§ 126

Bygningers placering på grunden samt deres udformning skal sikre, at der i tilfælde af brand er forsvarlig mulighed for, at redningsberedskabet kan foretage redning og kan bistå evakuering af personer og dyr. Det skal ligeledes sikres, at der kan gennemføres det slukningsarbejde, der er nødvendig hertil samt til at begrænse væsentlig brandspredning mellem brandmæssige enheder. 

Stk. 2. Design, projektering og udførelse skal ske under hensyn til, at: 

1) Der er adgangs- og tilkørselsforhold på grunden, så redningsberedskabet har mulighed for uhindret at komme frem til bygningen. 

2) Det i og uden for bygningen er muligt at fremføre det nødvendige udstyr til redning af personer samt til slukningsarbejde i forbindelse hermed. 

3) Bygninger indrettes, så der er mulighed for at kunne gennemføre en forsvarlig rednings- og slukningsindsats.

§ 127
Brandtekniske installationer skal være tydeligt markerede.
§ 128

I bygninger med redningsåbninger, hvor redningsåbningerne kun kan nås af redningsberedskabets stiger, skal der være udlagt brandredningsarealer, så redningsberedskabet har adgang til at foretage en redningsindsats ved brug af redningsåbningerne.

§ 129
Bygninger skal udformes, så redningsberedskabets rednings- og slukningsmateriel kan føres frem til ethvert sted i bygningen, hvor dette er nødvendigt for:

1) Redning af personer.

2) At gennemføre slukningsarbejde i forbindelse med redning af personer.
§ 130
I bygninger, hvor redningsberedskabets brandslanger ikke kan føres frem af de primære indsatsveje som trapper mv., skal der installeres stigrør.
§ 131
I redningsberedskabets primære indsatsveje skal der være mulighed for røgudluftning.
§ 132
I bygningsafsnit, hvor røgudluftning ikke kan ske ved naturlig ventilation via åbninger i ydervægge eller i tag, skal der på anden måde etableres mulighed for røgudluftning.
§ 133

I bygningsafsnit med gulv i øverste etage mere end 22 m over terræn, skal der installeres mindst en brandmandselevator af hensyn til redningsberedskabets indsatsmuligheder.

Stk. 2. I bygningsafsnit i anvendelseskategori 6, indrettet til sengeliggende eller personer med nedsat mobilitet, f.eks. plejeboliger eller hospitaler, skal der i tilstrækkeligt omfang installeres brandmandselevatorer, som har en sådan størrelse, at de kan anvendes til transport af sygesenge.