Swipe horisontalt for at se alle emner

Bygningsreglementets vejledning om glaspartier, glasflader og værn af glas i bygninger

Fold alle ud

Bygningsreglementet forudsætter, at bygningsglas vælges og anvendes, så der opnås sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende forhold i relation til personskade. 

Vejledning til en konkret vurdering af risikoen for personskader ved kollision med bygningsglas fremgår af nærværende afsnit. Vejledning om anvendelse af bygningsglas i en række bygningsdele findes i afsnittet Brug af bygningsglas. 

I nybyggeri og ved væsentlig om- eller tilbygning er det nødvendigt at foretage en vurdering af personrisikoen ved brug af bygningsglas for at fastlægge, hvilke foranstaltninger der skal tages i brug for at opnå tilstrækkelig personsikkerhed i forhold til funktionskravene i Bygningsreglementet, se tabel 1.

Tabel 1
Skadesårsager og forebyggelse af personskader ved kollision med bygningsglas

Skadesårsager Forebyggelse af personskader
Læsioner kan forekomme, hvor en person kolliderer med en glasflade, uden at glasset går i stykker. Læsioner kan forebygges, ved enten at afskærme glaspartier så kollisioner forhindres, eller ved at markere glasset så det ikke bliver overset.
Skæreskader kan forekomme, hvor en person kolliderer med en glasflade og skærer sig på brudstykker, hvis glasset går i stykker. Skæreskader kan begrænses, ved enten at afskærme glaspartier så kollisioner forhindres, eller ved at markere glasset så det ikke bliver overset og bruge sikkerhedsglas.
Nedstyrtning af personer kan forekomme, hvis glasset ikke har tilstrækkelig styrke til at optage last fra personer, der læner sig op ad glasset, kolliderer med glasset eller står på glasset. Nedstyrtning, der skyldes brud i f.eks. værn, glaspartier eller gulve af glas, kan begrænses ved at dimensionere for de forekommende laster og samtidig sikre, at glasset kan tilbageholde personer efter eventuelt brud, foreksempel ved brug af lamineret sikkerhedsglas.
Nedfald af glas kan forekomme ved brud i glas, foreksempel i tage, lofter og ovenlysvinduer, som falder ned og derved skader personer, der færdes eller opholder sig under glasset. Nedfald af glas kan begrænses ved at dimensionere for de forekommende laster og bruge lamineret sikkerhedsglas, der fastholdes efter eventuelt brud.

Risikoen for personskader kan reduceres ved, at der udvises den nødvendige opmærksomhed omkring de enkelte risikofaktorer, der kan have betydning ved udformning af bygningen i forhold til bygningens funktion og brug, og ved anvendelse af egnede glastyper. 

Ved planlægning og projektering med bygningsglas, skal det indgå i vurdering af risikoen for personskader:

•  Om bygningen overvejende anvendes af personer, der kender bygningens indretning, for eksempel beboere og personale, og hvor risikoen normalt anses for at være lav, eller

•  Om bygningen er tilgængelig for offentligheden og dermed anvendes af personer uden nærmere kendskab til bygningen og dens udformning. Det gælder ikke mindst, hvor mange personer forsamles i bygningen, og hvor der vil være risiko for, at personer af egen kraft eller ved at blive presset ind mod glasset kan gennembryde det.


D
et er især vigtigt af foretage en vurdering af risikoen for personskader i bygninger, der fortrinsvis anvendes af børn og ældre personer, samt i rum der kan udgøre en særlig risiko, eksempelvis svømmehaller, bade- og omklædningsrum, hvor gulve kan blive meget glatte.

Det bør vurderes, hvor store dele af et glasparti, det er nødvendigt at udføre med sikkerhedsglas set i forhold til den konkrete risiko. I vurderingen bør det indgå, om glasfladen skal udføres med sikkerhedsglas i almindelig dørhøjde, eller om der alene er behov for at anvende sikkerhedsglas i mindre dele, for eksempel lavtsiddende glas under almindelig brystningshøjde. Det bør også indgå i vurderingen, om glasfladen er opdelt, eksempelvis af sprosser, der kan virke som markering af glasfladen, eller udført som en større ubrudt flade, der lettere vil kunne blive overset.

Hvor glas anvendes som værn eller indgår i værn, for eksempel på trapper, ramper og hævede opholdsarealer, samt hvor glaspartier adskiller en niveauforskel i gulvflader eller mellem gulv og terræn, skal det sikres, at personer ved kollision med glasset ikke kan bryde gennem det og styrter ned.