Swipe horisontalt for at se alle emner

Fold alle ind
§ 485

De bærende konstruktioner i et byggeri skal indplaceres i en konstruktionsklasse på baggrund af:

  1. konstruktionens konsekvensklasse, jf. DS/EN 1990 Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner, og tilhørende DS/EN 1990 DK NA,
  2. konstruktionens kompleksitet og
  3. erfaringer med konstruktionstypen.

   Stk. 2. Hvis det kan dokumenteres, at en opdeling af byggeriet i flere konstruktionsafsnit kan ske på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde, kan de enkelte konstruktionsafsnit indplaceres i forskellige konstruktionsklasser.


§ 486
Ved konstruktionsafsnit forstås i denne bekendtgørelse en afgrænset del af en konstruktion, der indplaceres i én konstruktionsklasse og én konsekvensklasse.
§ 487

Konstruktionens kompleksitet skal fastlægges som en af følgende:

  1. Simpel konstruktion: En konstruktion, hvor lastnedføringer er overskuelige, og ligevægtstilstande kan bestemmes på en enkel måde uden særlige forudsætninger eller værktøjer.
  2. Kompleks konstruktion: En konstruktion, hvor lastnedføringer kan være svære at overskue, hvor bestemmelse af ligevægtstilstande kræver særlige forudsætninger eller værktøjer, eller hvor ændringer i forudsætninger kan have væsentlig betydning for konstruktionens virkemåde.

   Stk. 2. Hvor der er tvivl om konstruktionens kompleksitet, anses denne for kompleks.

   Stk. 3. Kompleksitet af en ombygning og forandring i en eksisterende konstruktion skal fastlægges som en af følgende:

1) En simpel ombygning eller forandring: en ombygning eller forandring, som ikke har væsentlig betydning for hovedkonstruktionens statiske virkemåde og lastnedføring, og hvor den statiske virkemåde i den eksisterende konstruktion forudsættes kendt. Ligevægtstilstand, nedføring af laster og bæreevnebestemmelse skal for ombygningen eller forandringen, og konstruktioner, der er statisk påvirket af ombygningen eller forandringen, kunne bestemmes på en enkel måde uden særlige forudsætninger eller værktøjer.

2) En kompleks ombygning eller forandring: øvrige ombygninger og forandringer, som ikke er omfattet af pkt. 1.

   Stk. 4. Hvor der er tvivl om ombygningens eller forandringens kompleksitet, anses denne for kompleks.

§ 488

Erfaringer med konstruktionstypen skal fastlægges som en af følgende:

  1. Traditionel konstruktion: En konstruktion, som der i byggebranchen er stor og lang erfaring med, og som er baseret på kendte teknologier og udførelsesmetoder.
  2. Utraditionel konstruktion: En konstruktion, som der i byggebranchen ikke er stor og lang erfaring med, eller som er baseret på nye teknologier og udførelsesmetoder.

   Stk. 2. Bærende konstruktioner omfattet af §§ 352 og 356 betragtes som utraditionelle.

   Stk. 3. Hvor der er tvivl om erfaringer med konstruktionstypen, anses denne for utraditionel.


§ 489

Konstruktioner eller konstruktionsafsnit skal indplaceres i en af følgende konstruktionsklasser:

  1. Konstruktionsklasse 1 (KK1), som omfatter:

    a. Konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til lav konsekvensklasse (CC1).

    b. Konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til middel konsekvensklasse (CC2), og som indgår i enfamiliehuse, rækkehuse, dobbelthuse og sommerhuse uden vandret lejlighedsskel og med højst 1 etage under terræn og højst 2 etager over terræn.

    c. Simple og traditionelle konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til middel konsekvensklasse (CC2), og som indgår i avls- og driftsbygninger i 1 etage med en maksimal spændvidde på 40 m.

    d. Simple og traditionelle konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til middel konsekvensklasse (CC2), og som indgår i industri- og lagerbygninger i 1 etage med en maksimal spændvidde på 40 m.

