksisterende bygninger, omfattet af § 147, hvor der ikke inden ibrugtagningstilladelsen er udarbejdet en drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan, eller hvor den udarbejdede drifts-, kontrol- og vedligeholdelsesplan ikke sikrer opfyldelse af §§ 137-142 og § 148, skal drift, kontrol og vedligehold ske i henhold til Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand.
.