    e. Simple og traditionelle konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til middel konsekvensklasse (CC2), og som indgår i en statisk uafhængig konstruktion med et samlet etageareal på højst 150 m² i højst 1 etage under terræn og højst 2 etager over terræn med en spændvidde på højst 6 m. Den statiske uafhængige konstruktion må højst være indrettet til 30 personer, hvor personer har mulighed for ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

    f. Simple og traditionelle konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til middel konsekvensklasse (CC2), og som indgår i en statisk uafhængig konstruktion med et samlet etageareal på højst 150 m² i 1 etage med en spændvidde på højst 12 m. Den statiske uafhængige konstruktion må højst være indrettet til 30 personer, hvor personer har mulighed for ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

  2. Konstruktionsklasse 2 (KK2), som omfatter konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til middel konsekvensklasse (CC2), og som ikke er omfattet af konstruktionsklasse 1 eller 3.
  3. Konstruktionsklasse 3 (KK3), som omfatter:

    a. Konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til middel konsekvensklasse (CC2), og hvor konstruktionen eller konstruktionsafsnittet er utraditionelt eller komplekst og som ikke er omfattet af stk. 1, nr. 1, litra b.

    b. Konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til høj konsekvensklasse (CC3).

  4. Konstruktionsklasse 4 (KK4), som omfatter konstruktioner og konstruktionsafsnit, der henregnes til høj konsekvensklasse, hvor konsekvenserne af et svigt er særligt alvorlige (CC3+).

   Stk. 2. Byggearbejder, der ændrer virkemåde i en eksisterende konstruktion eller konstruktionsafsnit, skal indplaceres i samme konstruktionsklasse, som konstruktionen eller konstruktionsafsnittet er indplaceret i, dog med følgende undtagelser:

  1. Simple og traditionelle ombygninger og forandringer i eksisterende simple og traditionelle konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til middel konsekvensklasse (CC2) kan indplaceres i konstruktionsklasse 1 (KK1), såfremt der udføres kontrol af dokumentation i henhold til kapitel 30 svarende til konstruktionsklasse 2 (KK2).

  2. Simple og traditionelle ombygninger og forandringer i eksisterende simple og traditionelle konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til høj konsekvensklasse (CC3) og indgår i etagebyggeri, som anvendes til længere ophold, f.eks. beboelse, kontor, hotel, dag-/døgninstitution i højst 6 etager over terræn med en spændvidde på højst 8 m, kan indplaceres i konstruktionsklasse 2 (KK2).

  3. Simple og traditionelle ombygninger og forandringer i eksisterende konstruktioner eller konstruktionsafsnit, der henregnes til høj konsekvensklasse, hvor konsekvenserne af et svigt er særligt alvorlige (CC3+), kan indplaceres i konstruktionsklasse 3 (KK3).

   Stk. 3. Følgende byggearbejder er undtaget fra indplacering i konstruktionsklasse efter stk. 1 og 2:

1) Byggearbejder, der er undtaget for byggetilladelse, jf. § 5, stk. 1.

2) Garager, carporte, udhuse, hønsehuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger med et areal på højst 50 m² samt ombygninger og andre forandringer af disse.

3) Ombygninger og andre forandringer af enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og sommerhuse. Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en væsentlig anvendelsesændring eller en udvidelse af etagearealet.

   Stk. 4. Midlertidige udendørs camping- og salgsområder er undtaget fra indplacering i konstruktionsklasser efter stk. l.

   Stk. 5. Mindre legepladsredskaber og -underlag, multisportsudstyr, motionsredskaber i det fri, skateboardbaner og lignede er undtaget fra indplacering i en konstruktionsklasse, hvis udformningen udføres i henhold til §§ 359-363, og når udformningen eller anvendelsen ikke medfører en risiko for personskade ved et svigt. Andre mindre legepladsredskaber er tillige undtaget fra indplacering i konstruktionsklasse, hvis udformningen eller anvendelsen ikke medfører en risiko for personskade ved et svigt.

   Stk. 6. For konstruktioner eller konstruktionsafsnit, som på grund af deres udformning eller anvendelse ikke kan indplaceres i en konstruktionsklasse, skal det på baggrund af risikoen for svigt og konsekvensen af kommunalbestyrelsen vurderes, om og i hvilket omfang:

  1. En certificeret statiker skal inddrages.
  2. Dokumentationen skal udfærdiges efter principperne i kapitel 28 og 30.
   Stk. 7. Dokumentationen for overholdelse af stk. 6 skal indsendes i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse.